Ridder Stig og Find Lille de vare Brøder,
bedre Ridder var aldrig fødder.
Hvi tvinger I mig saa aarlig?
Find Lille faldt for Kvindemaal,
Ridder Stig tjener i Kongens Gaard.
Ridder Stig tjener i Kongens Gaard,
Fruer og Møer de kruse hans Haar.
Fruer og Møer de ynde hannem vel,
saa gjør og Danerdronning selv.
Ridder Stig stod for Kongens Bord,
hannem kom liden Kirstin saa hart i Hov.
I des mere han skjænked Vin,
des mere rand Huen paa liden Kirstin.
»Det er syv Aar, siden jeg Runer nam,
i Aften skal jeg prøve, om de due kan.«
Med højre Haand skjænked han Mjød og Vin,
med venstre kaste han Runer sin.
Han agte de Runer til hin liden Kirstin,
men de drev op under Frøken Régisses Skind.
Frøken Regisse rødmer som en Blod,
Ridder Stig sortner som en Jord.
Frøken Regisse daaned som hun sad,
Ridder Stig blev saa saare uglad.
Ridder Stig svøber sig Hoved i Skind,
han gaar i Loft for Fostermoder sin.
»Fostermoder! Fostermoder! kjender mig Raad!
mit Liv stander nu saa højlig i Vaad’.
Hvor kommer jeg levend’ af Kongens Gaard
jeg haver kast Frøken Regisse Runer paa.
I Aften skjænked jeg Mjød og Vin,
saa kjær fik jeg hin liden Kirstin.
Jeg kaste de Runer til hin liden Kirstin,
men de drev op under Frøken Regisses Skind.«
»Hør du det, Sønne min fager og fin!
du gak i din Seng, luk Døren din!
Du gjør, alt som du haver gjort før:
du gak i din Seng, og luk din Dør!«
»Bedre Raad jeg da selver véd:
jeg sadler min Ganger, rider langt af Led.
Jeg vil sætte mig paa min Ganger graa,
saa snarlig vil jeg ride her fraa.«
»Det du kunde ride ad Valskland hen,
da søger hun Regiss’ i Nat til din Seng.
Det du end rede til Verdsens Ende,
i denne Nat skulde hun dig finde.
Ridder Stig! du vær i gode Hove!
og gak nu hjem i din Seng at sove!
Men vare du aldrig saa ussel og arm:
dig gjæster i Nat det Kongens Barn.
Alt om hun kommer til Loftsdør din,
du ti kvær, Ridder Stig! lad hende ikke ind!
Alt om hun klapper din hvide Kind,
du lig saa. stille, som du vare stind!
Og leger hun med din gule Lok,
du lig saa stille som Sten og Stok!
Alt om hun kysser din Mund saa rød,
du lig saa stille, som du vare død!
Alt om hun lægger dig i sin Arm,
du lig vel stille og lid den Harm!«
Ridder Stig lydde sin Fostermoders Raad,
saa monne han sig til Senge gaa.
Saa monne han sig til Senge gaa,
han lukte sin Dør med Laas og Slaa.
Sildig om Aften, Rim faldt paa,
Frøken Regiss’ tager over sig Kaabe blaa.
Det Kongens Barn axler Kaabe blaa,
til Ridder Stigs Loft saa monne hun gaa.
Hun klapped paa Loftsdør med sit Skind:
»Du stat op, Ridder Stig! lad mig ind!«
Han laa saa stille, han tied saa kvær,
som vare han aldrig inde dèr.
Lidel da haver hun Finger smaa,
selv pilker hun de Nagler fraa.
Femten Nagler og end en Skraa,
saa monne Frøken Regiss’ i Loftet gaa.
Femten Nagler og end en Pind,
saa gik hun i Loft til Ridder Stig ind.
Hun satte sig paa hans Sengestok,
hun legte fast med hans gule Lok.
Hun klapped ham ved hans Kind saa hvid
alt laa Ridder Stig, som han vare Lig.
Hun minded ham for hans Mund saa rød:
alt laa Ridder Stig, som han vare død.
Hun tog hannem listelig i sin Arm:
han laa saa stille og lidde den Harm.
Frøken Regisse axler Kaabe blaa,
saa sørgende mon hun til Bure gaa.
»Ridder Stig Hvide! Krist give dig Skam!
mit Hjærte haver du lagt i Tvang.«
Saa sildig om Aften da var det gjort,
om Morgen blev det for Kongen ført.
Aarlig om Morgen, det var Dag,
da var det alt for Kongen sagt.
Dankonning heder paa Svende tvaa:
»I beder min Søster ind for mig gaa!«
Frøken Regisse axler Skarlagenskind,
saa ganger hun for Dankonning ind.
Ind kom Regisse, stedes for Bord:
»Hvad vil I, kjær Broder! hvi send’ I mig Ord?«
Hør du, Regisse, kjær Søster min!
og hvad haver du med Ridder Stig?
Er det sandt, som mig er sagt:
at du gjæste Ridder Stig i Nat?«
»Det er Guds Sanden, jeg til hannem gik;
men ingen Godvilje jeg af hannem fik.
Gloende Staal vil jeg paa min hvide Haand bære
og Ridder Stig Hvides Aarsag gjøre.
