Der boer en Jarl i Engelland/ Og hand er sig saa rig; Hand haver og de sønner to/ De ere hveranden ulig. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
2. Rigen Jarl udi Engelland/ Hand haver de Sønner to/ Edmund og Benedit/ Nevned saa er de baade.
3. Benedit er i sin faders gaard/ Favr er hand og fin/ De vilde hannem sende til Jørsel hen/ Over den salte Riin.
4. Benedit er i sin faders gaard/ Hand skinner som en lille/ Øyne haver hand som stierner klar/ Og haard som røde guld spinds.
5. Hør du est kiere frende min/ Skøn est du som en lille/ Du skalt fare over kaalden Riin/ Voris kiereste søn til ville.
6. De lod hannem klæder skiære/ Dem syde baade fruer og møer/ De vare med roser og liler sat/ Og syde med guld saa rød.
7. De vare med roser og liler sat/ Og syd med røde guld paa herde/ Tak have hver moder god/ Sin søn pryder saa med ære.
8. Det melte Benedit/ Som røde guld havde paa/ Hand helsede hver det barn der var/ Alt førend hand reed der fra.
9. Hand helsede hver det barn der var/ Hans fader og sin kiere moder/ Og allermest den skønne jomfrue/ Som hannem de klæder giorde. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
10. Hannem fulde baade fader og moder/ Saa langt ud af leed/ Hver det barn i gaarden var/ Til stranden med ham reed.
11. Saa saare græd hans kiere moder/ Hun var saa rig en frue/ Taaren af hendis øyen falt/ Ret neder paa jordens tue.
12. Taaren af hendes øjne falt/ Ret neder paa sølf-spendte skoe/ Det du drager af Kongens gaard/ Er mig fuld hart imod.
13. Svarede det Edmunds frue/ Med tugt og fuld goed sinde/ Far vel Benedit broder min/ Gud raade naar vi findis.
14. Meldte det Benedit/ Hand triner udi fremmerste stavn/ I drager ind voris anker/ Udi JEsu Christi navn.
15. De hissed op de silke seyl/ De ud fra landet ginge/ De kaldte paa JEsu Mariæ søn/ Saa blid en bør de finge.
16. De vunde op deris silke seyel/ Nøkken legte ved raa/ De strege ikke seyl ned/ Førend de kolde Riin saae.
17. Kaste de deris anker/ Paa den hvide sand/ Det var Benedit/ Hand trinte der først paa land.
18. Benedit ganger udi Kongens gaard/ Med de sølv-spendte skoe/ Alt røde guld var hans axelbord/ Og perler paa Jorden drog.
19. Benedit ind i salen trin/ Der axeler Hand sit skind/ Saa snarlig gaar hand i loftet/ For Kong Her Magnus ind.
20. Benedit ind i salen trin/ Hand kunde vel megen lyst/ Hand helsede dem alle paa benken sad/ Men Kongen allerførst. Jeg sadler min hest og rider.
21. Der hand var kommen i salen ind/ Hand kunde saa smukke sæder/ Hand helsede alle som hand burde/ Saa satte hand sig neder.
22. Melte det Kongens raad/ De havde der over stor under/ Hvo monne den unger svend være/ Slig klæder lade giøre kunde.
23. Melte det Kongens raadgivere/ Røde guld drager hand/ Jeg saae aldrig saa frisk en mand/ Komme paa dette land.
24. Talte det Magnus Konge/ Alt under skarlagen skind/ give det Gud fader i himmerig/ At Benedit var sønnen min.
25. Hand var ej i Kongens gaard/ Uden i maaneder to/ Hand lagde sig med Kongens dotter/ I saa stor en elskov.
26. Kong Magnus haver en dotter/ Overmaadig skøn og rig/ Hende maa ikke Soelen paa skinne/ Uden om Paaske tide.
27. Hun kand alt med hænder giøre/ Som sømmer vel en kvinde/ Hun kand Bog og Runemaal/ Det røde guld kand hun spinde.
28. Hun kand alt med hænde giøre det fruer lære maa/ Klippe/ sy og skære pielt/ De kand ej alle giøre saa. Jeg sadler min hest og rider.
