HErre Gud løse vel min angest/ Og sorgen af mit bryst; Thi dend som haver en lønlig sorg/ Hans hierte er jammerlig kryst. HErre Gud løse vel vor angest.
2. Her Peder hand bad om Mettelild/ I fulde vintre fem; Aldrig kunde hannem den glæde hændes/ Hun vilde ham svare i dem.
3. Hør I skiønne Mettelild/ Og vil I være min kiere; Alle de dage jeg leve maa/ Jeg vil eder elske og ære. HErre Gud løse.
4. Min broder hand tiener i Kongens gaard/ Hand er en Ridder saa fin/ Vil I spørge hannem til raad/ Dismindre er sorgen min.
5. Jeg vil ej spørge din broder ad/ For jeg haver ikke stunde: Vil tu giøre som jeg beder/ Da mød mig i grønnen lunde.
6. Vil I ej spørge min broder ad/ Og give eder dertil stunde/ Ret aldrig lever I saa god en dag/ Jeg møder i grønnen lunde.
7. Vil I ej giøre/ som jeg beder/ Det er ikke med eders ville/ Da skal jeg skrive de ramme runer/ Og saa eders ære spilde.
8. Kaster du paa mig de ramme runer/ Og spilder saa min ære/ Alle de dage jeg leve maa/ For Gud skal jeg det kære.
9. Saa skrev hand de ramme runer/ Kaste under stolt Mettelilles skind; Blodet sprang af neglerood/ Og taaren paa hviden kind.
10. Der hand havde skreved de runer/ Og kast Mettelild til haand/ Saa steg hand paa sin snekke/ Og seglede strax fra land.
11. Det stod i saa længe/ Og vel i vintre tre/ Aldrig kunde nogen hende glader see/ Saa monne hun længes i de.
12. Det var stolten Mettelild/ Hun svøber sig i skind/ Saa monne hun i højeloft gaa. For Fruer og Jomfruer ind. HErre Gud løse vel vor angest.
13. Hel sidder I alle fruer/ Og jomfruer allerførst; Hvo vil med mig stande/ Og lide baade nød og løst.
14. Det svared liden Kirsten/ Hun svarede Jomfruen først: Jeg vil med eder stande/ Og lide baade nød og løst.
15. Hun gik af hendes faders gaard/ Hende gik saa meget til meen/ Obenhoved og barfoded/ I silkeserk alleen.
16. Hun gik sig til strande/ Og havde saa megen Uro; Selv ganger hun at styre/ Liden Kirsten til aare at roe.
17. Saa segled de den salte søe/ Med kummer og megen vaade/ Til de komme til det land/ Som Her Peder over-raadde.
18. Kuren stander paa højen vern/ Og seer hand ud saa vide/ Seer hand stolten Mettelild; Og snekken under hende skride.
19. Det da var dend vægter/ Tog over sig kaaben blaa; Saa gaar hand paa det samme loft/ Hvor Herre Peder laa.
20. Her er kommen paa vort land/ To saa høveske kvinde/ Obenhoved og barfoded/ I silkeserk alleene. HErre Gud løse vel.
21. Er her kommen paa vort land/ To saa høveske kvinde/ Da er det skiønne Fru Mettelild/ Du lad hende snarlig ind.
22. Det var Herre Peder/ Hand svøber sig i skind/ Saa gaar hand i højeloft/ For sin kier moder ind.
23. Hel sidder I min kier moder/ I er vel svøbt i skind; I hilser vel stolten Mettelild/ Hun er allerkieriste min. HErre Gud løse vel vor angest.
24. Her Peder ganger i gaarde/ Hand rækker hende hviden haand: I være velkommen stolt Mettelild/ I dette fremmede land.
25. Hør I det Her Peder/ Hvi vil I mig saa ilde? I lokked mig af min faders gaard/ Vil saa min ære spilde.
26. Hør I stolten Mettelild/ I skal det ikke kære/ I skal slide skarlagen rød/ Vi leve tilsammen med ære. HErre Gud løse vel.
27. Hand tog hende ved sin haand/ Klapped hende ved hviden kind; Saa ginge de i højeloft/ For hans kier moder ind.
28. Det var Her Peders moder/ Klapped hende paa hviden kind: Velkommen hid stolt Mettelild/ Kier sønnehustru min.
29. Hør I det stolt Mettelild/ I skal slet intet kære; Alle de dage jeg leve maa/ Jeg vil eders moder være.
30. Her Peder taled’ hende venlig til/ Og tog hend’ i sin favn/ Alt det gode jeg have maa Det gaar os begge til gavn.
31. Tak have Herre Peder/ Saa vel holdt hand sin tro/ Maanedsdag der efter kom/ Lod hand sit brøllup bo. HErre Gud løse vel vor angest.
Anmerkning.
Runer betydde baade de gamle Bogstave/ saavel som og adskilligt Trylderi/ som gemeenligen skeede ved dem. Ved disse giorde Odin Rinde ligesom gal og afvittig. Men i dend Part af Edda/ som kaldes Runa-Kapitula/ bekiender Odin/ hvorledis hand kand vende en Kvindes Sind/ og bøje det til Kierlighed; foruden andre store Ting/ som hand ved Runerne vilde udrette. Der findes endnu Levninger af denne Ugudelighed hos dem/ som siges at sætte Potten paa Ilden efter nogen/ eller med Trylderi forskaffe sig andres Kierlighed. Ram-runer kaldes de af ram ɔ: skarpsmagende/ barsk/ sterk; Thi de meentes at have stor Kraft. Ilt er ved ramman Reip at draga. Ont at drage Reeb eller Kattestrud med den Sterke. Saxo 5 Bog. Ramme kaldes og Biørneklo og andet/ som er sterkt til at fatte eller holde noget fast.
