Folkeviser

Det haver været af Arildstid,

det bliver, men Livet kan vinde:

at Elskoven tvinger saa mangen en,

baade Møer og høviske Kvinde.

Det var Herre Tidemand,

han sidder over breden Bord:

taler han til sine Dannesvende

saa mangt et Gammensord.

»Kan jeg ikke Jomfru Blidelil faa

hverken med Gjerning eller Ord:

Da skal jeg skrive de ramme Runer,

lokke hende til Snækkebord.«

Saa skrev han de ramme Runer,

han kaste dem ud for Strande:

han bad dem flyde til Landet ind,

Jomfru Blidelil til Hande.

Det var Jomfru Blidelille,

hun ganger ud med den Strand:

fandt hun dèr de Roser to,

de fløde ind for det Land.

Tog hun op de Roser to,

stak dem i Ærmelin,

saa bar hun dem i Bure hjem,

lagde dem paa Sengen sin.

Det var Jomfru Blidelille,

hun vaagner om Midjenat:

sine stærke Drømme

dem talte hun saa brat.

»Jeg véd ej, hvi mig monne lange,

og hvi mig monne saa traa

alt efter hannem Hr. Tidemand,

jeg aldrig med Øjen saa’.«

Mælte det hendes Fostermoder

for inden den Fruerstove:

»Du ti kvær, liden Blidelille!

du læg dig neder at sove!

Breder I paa hende Silke,

og saa det Fløjel blaa,

at hun liden Blidelille

hun maatte end Søvnen faa!«

Op stod Jomfru Blidelille,

og klædte hun sig saa brat:

saa gik hun til Stranden neder

end den samme Nat.

Det var Jomfru Blidelille,

hun ind ad Skibsbord tren:

det var Herre Tidemand,

han stander hende op igjen.

»Værer velkommen, Jomfru Blidelille!

værer velkommen os til Hand!

var der ikke Ridder’ og Svende

udi eders Faders Land?«

»Der var baade Ridder’ og Svende

udi min Faders Land:

det gjorde I med de ramme Runer,

det jeg kom eder til Hand.«

Taaren randt af Øjenbraa,

hun vredtes ved de Ord:

saa gjorde hun Kors for Bølgen blaa,

sprang ud for Snækkebord.

Det var Jomfru Blidelille,

gjorde Kors for Bølgen blaa:

saa tog hun den liden grøn Sti,

til Havsens Bunde laa.

Længe stod Herre Tidemand,

og undrede han derpaa:

saa kaste han sin Kaabe,

skød sig for Bølgen blaa.

Ilde saa var den Rune skreven,

og ilde saa var hun skabt:

at slig to ædelig Kongens Børn

skulde blive saa ilde for tabt.