29. Mund haver hun som rosen rød/ Og øien som falken graa/ Hver det ord hun taler/ Falder alt som Runemaal.
30. Det første Kong Magnus det mærkede/ Be nedit hans dotter vel and/ Hand lod bygge saa fast et huus/ Paa det samme land. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
31. Det var Magnus Konge/ Hand lod det giøre saa/ Udi saa høy en guld-sal/ Lod hand sin dotter indeslaa. Jeg sadler min hest og rider.
32. Udi saa høj en guld-sal/ Lod hand sin dotter indgaa/ Alle de som til buret ginge/ Lod hand i jern beslaa. Jeg sadler min hest.
33. Hvilken Mand som i buret gaar/ Ud af denne lønlige sti/ Ingen i det ganske rige/ Skal borge for hans liv.
34. Svarede det Benedit/ Hand stod der liden fra/ Alt skal jeg træde den lønlige sti/ Og sige saa lider der af. Jeg sadler min hest.
35. Svarede det Kong Magnus/ Hand tager til sølfbunden kniv/ Hvo der træder den lønlige sti/ Da skal det koste hans liv.
36. Benedit rider i skoven ud/ Hand beder dend vilde raa/ Om natten sover hand i jomfruens buer/ Det gielder hans liv paa.
37. Om dagen rider Benedit i marken ud/ Og beder dend vilde hind/ Om natten sover hand hos jomfruen sin/ Alt under dend hvide lin.
38. Jomfruen kemmer hans hvide haar/ Under det silke smaa/ Nu raade Gud fader i himmerig/ Hvad ende det vil faa.
39. Var jeg nu udi Engelland/ Min ædelig rosen fin/ Ingen Konge udi Norderiget/ Skulle stride imod mit liv. Jeg sadler min hest.
40. Det var Benedit/ Ganger ud af jomfruens buer; Den liden smaadreng hannem møtte/ Hvor fra da kommer i nu? Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
41. Det Mælte Kongens liden smaadreng/ Hand axeler kaaben blaa/ Det du ganger i jomfruens buer/ Vil gielde dit liv paa.
42. Svarede det Benedit/ Hand stood udi silke tvinde/ Jeg skal gaa i buret ind/ Det begge dine øjne udginge. Jeg sadler min hest.
43. Mælte det Margrete Kongens dotter/ Hun stod i skarlagen smaa/ I slaar ihiel min faders dreng/ Saa siger hand intet der fra.
44. Det mælte Benedit/ For hand var altid goed/ Jeg tør ikke saa synde/ Og udgyde saa hans bloed. Jeg sadler min hest.
45. Det var liden smaadreng/ Hand axeler sin kaabe blaa/ Saa gaar hand for Kongens bord/ Og siger saa for ord.
46. Her sidder i Magnus Konge glad/ Og drikker mød og viin/ Benedit ganger i guldsalen/ Og sover hos dotter din.
47. Jeg vil tusind eeder sverge/ Saa snart denne dag over lider/ Da skal Benedit/ Ej lenger blive i live. Jeg sadler min hest.
48. Hand svor tusind eeder/ Saa sterkelig derpaa/ At hand strax Benedit/ Skulde i jerner slaa.
49. De toge Benedit/ Sloge de hannem i baand/ De sparde ej line og lenker/ Om hans hvide haand.
50. Frem ginge Prester og Klerker/ Og dertil Biskoper tolv/ De bøde borgen for Benedit/ Udi Konge Her Magnus sal.
51. De bøde for Benedit/ Saa meget guld det røde/ Det hvide sølv og ædele steene/ At løse den Herre fra døde. Jeg sadler min hest og rider i dag.
52. De bøde for hannem alle/ Som vare baade ude og inne/ Der var ingen i Kongens gaard/ Der denne bøn kunde vinde.
53. Det var Kong Magnus Dronning/ Og axeler skarlagen smaa/ Faverlig var hindis foe/ For Kongen monne hun gaa.
54. I tog mig af min faders gaard/ Foruden deris raad/ Hver den bøn/ der jeg eder bad/ Sagde i skulde være ja.
55. Hver den bøn der du mig beder/ Skal vist være ja/ Foruden det at Benedit/ Staar aldrig til løsen at faa. Jeg sadler min hest.
