Liden Malfred ganger i lunden/ I lunden gaar hun saa eene; Der møder hende Salemand Kongens søn/ Med tredive af sine svenne. Gud stille min allerkierest ved sin angst.
2. Det var Malfred Grevens dotter/ Hun ganger i lunden saa bold; Der møder hende Salemand Tygesøn/ Hand tog den jomfru med vold.
3. Hand rev sønder hendes klæder/ Hand drog hend’ i sit haar/ Ret aldrig havde hand dend gierning giordt/ Havde ulykken standed ham for.
4. Nu haver i rykt mine klæder sønder/ Og giorde mig last og skam; Jeg beder eder for dend øverste Gud/ I siger mig eders navn.
5. Jeg haver rykt dine klæder sønder/ Og giorde dig laster og skam/ Salemand Tygesøn er mit navn/ Derfor rømmer jeg ei land.
6. Om jeg rømmer af landet ud/ For brødr og frender dine/ Naar fyrretyv’ ugger forgangen er/ Saa vil jeg kommr igen.
7. Hiem gik Malfred Grevens dotter/ Saa mangefold var hendes møed/ Ingen vilde hun sin sorrig klage/ For hendes kier fader var død.
8. Hun var ind’ i Maaned/ Og hun var der i tre/ Ingen af de skønne Jomfruer/ Saae hend’ enten leg eller lee.
9. Det var Malfred Grevens dotter/ Gaar for hendis moder at staa; I love mig min kier moder/ I vor steenstuv’ at gaa.
10. Da svared hendis kier moder/ Hun stoed i skarlagen rød; Der plejer ingen i steenstuen gaa/ Foruden de børn ville føde.
11. Der var hun ind’ i maaned/ Og vel i maaneder fem/ Aldrig kom hendes moder til hende/ Og ikke i alle dem. Gud stille min allerkierest ved sin angst.
12. Det stod saa i syretyve ugger/ Hun hyvsked ikke sit haar/ De saae hend’ ej andet giøre/ End graad og sukke saa saare.
13. De syretyve ugger forgangen vare/ Dend jomfru tog til at laage/ Saa sendde hun bud til moder sin/ Bad hun skulde til sig gange.
14. Bort da gik den tienneste møe/ Hun kund ej fra hende blive: Eders dotter bad i skulde til hende gange/ Om hun skal findes i live.
15. Gak du bort du tienneste møe/ Og sig du hende saa: Saa lidet raade hun med moder sin/ Der hun til lunden monne gaa.
16. Bort da gik dend tienneste møe/ Og blev hun saa tilraade/ At hun vild’ ikke sige de ord/ Som hendes kier moder sagde.
17. Ind da kom den liden møe/ Og sagde de ord saa: Naar eders Stiffader er gangen i seng/ Saa vil hun til eder gaa.
18. Gak nu til min moder igjen/ Og sig hend’ af min nød/ Og bed hende ved mig tale/ Førend jeg ganger til død.
19. Ind da kom dend tienneste møe/ Hun klager saa saare hendes nød; Eders dotter bad i skulde til hende gaa/ Alt før hun ganger til død.
20. Længe stod hendes moder/ Og tænkte derpaa: Lige vel er hun min dotter/ Jeg vil til hende gaa. Gud stille min allerkierest.
21. Det var Malfred Grevens Frue/ Hun ind ad dørren treen/ Det var hendes kier dotter/ Hun rakte hende haanden igen.
22. Malfred gick sin Moder imod/ Var bleg og ikke rød: Hielper mig min kier Moder/ Jeg klager for eder min nød. Gud stille min allerkierest ved sin angst.
23. Jeg var udgangen i lunden/ I lunden aldt saa eene/ Der møtte mig Salemand Tygesen/ Hand giorde mig last og meen.
24. Enddog hand giorde mig last og meen/ Som jeg maa for eder kære/ Kommer hand vel i landet igjen/ Hand giør mig heder og ære.
25. Hører I min kier Moder/ Jeg beder eder i saa gierne/ Kommer hand Salemand Tygesen hiem/ I giør ham intet til mene.
26. Alle de Fruer og skiønne Jomfruer/ De monne for Malfred græde/ Men allermest hendes kier moder/ Hun mon saa sorrigfuld være.
27. Det var ikke der efter Ej dage uden fem/ Og det var Salemand Tygesen/ Hand kom i landet hiem. Gud stille min allerkierest.
