Her Esbern tiener i Kongens gaard/ Hand tiente saa mangen god dag; Kongen slog hannem til Ridder/ Og hannem forlæninger gav. Nu længes mig hiem af landet til min kierest.
2. Hand tiente saa vel sin Herre/ Og var hans gæveste mand: Saa gav hand ham Jomfru Sidsel lille/ Hun var en lillievaand.
3. De levde sammen i vintre da/ Og vel i vintre fem: Mand større Kierlighed aldrig saae/ End mand kunde høre hos dem.
4. De levde sammen i glæde stor/ Fast meere end vintre ni; Mand hørd’ af dem ej vredens ord/ Men fryd og kierlighed fri.
5. Her Esben hand ganger i gaarden/ Hand leger med sølvbundet sverd; Saa ofte kom hannem i hue/ Sin lange Jørsals færd.
6. Her sidder I stolten Fru Sidsel/ Og spender det guld paa teen; Den Jørsals-færd jeg har loved/ Staar alt tilbage igen.
7. Nok saa haver I sølv og guld/ Som ligger forinden eders kiste; I giver eders svend eders ærende for/ Eder selv kand jeg ej miste. Nu længes mig hiem af landet til min kierest.
8. Nok saa haver I guld og sølv/ Som ligger forinden eders skrin; I lader eders svend henfare did/ Bliver hiemme allerkiereste min.
9. Hør I stolten Sidselille/ I steder eders minde dertil/ At jeg maatte holde løftet mit/ Jeg snarlig hiemkomme vil.
10. Det var om en Søndag/ Saa hellige vare de tide: Her Esben rider til Kirken hen/ Hand byder ud frender sine.
11. Haver jeg noget mod eder brudt/ Og været eder til meen/ I hævne det paa mig selv i dag/ Og ej paa min hustru ven.
12. Her Esben giorde sig rede/ Ad stranden lader hand staa/ Fru Sidsel græd og klagede fast/ Med vaade øjne hun saae.
13. Hun fulde sin Herre til skibet hen/ Med salte taare paa kind; I kommer ihu min kiereste ven/ Jeg er en fruktsommelig kvind.
14. Hun tog den Herr’ udi sin favn/ Og bød ham tusind god nat: I lader eder mindes min ædle Herre/ Hure det er med mig fat.
15. Estu begaved med livsens frukt/ I æktestand er det skeet/ Med kierlighed i ære og tukt/ Det Gud vor HErre vel veed.
16. Gud signe dig min kiereste Ven/ Jeg maa dig lade her hiemme; I hvor jeg kommer i verden hen/ Jeg skal dig aldrig forglemme.
17. Det var ædle Her Esben/ Hand styrde sin snekke fra land/ Ad vilden søe hand stande lod/ Saa saare brused den strand. Nu længes mig hiem af landet til min kierest.
18. Hand tænkt’ ej bort’ at blive/ Uden aar og maaned een; Det var fulde atten aar/ Før den Herre kom igien.
19. Det var ikke derefter/ Maanet foruden een/ Fru Sidsel ganger i højeloft/ Hun føder en dotter saa ven.
20. Hand var bort i atten aar/ Ja meer og ikke minde/ Saa tager hand til at længes/ Saa saare hiem til sin kvinde.
21. Hand var bort’ i atten aar/ Mand intet af ham vidste: Nu kand hver tænke hvad længsel svar/ Fru Sidsel midlertid friste.
22. Der atten aar forgangen vare/ Da kom hand hiem til land; Der saae Her Esben hvor hyrden gaar/ Og vogter sit kveg ved strand.
23. Hør du gode hyrdemand/ Som driver det kveg for dig: Er nogen enke paa dette land/ Du dølg det ikke for mig?
24. Her er en enke paa dette land/ Fru Sidsel mon hun hede; For atten aar bortdrog hendes mand/ Da miste hun ald sin glæde.
25. Hvor lider folk paa dette land/ Alt baade fiern og nær? Hvor lider stolten Fru Sidsellild/ Hun er min hiertens kiere.