56. Svarede det Dronning Margrete/ Alt med saa megen vrede/ Troløs est du Herre min/ For dine ord var ej at fede.
57. Det var Margrete Kongens dotter/ Hun havde baade sorg og meen/ Saa gaar hun for fader sin/ I silke-serk aleene.
58. Det var Margrete Kongens dotter/ Hun faldt for Konger i knæ/ En bøn vil jeg eder bede/ Kiere fader i vide mig den.
59. Jeg vil ej meere af riget have/ End min kiortel/ giort af Tvinde/ Tienne vil jeg for øll og mad/ Som en anden fattig kvinde.
60. Jeg vil ej meere af riget have/ End kiortel af vadmel graa/ I giver mig Benedit/ Vi ville af landet gaa. Jeg sadler min hest.
61. Gak bort Margrete dotter min/ Jeg vil dig ikke høre/ Det sømmer saa ilde mit gode sverd/ I kvinde blod at røre. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
62. Mine øren gider dig ikke hørt/ Mine øjen ikke seet dig paa/ Usel jeg mit sverd haver baaret/ Om jeg dig nu skal slaa.
63. Mælte det Benedit/ Med røde guld paa hærder/ I hente mig prest mig skrifte skal/ Jeg lyster ikke leve lenger.
64. Svarde det Magnus Konge/ I sin skarlagen smaa/ Prest og der til skriftemaal/ Det skal du fuld vel faa. Jeg sadler min hest.
65. Hand skriftede der for Presten/ Og saa for Biskoper tu/ Taarene af hans øyen falt/ For saa skøn en jomfru.
66. Hand bar op sit skriftemaal/ Det kunde vel saa være/ En jomfru haver jeg daaret/ Og krenket haver jeg hendes ære.
67. En jomfru haver jeg loved mig/ Og aldrig flere meer/ Jeg vil ikke sørge/ Men gierne for hende døe. Jeg sadler min hest og rider.
68. Det mælte Benedit/ Hand var saa sorgefuld/ I lader en Ridder afhugge mig/ Den jomfru er jeg saa huld.
69. HErre Gud Fader i himmerig/ Bevare dend skønne Viv/ Det vil jeg for sanden sige/ For hende jeg lader mit liv.
70. Svarde det Magnus Konge/ Hand giorde hannem stor meen/ En træl skal dig afhugge/ Som ager os veden hiem.
71. Svarde det Benedit/ Hand strøg det guld af hende/ Og du hug mit hovet af/ Du est min neste frende. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
72. Du sig skønne Margrete god nat/ Hendes møer og alle hendes kvinder/ Du bede hende være fro og glad/ Vi findes i himmerige.
73. Du bede min broder hevne min død/ Og bære slet ingen sorg/ Og ej meere leve i Kongens gaard/ Men søge en anden borg.
74. Saa færdig lagde Benedit/ Sig over dend tinge-stok/ Saa hugges hannem hovedet fra/ Der kom ikke blod paa hans lok.
75. Den Herre hugges hovedet fra/ Der var stor ynk paa færde/ Trælen kaste hen sit sverd/ Af sorg daaned hand neder.
76. Nu ligger Benedit/ Blodet rinder hannem til døde/ Igen løber stolten Margrete/ Med sorg og megen møde.
77. Vel er den i verden til/ Den Gud har til bedre udvald/ Jeg er elendig og lever igen/ Mit hierte er i mig kvald.
78. De bare det lig i Mariæ kirke/ Der til vare de vel fuus/ Margrete sted for alteret/ Tænde op for hannem blus. Jeg sadler min hest.
79. Den jomfru ganger paa kirkegul/ Med sorg og megen kvide/ HErre Gud unde mig dend glæde/ Jeg maatte døe her inde.
80. Hun vrier sine hvide hænder/ Ud af stoer hiertens nød/ Det vil jeg for sanden sige/ Hun faldt til Jorden død.
81. Nu haver dend skønne jomfru/ Forvunden ald sin kvide/ Hun blev ald død af sveg/ Og ligger ved Benedits side. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
82. Mælte det Magnus Konge/ Hand talte til sine svenne et ord/ I hente mig ind Høg Hermandsøn/ Og lader ham gaa til vort bord.
83. De ledte ud og ledte ind/ De ledte ved hviden strand/ Der var fuldt ondt at finde den svend/ Som var bortfløyen af land.
