Denne Vise er lagd og digtet om de Longobarders Udfærd af Danmarck. Aarsagen til deris Vandring sætter Saxo vor Danske Historieskrifver/ ind i Kong Snies Tid/ som regerede her Riget hen ved 600. Aar efter Christi Fødsel. Saa af Aars Tjd og Tal følges icke eller rimer sig ofver et med det som af andre skrifvis om den Tid at de komme først udi Italien/ og indtoge Lombardien. Hvilcket skeede paa det Aar efter Christi Fødsel 568. Om hvilcken Uligelighed giøris behof Videre Forklaring/som icke er fornøden paa denne sted.
Hvad som disse Longobarders Nafn og Fæderne-Land er anrørendis/ ere og icke heller alle Skribentere lige ens med hver andre. Men de maa disputere her om saa meget som de ville/ saa er Nafnet dog alligevel af Danske Oprindelse. Hvad heller mand vil at de skulde kaldes af deris lange Barder eller Breder/det er Øre/ som mand endnu næfner i Norge/eller lange Halbarder som Kongens Drabantere gierne bære/ eller af hine lange Barder og Border/ det er Jest og haarde Aggre/ som Istævon hafve Nafn af/ at de der paa hafve boed i Stæden af Marsi hafve boet paa Mersk Landet. Som her om videligere skal en andensteds ordelis i sin Tjd.
Men at de ere udgangne først af disse Lande/ vidner deris Tungemaal og Sæder. Saa og adskillige Skribentere Paulus Diaconus og andre. Udi besynderlighed bær her om Vidnisbyrd den gamle Gudlandske Krønicke/ skrefvet paa gamle Riim/ iblant andet med disse Ord:
Ebbe og Aage de Hellede saa fro/
Siden de for Hunger af Skaane drog/
Da skedis de nest vorum gute Gutland/
Med gamle og ungum Qvindum og Mand/
Derum Sneckum vorum halffierdum Sti/
Og Hundrum Mandum inden hverum de.
De nefnde sig Vinilende jag sege kand/
Efter Ebbe som kom af Vendelbo Land.
Meden Aage var einum Gøding Kener/
Dog de varum baadum einum Moder Søner.
Item/ følger iblant andet fremdeelis;
So lodum de sik Longumbarder kaldum/
Panonien bestridde de ok met allum/
Ok togum saa ind om Vallandum dernest/
Der timedis dennem Lukkum allum best.
Hed er vel skrefvet/ hed er vel spurt/
Hvad de hafver siden mandelikum giort.
Og men siden de inden Vallandum kom/
Hed er vel kind allum Verldum om.
Og hvad som her følger meere med/ eftersom og i Visen fortælles/ og icke endnu her/ men paa en anden beleyligere Sted skal videre forklares.
Efter at disse tvende Hofvitsmænd Ebbe og Aage vare hendøde/ toge de Hamunder Aagsøn til Konning/ og hafde saa efter hannem i midlertid/ førend de komme i Italien til Albuinum/ ti Konger/ som førde adskillige Krig med adskillige Landskaff og adskillige Lycke. Med Albuino vare de Tive Konger indtil Kong Desiderium/ som Keyser Karl Magnus ofvervand/ der de hafde regeret udi Longobardia Fire Aar og to Hundrede.
Der boede en Konning i Danmarck/ Konning Snie loed hand sig kalde: Hunger og Nød var i hans Land/ og stoer Mijstrøst med alle. De maa saa vel i Danmarck.
2. Hand skref der Lov baade Haard og streng/ den skulde den Menige Mand holde/ Til Druckenskaf/ Gestebud og Fraadserj/ sig ingen fordviste skulde. De maa.
3. Men GUd forøgte sin Hefn og Straf/fra Aar til Aar dismeere: Jorden loed sig bruge der til/ ingen Frugt saa vil hun bære.
4. Kong Snie til sig forsamlet sit Raad/ den Dom monne de afsige: Den Tredie Part af Folcket alt/ dem skulde mand dræbe tillige. De maa saa vel i Danmarck.
5. Tredie Part af Folcket i Landet var/ det skulde mand slaa til døde. Thi de hafde icke til Gud deris Haab/ at hand saa mange kunde føde. De maa saa vel i Danmarck.
6. Ebbe og Aage vare ypperste i Raad/ de vare to Hellede bolde: Deris Moder hede Gambaruck/ som de dette Oplag fortalde.
7. Udi Jutland boede den Vise Frue/ hun var de Vendelboders Ære: Saa ilde behagede hun dette Raad/ hun soer det skulde icke saa være. De maa saa vel i Danmarck.
8. Et slemmer Mord er aldrig hørt/ end I ville nu lade giøre: Forbyde det GUD denne Tidende ond/ Vore Fiender skulle komme til Øre. De maa saa vel i Danmarck.
9. Ville I mig lyde og følge mit Raad/ jeg vil eder bedre undervise: Lodden I kaste paa gamle og unge/ hvilcken Part af Landet skal reise. De maa saa vel i Danmarck.
10. Mig tyckis at være den beste Paafund/ enddog jeg er en Qvinde: I lade dem seyle af Landet ud/ at de kunde Søen ofvervinde. De maa saa vel i Danmarck.