28. Forgyldte vare hans anker/ Og saa hans aarer smaa/ Saa var og dend fremmer stavn/ Som Malfred skulde indgaa.
29. Det var Salemand Tygesen/ Tager over sig skarlagen skind/ Saa ganger hand i høje loft/ For fruer og jomfruer ind.
30. Hilser hand fruer og stolte jomfruer/ Samt møer og gode kvinde/ Og mest Malfred Grevens dotter/ Aldt om hun var inde.
31. Det svared hendes kier Moder/ Hun var i huen saa gram: Saa lidet tør I efter hende spørge/ Men i haver giordt hende skam.
32. Det vare Malfreds brødre alle/ Og hver tog til sin kniv/ Havde vor søster ikke for dig bedet/ Da skulde vi raaded dit liv. Gud stille min allerkierest ved sin angst.
33. Det svared Salemand Tygesen/ Hand svared et ord med ære/ I give mig eders kier søster/ Hun er min hiertens kiere.
34. Vor søster haver bedet for dig/ Vi maa dig intet skade/ Saa mænd ved Salemand Tygesen/ Hun maa der selv for raade.
35. Det svared Malfred Jarlens frue/ Og saa tog hun paa; Malfred ligger i Steenstuven/ Hun haver de sønner smaa.
36. Malfred ligger i stuven ind/ Hun haver de sønner saa hvide/ Saa mænd ved Salemand Tygesen/ de er’ eder aldt saalige.
37. Det melte Salemand Tygesen/ Saa tog hand op paa; Hør i min kier Moder/ Og maa jeg til hende gaa.
38. Saa vel da maa I til hende gaa/ Alt om I vil hender egte/ Om I vil giør os alle dend glæde/ Da ville vi det ikke negte.
39. Saa gierne vil jeg hend’ egte/ Saa gierne vil jeg hender have; I lade det brøllup med ære giøre/ Jeg egter hend’ alde mine dage.
40. Det var Salemand Tygesen/ Tager over sig kaaben sin/ Saa gaar hand i højeloft/ For sin allerkierest ind.
41. Det svared Salemand Tygesen/ Hand ind ad Døren treen/ Det var Malfred Grevens datter/ Hun rekker ham haanden igen.
42. Det var Malfred Grevens dotter/ Tog hannem i sin arm/ Nu ved Gud fader i himmerig/ Jeg haver lid spot og harm. Gud stille min allerkierest ved sin angst.
43. Det var Salemand Tygesen/ Tog hend’ i armen sin/ Sørger ej Malfred Grevens dotter/ I er allerkiereste min.
44. Det var Malfred Grevens dotter/ Taler til sin moder saa/ lader nu Salemand Tygesen/ See sine sønner smaa.
45. Det var Salemand Tygesen/ Tog børnene i sin arm. Loved være Gud Fader i himmerig/ Som haver os løst af harm.
46. Nu haver Salemand Tygesen/ Forvunded ald sin harm/ Saa haver og Malfred Grevens dotter/ Hun sover i hans arm. Gud stille min allerkierest ved sin angst.
Anmerkninger.
Her er atter et Exempel/ som ligner Dinæ spadsere-gang.
Skarlagen Skind. Skind var et almindeligt Navn om Klæder/ og betydde ej dem alleene/ som vare af Dyrenes Huder/ men og andre. De axle deres Skind ɔ: Sætte deres Klæder i lave/ toge kiortelen op paa Axlerne.
Saamend ved Sal. T. Saaledis svore de ved andre. F. C. Saamænd ved Danner Konning/ o. a. m. Saa svor og Josef ved Faraos Liv. 1. Mos. B. 42. Kap.
Forgyldte anker/ aarer og stavn. Enddog det syntes/ at her gives meget af efter de gamle Skaldres viis/ saavel som og naar der findes i somme Viser:
De vunde op deres Silke-Segl/
Saa høit i forgyldene Raa.
Saa have de dog havd præktige og store Skibe her i Norden i gamle dage/ som eragtes kand af de Danske/ Svenske og Nordske Krøniker. Udi S. Olufs Saga tales om Skibenes forgyldte Fløje/ gule og blaa Segl/ o. a. m.
Salmand eller Salemand findes ikke sielden i vore Viser/ og kaldes undertiden Salomon. Skal være et gammelt Cimbriskt eget Navn. Den højlærde Mart. Sejler skriver at Salman heder i gammel Tydsk en Frelser/ Anfanger/ som er Forsvar for noget.