84. Hør i min edelige Herre/ Og vi ville sige eder sand/ Det er Høg Hermandsen/ Som bort er fløyen af land. Jeg sadler min hest.
85. Det var Magnus Konge/ Hand kunde ej tale et ord/ De kinder som føre var røde/ De bleve da sorte som jord.
86. Det var Høg Hermandsen/ Kom hiem til Engelland/ Edmund sidder over breden bord/ Drikker mød med sine mænd.
87. Mit udi den borge gaard/ Der axeler hand sit skind/ Saa gaar hand i høje loft/ For ungen Edmund ind.
88. Velkommen Høg Hermandsen/ Lyster dig mød eller klaren viin/ Hvor lider dem i Kongens gaard/ Og Benedit broder min.
89. Benedit lokkede Kongens dotter/ Og det duer ei lenger at døllie/ Derfor blev hand slagen ihiel/ Og skede imod min villie.
90. Da mælte ungen Edmund/ Hand blev baade bleg og rød/ Det vil jeg for sanden sige/ Jeg skal hevne min broders død.
91. Benedit bad dig hevne sin død/ Og bære slet ingen sorg/ Og ikke leve i Kongens gaard/ Men søge en anden borg. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
92. Edmund bleste i sin forgyldte liud/ Baade til ting og stevne/ Naar hand kaldte en/ saa kom der to/ Hans broders død at hevne.
93. Det var Edmund Greve/ Hand triner i i fremmer-stavn/ I drager ind voris anker/ i JEsu Christi navn.
94. De strøge op deris silke-seyl/ Og bølgen legte ved raa/ De strøge ikke seyl paa bunken ned/ Førend de skærene saae.
95. De lagde ud deris anker/ I saa lønlig en havn/ Høg du drag til Kongens gaard/ Giør os af Kongen savn.
96. Mit udi dend borge gaard/ Der axeler hand skarlagen smaa/ Snarlig var hans føre/ For Kong Magnus monne hand gaa.
97. Velkommen Høg Hermandsen/ Velkommen hid til min/ Drik tillige hvad du vilt/ Mød eller klaren viin.
98. Mig er ej om din brune mød/ Ej mindre om din klare viin/ Jeg vil hevne Benedits død/ Som var kiere frende min.
99. Det svared Magnus Konge/ Med saa grum en vrede/ Est du kommen at hevne hans død/ Hvor er da Svenne flere?
100. Svarde det Høg Hermandsen/ Hand stod i brynje blaa/ Under mig frist en liden stund/ Svenne vil jeg vel faa.
101. Det var Kong Magnus/ Hand beder gribe dend mand/ Hand skal aldrig havet være/ Her fra til Engelland. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
102. Det var Høg Hermandsøn/ Hand løb saa rask tilbage/ De kunde hannem ej med øjen feste/ End mindre med hænder tage.
103. Høg hand gaar til skibene/ Med saa megen priis/ Edmund staar paa bunken/ Saa blank som en graa Iis.
104. Velkommen Høg Hermandsen/ Inden min skibs-borde/ Hvor tog Magnus Konge/ Mod dine ærende og ord.
105. Mig svarde Magnus Konge/ Med saa stoer en Vrede/ Om jeg var kommen at hevne ham/ Hvor da vare svenne fleere?
106. Mælte det Edmund Erlandsen/ Hand var baade gram og vred/ Maa jeg leve en liden stund/ Mine Svenne skal hand see.
107. Ind kom Kongens liden smaadreng/ Hand sagde tidender fra/ Jeg seer saa mangen Riders mand/ Og mangen brynje blaa.
108. Vred blev Magnus Konge/ Alt med saa stor en hast/ Trej hundred i jern hand klædde/ I harnisk klædde hand sig fast.
109. Præster og de lærde/ De vilde see den færd/ Øster for den borge/ Der sloge de deris hærd.
110. De sloge tilsammen dend første dag/ Dend anden dag at kvelde/ Saa fast da hug hand Edmund/ Alt med saa stor en velde.