26. Vel lider folk paa dette land/ Alt baade ude og inde; Og vel lider stolten Fru Sidsellild/ Hun er saa dydig en kvinde.
27. Her Esben søgte flux op paa land/ Fra skibet monne hand gaa; Hand søgte sin hiertens lillievaand/ Fand hende i gaarden staa. Nu længes mig hiem af landet til min kieriste.
28. Hand havde posen paa sin bag/ Og pelegrims stav i hænde; Der hand kom i sin egen gaard/ Slet ingen hannem kiende.
29. Hand hilsed hende med talen snild/ Som hun det værd mon være: I laane mig huus for Her Esbens skyld/ Som er jer hiertens kiere.
30. Det svared stolten Fru Sidsellild/ Og hende rand taare paa kind: Fuldgierne i vor HERres navn/ For kiere hosbond min.
31. Her stander I stolten Sidsellild/ I er en Frue saa fin/ Lad mig dog en badstue rede/ For kiere hosbond din.
32. Selv hente hun ham luud/ Og selv hente hun hannem vand; Saa tiente hun Her Esben/ Dend fromme/ ærlige mand.
33. Jeg haver en dotter er hans og min/ Hun atten aar mon være; Men aldrig saae hun fader sin/ Jeg bær stor sorg min Herre.
34. Det var stolten Fru Sidsellild/ Hun tode hans hvide haand: Være sig aldrig Ridders navn/ Som længer sig dølge kand.
35. Hand klapped hende paa sit brøst/ Kalded hende sin hiertens kiere: Nu skaltu fange glæd’ og lyst: Jeg er din hosbond med ære.
36. Jeg mig ej længer dølge kand/ Din venlighed mig mon vinde: Jeg er Her Esben din ækte mand/ Og du min dydige kvinde.
37. Saa fulte de Her Esbern hen/ Udi den Fruerstuv ind; Da lo stolten Fru Sidsellild/ Som før bar blegen kind. Nu længes mig hiem af landet til min kiereste.
38. Der var glæd’ i Her Esbens gaard/ Alt baade ud og inde; Hans dotter blev i stuen indled/ Den skiønneste Solen paa skinner.
39. Saa givted hand sin dotter/ Hun var som dagen ven; Hand gav hende hin unge Her Karl/ Hand var en Ridder saa skiøn.
40. Nu tænk en hver hvad glæde stor/ Der monne være paa færde/ Ej nogen større troer jeg/ Her kund’ i verden være.
41. De levde siden i mangt et aar/ I kierlig Velstand tillige; Den eene den andens byrde bar/ De bleve fruktbare og rige.
42. Et spegel for æktefolk de vare/ Hin anden de vild’ ej svige/ Dog skilmis vared i atten aar/ De bleve trofaste tillige. Nu længes den Herre af landet hiem til sin sin kierest.
Antegnelse.
Denne Vise haver og en anden Begyndelse saaledis: Fisken tager sin Fød’ i Vand/ Og Ørnen op under sin Klo/ Give Gud en Staald broder god/ Naar jeg skal sætte mit Bo.
Ligesom Ulysses kom hiem til sin Penelope/ efter 20 Aars Fraværelse/ saa kom og Her Esbern efter atten Aars. Begge komme som Pelegrime/ og gave sig først tilkiende for Hyrder. Begge finde sine Hustruer levende i Kydskhed/ med forlængsel efter sig.
Esbern siges af As ɔ: En Aser/ Gud/ Guddommelig/ og Biern; saasom Asgrim/ ɔ: Asernes Ulv/ eller/ Guddommelig Ulv. Askel. Gudernes kedel. Aslak. Gudernes Tiener. Asmund. Guddommelig mund. So hialpimer hin helge As: Nemligen Odin eller Tor. Saaledis svore Hedningerne i disse Lande. Asgards eller Ashof (som endnu skal findes) hvor A serne eller vore gamle Afguder bode. Asfeld kaldes den Plads hos P. Diac. hvor de Longobarder behulde Sejer over de Gepider.
