Jeg hørte en Herre Guldtavel lege
for inden den Jomfrus Bur:
Tærningen var af det røde Guld,
han giljed den Mø saa prud.
Og hendes Lige den véd jeg ej.
Tærningen var af det røde Guld,
den rand paa Sølverbord:
al den lange Sommersdag
giljed hende den Ridder god.
»Hører I, skjønne Jomfru!
og ville I være min Kjære:
hver en Finger paa eders Haand
den skal det røde Guld bære.
Hører I, skjønne Jomfru!
I giver mig eders Tro!
slide skulle I rød Skarlagen
og gange i røde Guldsko.
Slide skulle I rød Skarlagen
og gange i røde Guldsko;
I skulle gange paa Silke
og aldrig paa sorten Jord.«
»Jeg haver mig Vor-Frue
saa sandelig lovet min Ære:
at jeg skulde aldrig i Jorderig
hos nogen syndig Mand være.
Jeg haver mig Vor-Frue
saa sandelig lovet min Tro:
at jeg skulde aldrig i Jorderig
hos nogen syndig Mand bo.«
»Jeg kommer her i Morgen
med mine syv Brøder i Skare:
klæd du dig saa hæderlig vel,
som du vilt med mig fare!«
»Kommer I her i Morgen
med eders syv Brøder i Skare,
aldrig vil jeg mig klæde saa,
det jeg vil med eder fare.
Jeg takker min kjære Moder,
for mig taalte hun stor Nød:
hun skal aldrig for min Skyld
staa enten bleg eller rød.
Jeg haver syv Brøder i Kongens Gaard,
de ere baade raske og unge:
de skulle aldrig for min Skyld
drage i deres Brynjer tunge.«
Det gjorde rigen Ridder,
han ud af Døren løb:
saa skrev han de ramme Runer,
kaste dem i den Jomfrus Skjød.
Saa skrev han de ramme Runer
kaste dem i Jomfruens Skjød:
der sprunge de blodige Taare
ud af hendes Neglerod.
»Kommer du her i Morgen
med dine syv Brøder i Skare:
alt vil jeg mig klæde saa,
det jeg vil med dig fare.«
Aarlig om den Morgen,
det første Dagen var ljus,
da hulde der tredive raske Hovmænd
uden for den Jomfrues Hus.
Da vare der tredive raske Hovmænd,
og alle paa Gangere graa:
den Ganger var med røde Guld skot,
den Jomfru skulde ride paa.
Det da gjorde den skjønne Jomfru,
før end hun sad til Heste:
alt drak hun en Edderdrik,
for hendes Hjærte skulde briste.
De rede over de Bække
og over de dybe Aa:
»O ve!« da sagde den skjønne Jomfru,
»saa Hjærtens ilde jeg maa.«
De rede over de Enge
og over de dybe Sige:
»O ve!« da sagde den skjønne Jomfru,
»saa Hjærtens ilde mig lider.«
De rede over de Bjærge
og gjennem de dybe Dale:
»O ve!« da sagde den skjønne Jomfru,
»mit Hjærte lægges i Kvale.«
Der de kom til den Ridders Gaard,
alt som den Jomfru skulde være,
da var der Silke paa Jorden bredt,
med Guld og megen Ære.
»Hører I, skjønne Jomfru!
nu haver jeg holdet min Tro:
ganger I nu paa Silke
og ikke paa sorten Jord.«
»Nok er her baade Silke
og Guld og megen Ære:
end er der bedre i Himmerig
hos Jomfru Marie at være.
Vare jeg hos min Moder,
og maatte jeg med hende tale:
da kom mit Lig i Mariekirke,
ikke i disse dybe Dale.
Vare jeg hos min Moder
og taled med hende et Ord:
da kom mit Lig i Mariekirke,
og ikke i heden Jord.«
»Du kan ikke faa din Moder,
at tale med hende et Ord;
men jordes skalt du i Mariekirke,
og ikke i heden Jord.«
Saa fulgte de hende i Højeloft,
sloge over hende Skarlagen rød,
og det vil jeg for Sandingen sige:
hun monne en Jomfru dø.
Tak have rigen Ridder,
saa vel holdt han sin Tro:
han lod det Lig i Kloster føre
med femten byggede Bo.
Det var rigen Ridder,
han stod paa Jomfruens Grav:
tolv Mark af det røde Guld
han for hendes Sjæl udgav.
Mælte det rigen Ridder,
han stod paa grønnen Grav:
»Give’t Gud Fader i Himmerig,
det jeg i Jorden var!«
Og hendes Lige den véd jeg ej.