111. Det var ungen Edmund/ Hand saa mangen mand skiød/ Der falt saa mangen ned til jord/ Og blev uskyldig død.
112. Edmund taler til sine mænd/ Hand beder dem striden ende/ Jeg blæser i min forgyldene liud/ Denne striid kand ej vare lenge. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
113. Udi landet sprang Rani Rolf/ Med Eegen udi hænde/ Hand holdt ved toppen/ og slog med roden/ Saa monne hand den leg ende.
114. Der de havde slaget alle Kongens mænd/ Og giordt hannem det meen/ Der leved ej mere end Kongen selv/ Og saa hans liden smaadreng.
115. Det da var Kong Magnus/ Hand var saa sorgefuld/ Jeg byder i dag for mit liv/ Gods og det røde guld. Jeg sadler min hest.
116. Svarede Høg Hermandsen/ Hand var ond til røn/ Mindis eder Magnus Konge/ I ville ej vide os bøn.
117. Jeg bad for min frende/ Og for eders dotter kier/ At i vilde stede eders minde der til/ De motte tilsammen være.
118. Benedit lod i aflive/ Eders dotter sørget sig til døde/ Hør i Magnus Konge/ I volte den store møde. Jeg sadler min hest og rider.
119. Melte det Edmund Erlandsen/ Med røde guld paa hænde/ I lader den Herre aflive/ Hand skal ej leve lenger.
120. Det var Kong Her Magnus/ Hand var saa fuld af sorg/ De hug hans hoved af med hast/ Det skeede paa hans egen borg.
121. Glad var Edmund Erlandsen/ Der hand saae Kongen død falde/ Hør i nu alle mine mænd/ Nu ville vi Gud takke alle.
122. Edmund gik i Mariæ kirke/ Hand tog sin broder af grav/ Hand laa baade heel og holden/ Alt paa den samme dag. Jeg sadler min hest og rider i dag til hove.
123. Hos hannem laa Kongens dotter/ Hun sørged sig til døde/ Dette er vist/ og det er sandt/ Hun laa baade hvid og røed.
124. Melte det Edmund Erlandsen/ Hand stoed i saa bange/ Og takker Gud af himmerig/ At jeg disse liig haver fanget.
125. Det var Edmund Erlandsen Hand hevnet sin broders død/ Hand satte ild paa Kongens gaard/ Og brendte hannem i glød.
126. Det var ungen Edmund/ Hand seiled til Engelland/ Hand levede i mange aar/ Alt baade med sorg og vaande.
127. Jeg ikke meere kvede vil/ Om denne sørgelig sang/ De Kongens børn døde saa ynkelig/ Og fik saa sørgelig en afgang/ Jeg sadler min hest/ i dag rider jeg til hove.
Anmerkninger.
Grever kaldtes fordom Jarler her i Norden. Og saasom de Danske og Nordske tidt stridde paa Engelland/ Skotland og Hyberneland/ og indtoge nu en deel af dennem/ og omsider de Danske ald Engelland/ behulde de der adskillige ord af vort Sprog/ og blant andre dette Jarls Navn/ som de forvendte siden til Earl. De Englosaxer have og disse ord Earl og Earldom/ det er Greve og Grevedom.
Hun kand Bog og Runemaal. Item. Hvert et ord hun talte/ falder alt som Runemaal: det kaldtes ellers Asamaal og Jotnamaal/ som holdtes for det fornemste i disse Nørre Riger. Benedit og hans Kiereste bleve fundne i graven uforfulede; Hvilket kunde skee naturligen/ baade for Jordsmonnets/ Luftens og andre Orsagers skyld. Udi Oxestrup Kirke/ en Miil fra Nestved/ haver jeg seet Johan Beustermands og hans Frues/ Kirstin Beks/ Legemer uforrodnede/ ja og tørre og lette/ samt andre andensteds. Hans Legem haver ligget der 100 Aar og meere/ men hendes ej saa længe.
Kong Magnus maa have været i Norge eller Sverrig/ enddog mand haver intet i Historierne/ at de Engelske skulde nogentid have erholdet saadan sejer i enten af rigerne/ uden hvad mand haver i Legenderne om Kong Artus/ og efter gammel Frasagn/ at nogle fremmede Fiender (af Engelland eller Skotland/ som nogle mæene) vare indkomne i Norge/ men slagne i Guldbrands Dalen; Hvor og til en Aamindelse et Kors er oprejst.
