Folkeviser

Havfruens Spaadom

Dankonning han lader en Havfru gribe,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

og den lader han i Taarnet knibe.

For hun fremmed ikke hans Vilje.

Kongen vilde have den Havfrus Liv,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

for hun havde sænket hans Snækker syv.

Da fremmed hun ikke hans Vilje.

Dronningen heder paa Svende to:

— Den Havfru danser paa Tilje. —

»I beder den Havfru ind for mig gaa!

For hun skal fremme min Vilje.«

Ind kom den Havfru, stedtes for Bord:

— Den Havfru danser paa Tilje. —

»Hvad vil I mig? Dronning! hvi send’ I mig Ord?

Jeg kan ikke fremme eders Vilje.«

Dronning klapper paa Hynde blaa:

— Den Havfru danser paa Tilje. —

»Vilt du, Havfru! her hvile paa?

Alt skalt du fremme min Vilje.«

»Hvi ville I saa forraade mit Liv?

— Den Havfru danser paa Tilje. —

dèr ligger under den hvasse Kniv.

Hvor kunde jeg fremme eders Vilje«

»Vidste du dette, saa vedst du mer,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

du sig mig af min Skæbne fler!

Saa kanst du fremme min Vilje.«

»I er eder med de Sønner tre,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

eders unge Liv lader I for de.

Nu haver jeg fremmet eders Vilje.

Den ene skal Konning i Danmark være,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

den anden skal Kronen af røde Guld bære.

Nu haver jeg fremmet eders Vilje.

Den tredje skal vorde saa vis en Mand,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

eders unge Liv lader I for ham.

Nu haver jeg fremmet eders Vilje.«

Hun klædte den Havfru i Skarlagen rød,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

fulgte hende til Strande med alle sine Mø’r.

For hun havde fremmet hendes Vilje.

Den Havfru satte sig paa Bølgen blaa,

— Den Havfru danser paa Tilje. —

Dronningen fælded saa modige Taar.

For hun havde fremmet hendes Vilje.

»Du tørst ikke græde for mig:

— Den Havfru danser paa Tilje. —

Himmerigs Dør stander aaben for dig.

Nu haver jeg fremmet din Vilje.«