Her Oluf hand rider saa vide/ Alt til sit brøllup at byde. Men dandsen den gaar saa let gennem lunden.
2. Der dandse fire og der danse fem/ Ellerkongens daatter rekker haanden frem.
3. Velkommen Her Oluf/ lad fare din sag/ Bi lidet/ og træd her i dandsen med mig.
4. Jeg ikke tør/ jeg ikke maa/ I morgen skal mit brøllup staa.
5. Hør du Her Oluf/ træd dandsen med mig/ To bukkeskinds støvle saa giver jeg dig.
6. To bukkeskinds støvle sider vel om been/ Forgyldene spore der om spend.
7. Hør du Her Ole træd dandsen med mig/ En silke-skiorte giver jeg dig.
8. En silke-skiorte saa hvid og fiin/ Den blegte min moder ved maaneskin.
9. Jeg ikke tør/ jeg ikke maa/ I morgen skal mit brøllup staa.
10. Hør du Her Oluf/ træd dandsen med mig/ Et hoved af guld saa giver jeg dig.
11. Et hoved af guld kand jeg vel faa/ Men dandse med dig tør jeg ej saa.
12. Og vil du ikke dandse med mig/ Sot og sygdom skal følge dig. Men dandsen den gaar saa let gennem lunden.
13. Hun slog hannem mellem sine hærde/ Aldrig var hand slagen verre.
14. Hun løfte Her Oluf paa ganger rød/ Og rid nu hiem til din fæstemø.
15. Der hand kom til borgeled/ Der staar hans moder og hviler ved.
16. Hør du Her Oluf kier sønnen min/ Hvi bær du nu saa bleg en kind?
17. Og jeg maa vel bære kinden bleg/ For jeg har været i Ellekonens leg.
18. Hør du Her Ole min søn saa prud/ Hvad skal jeg svare din unge brud?
19. I skal sige jeg er udi lunde/ At prøve min hest og saa mine hunde.
20. Aarle om morgen/ dag det var/ Da kom den brud med brudeskar.
21. De skenkte miød og de skenkte viin: Hvor er Her Ole brudgom min?
22. Her Oluf hand reed sig her i lunde/ Hand prøved sin hest og saa sine hunde.
23. Hun tog op det skarlagen rød/ Der laa Her Oluf og var død.
24. Aarle om Morgen dag det var/ Der komme tre Lig af Her Oles gaard.
25. Her Oluf og hans fæstemø/ Hans moder blef og af sorgen død. Men dandsen den gaar saa let gennem lunden.
Antegnelse.
Der holdes for/og gemeen Mand troer det endnu/at her var en Ellekonge i Stevens/og at der maatte ingen anden Konning komme der ind/men Christian den 4. Frederik den 3. Christian den 5. have været her nogle gange/og giort saaledis denne Meening til intet. Til vor allernaadigste Herre Christian den 5. Der hand efter sin Nordske Rejse over Dovrefield holdt sit indtog i Stevens/4 Nov.1685. giorde jeg og overleverede dette Klinge Vers:
Sæt Foden lykkelig paa lidet Stevens-Land/
O store Konning/ som dit vide Norg’ i Sommer
Besaae/ men nu til halv-befæstet Stevnbo kommer
Fra yderst Tule hid/ Guds egen salved Mand.
Det onde Herberg/ hvor mand ej forlystes kand/
Hvor Dofra fordum laa hin gæste-løse Jette/
Det ubesøgte Field af andre Konger/ dette
Bestigde vor Monark/ det vovede først hand.
Vort Stevens og hvor faa af Konger eller ingen
Var seet/(thi hver har meent/ mand sad her under Vingen
Og Elvekongens Haand) nu raaber med got Skel;
Her hen til Hekkenfeld/ du Klint og Elvekonge
Med ald din Elveflok af vores Mark og Vonge/
Men Daner-Konning kom/ lev sund og Sejersæl.
Elvekongens Datter/Ellefrue og Ellekone kaldes den/som bedrager mandfolk/og Ellen eller Elven/som bedrager Kvindfolk/er et Spøgeri/fordom meget gængse/hvorom nu i dette klare Evangelii Lys ey meget høres. Mand taler og om Elve-bøger/som de gave undertiden bort til dem/hvilke de elskede/hvoraf de kunde spaa om allehaande tilkommende Ting.
Den som var forfærd af dem/kaldtes Ellevild/og sagdes om dem at Ellen legte med dem. Men denne Her Oluf er her ilde medhandlet og Elleskudt/fordi hand ej vilde ellers/eller være i denne Elvedands med disse Ellefolk.