Kære det, hvo som kære maa
alt er han den, min Hu leger paa.«
Dankonning taler til liden Smaadreng:
»Du skalt hente mig Ridder Stig frem!«
Ind kom Ridder Stig, stedtes for Bord:
»Hvad ville I, min Herre! I sendte mig Ord?«
»Du svar det, Ridder Stig, skjøt og brat:
var min Søster hos dig i Nat?«
»Vel er det Sanden, hun til mig gik,
men ingen Uære hun af mig fik.
Vel er det Sanden, hun hos mig var,
men ingen Uære hun fra mig bar.«
Længe stod Kongen og tænkte derpaa:
»Jeg kan ikke min Søster bedre gifte end saa.«
Dandronning hun mælte et Ord med Ære:
»I lader de unge to tilsammen være!«
Der var Glæde i Dankongens Gaard:
Kongen han gav sin Søster bort.
Han gav hende bort med Guld og Skat,
den Lykke havde Ridder Stig sig ikke agt.
Der var Glæde og halv mere Gammen:
Dankonning han gav dem selv tilsammen
Der var Glæde og halv større Ro:
Ridder Stig den Frøken med Æren tog.
Hvi tvinger I mig saa aarlig?
Ridder Stig lader et Gjæstebud gjøre,
aldrig var sligt i Danmark førre.
Jomfruer! I giver os Orlov!
Ridder Stig lader brygge og blande Vin,
han byder Dankonning hjem til sin.
Han byder hjem Kongen og alle hans Mænd,
vor danske Dronning skulde følge dem.
Han byder hjem Kongen og alle hans Folk,
vor danske Dronning skulde være deres Tolk.
Vor danske Dronning skulde Bruden rede,
og Danerkongen selv skulde hende frem lede.
Han byder Dandronning med alle hendes Mø’r,
og hende liden Kirstin op under Ø.
Det mælte Dronningen, som hun red:
»Det er stor Ære at have Tugt med sig.
»I Fjor red Stig min Herres Hest,
i Aar haver han hans Søster fæst.
I Fjor var Stig min Herres Dreng,
i Aar haver han hans Søster i Seng.«
Det mælte Dronningen, som hun red:
»Monne det være Ridder Stigs Gaard, vi se?«
Det da svared den liden Smaadreng:
»Ridder Stigs Gaard den er vel kjendt.
Den er for uden med hvide Sølv hængt,
for inden er den med røde Guld rendt.«
Der de komme for Stig hans Gaard,
en løvgrøn Skov han stander dèr for.
For oven er han med Silje og Lind,
for neden spiller baade Hjort og Hind.
Dér spiller inde baade Hjort og Raa
og alle de Dyr, der være maa.
Dér spiller inde baade Hjort og Hare
og alle de Dyr, i Skoven fare.
Der de komme for Ridder Stigs Led,
to Hvidebjørne stod bundne dèr ved.
Og der de komme for Ridder Stigs Port,
Laasene var af det hvide Sølv gjort.
I Sølv da vare de Porte hængt,
med Sølverlænker tilsammen spændt.
Og der de komme til Ridder Stigs Stue,
hun skinner alt som brændende Lue.
Husen de vare takt med Tegl,
og Murene satte med klare Spejl.
Midt i Gaarden dèr stander en Hjø,
den er omsat med Guld saa rød.
Der stander under de Mollinger fem,
Silke-Haandklæder følger alle dem.
Væggene vare af Marmelsten,
Stolperne var af det hvide Hvalsben.
Loften de vare med Billeder udgraven,
Bjælkerne udskaarne i forgyldene Bogstave.
Bordfaden vare af røden Guld,
og Dugene vare af Ageruld.
De Herrer og Fruer de sattes til Bænk,
selv gik han Ridder Stig, bar for dem Skjænk.
Gulven de vare med Amber strød,
og Bænkene satte med høviske Mø’r.
Der ganger en Dans i Stig hans Stue,
dèr danser saa mangen stolt Jomfrue.
Der gange de Jomfruer udi Dans,
og hver med Sepel og Rosenkrans.
For ganger Ridder Stig, smal som en Vaand,
han haver et Guldkar i hver sin Haand.
Det ene med Mjød, det andet med Vin,
saa drikker han til Allerkjæreste sin.
Ridder Stig drikker sin unge Brud til,
»Det bliver end godt, naar Herre Gud vil.«
Ridder Stig drikker sin unge Brud til:
baade Skov og Mark de blomstres derved.
Der blomstres Skov, der løves Ris,
for alle Jomfruer bær hun Pris.
Sildig om Aften, Røg faldt paa,
den unge Brud skulde til Senge gaa.
De tændte op de høje Blus,
de fulgte den Brud til Brudehus.
De fulgte den Brud til Brudesenge,
og Ridder Stig dvalde ikke meget længe.
Nu haver Ridder Stig forvunden sin Harm:
han sover hver Nat i Kongens Søsters Arm.
Nu haver Frøken Regiss’ forvunden sin Kvide:
hun sover hver Nat ved Ridder Stigs Side.
Og nu er Stig Hvides Vise ad Ende,
Gud give os Naade og Lykken sende!
Jomfruer! I giver os Orlov!