11. Alle da tycktis dem raadeligt/ den vise Tale at følge: Saa snart var Lodden paa Folcket kast/ Og Skibene lagt for Bølge. De maa saa vel i Danmarck.
12. Lodden den falt som den kunde best/ de Unge maatte sig ryste: Af Landet skulde de fare bort/ og Lycken maatte de friste.
13. Ebbe og Aage vare ey sene i Færd/ de lode deris Faner flye: Snecker saa hafde de store og stercke/ icke mindre end halffierdesindstive. De maa saa vel i Danmarck.
14. Ebbe hand førde de Juder med sig/ en Vendelbo loed sig kalde: Fra Skafven lagde den Første ud/ for Skaane lode de Seylet falde. De maa saa vel i Danmarck.
15. Aage hans Broder ey dveldis ved/ med Gyndingerne frem monne fige: Af Halland og Blekinde fulde det med/ ret Mand og alle tillige. De maa saa vel i Danmarck.
16. For Cimbrishafn de ginge til Skibs/Det var saa faver en Skare: Kongen og hans ædle Raad/ de bode dem alle vel fare. De maa saa vel i Danmarck.
17. Saa seylede de først til Gutlands Vig/ paa Maanats Tide end mindre: De fafnet deris komme som de kunde best/ for Landmænd de hver anden kiende. De maa saa.
18. De dvelde hos dennem udi Maaneder to/ og lode sig der vel pleie: Et Tusind Mand udi Snecker Ti/ at følge var der til reede. De maaa saa vel i Danmarck.
19. Til Ryland sætte de deris Kaas/ der kastis deris Ancker paa Sande: Den meenige Mand forskingredis strax/ de maatte dem gaa til Haande. De maa saa.
20. Lycken var dennem baade mild og god/ stoer Seyer der de finge: De dveldis i Ryland nogle faa Aar/ Og icke end meget længe. De maa saa vel i Danmarck.
21. Med Herre Skiold og Manddoms Magt/ monne de sig Veyen rede: I hvor de skulde i Marcken slages/ deris Styrcke de beteede.
22. Lange Breder og Halfbarder brugte de mest/ de lange Karle og bolde: Thi kallede mand dem de Longobarder/ det Nafn De endnu beholde: De maa saa vel.
23. Aage og Ebbe de døde dem fra/saa saare monne de det klage: En Hofvitsmand skulde de keise af ny/ førend de kunde fremdrage. De maa saa.
24. Hagelmunder hede den Høfding fin/ som de til Konning udvalde: For hans Manddom og dydelig Sind/ Monne hand dem vel befalde.
25. Med hannem vunde de Prjs og Seyer/Hvor de droge frem med alle: Der hand var død og lagt i Liig/ En anden de strax omtalde. De maa saa vel i Danmarck.
26. Saa droge de frem fra Land til Land/Forsøgte hvad Lycken vilde gifve: Paa sidste komme de i Panonien ind/ der lystet dem da at blifve. De maa saa vel i Danmarck.
27. Med Herulers Haab hulde de en Strid/ monne dennem saa Mandeligen tvinge: Med Gepiders Hær giorde de ogsaa/ Baade Bytte og Seyer de finge.
28. Albuinus var deris Konning gief/hans Nafn er kiend saa vide: Hand drog der Romerske Magt imod/ Hand lærde dem ret at stride. De maa saa.
29. Paphie den meget berømde Stad/ Belagdt hand tre Aar end meere: Hand vand den Stad med stor Umag/ med andre Stæder fleere. De maa saa vid.
30. For Mande Liste/ for Sverd og Pil/ kunde hand sig vel forvare: For Qvinde Svig og lønlig Had/ fald hand i Dødsens Snare. De maa saa.
31. Rosemunda hed hans Dronning snild/ hun kunde den Falskhed raade: Hun loed sin Herre i Søfnen slaa/ der var icke anden Naade: De maa saa vel i Danmarck.
32. Siden togis til Konger igien/ den ene efter den anden i Sæde: De Romere tycktis da være got/ lade fare den lange Feide.
33. Saa giordis der den stadige Fred/ som mand vel meente hin trygge: Men tiden lærde det anderledis/ paa den var icke at bygge.
34. De Romere bare der ved stor Nag/ at see de fremmede Geste: Thi falde de dem saa ofte i Land/ og Krigen med dennem friste.
35. Der de icke self af egen Mact/ dem kunde i Orlog bestande: De badis om Hielp af Keyser Karl/ hand kom af fremmede Lande.
36. Naar mange Muus ere om en Kat/ da nødis hand til at vige/Saa gick det med vore Longobarder/ for Sanden maa jeg det sige. De maa saa.
37. Saa lagdis da ned deris Kongelig Nafn/Landet monne de beholde: Som de hafde i to Hundrede Aar/ under deris Haand at volde. De maa saa vel i Danmarck.
38. Landet bærer Nafn paa denne Dag/ og saa til Verdens Ende: Den Danske Adel og Ridderskaff lader sig endnu her kiende. De maa saa vel i Danmarck.
