Sæt Foden lykkelig paa lidet Stevens-Land/
O store Konning/ som dit vide Norg’ i Sommer
Besaae/ men nu til halv-befæstet Stevnbo kommer
Fra yderst Tule hid/ Guds egen salved Mand.
Det onde Herberg/ hvor mand ej forlystes kand/
Hvor Dofra fordum laa hin gæste-løse Jette/
Det ubesøgte Field af andre Konger/ dette
Bestigde vor Monark/ det vovede først hand.
Vort Stevens og hvor faa af Konger eller ingen
Var seet/(thi hver har meent/ mand sad her under Vingen
Og Elvekongens Haand) nu raaber med got Skel;
Her hen til Hekkenfeld/ du Klint og Elvekonge
Med ald din Elveflok af vores Mark og Vonge/
Men Daner-Konning kom/ lev sund og Sejersæl.
