Folkeviser

Der bor en Frue i Danemark,

Fru Hillelille lader hun sig kalde;

hun lader bygge en Borg af ny,

den skinner over Danemark alle.

Hun lod bygge en Borg af ny,

den skinned over Lande saa vide;

hendes Datter blev hende stjaalen fra,

det var hendes største Kvide.

Bukkebjørn og Elversten,

og flere kan jeg ikke nævne,

de lode sig bygge saa haard en Knar,

til Grønland monne de stævne.

Det var Fru Hillelilles yngste Søn,

ung Roland monne han hede:

han vilde med paa Knarren gange,

sin Søster vilde han oplede.

Skibet skrider i Havet ud,

det brummer som Bjørn sin vrede:

hvide Gæs over Grunden vade,

det voldte Trolden hin lede.

Hvide Gæs over Grunden vade,

alt ude i Grønlands Hav;

og det da var den gode Knar,

blev slagen sønder i Kvag.

Alle de Danerkongens Mænd

de sunke neder i Sand;

foruden han ungen Roland,

en liden grøn Sti han fand.

Ung Roland gik ad Bjærget frem,

han saa’ de Gnister drive:

»Vorde nu af, hvad Herre Gud vil!

her maa jeg bjærge mine Live.«

Ung Roland ind ad Bjærget tren,

sine Hænder kunde han ikke røre:

»Herre Gud naade dig søllige!

Svend hvad haver du her at gjøre?«

Mælte det Jomfru Svanelille,

hun slog sine Hænder sammen:

»Hveden da est du søllige Svend?

du finder her liden Gammen.«

Svared det ungen Roland,

han svared det alt for Sand:

»Jeg er mig en Enkesøn,

en fattig skibbrøden Mand.

Min Moder hun bor i Danemark,

Fru Hillelille monne hun hede;

min Søster hun blev os stjaalen fra,

saa længe efter hende jeg ledte.«

»Og est du fød i Danemark,

er Fru Hillelille din Moder:

det vil jeg for Sandingen sige,

og da est du min Broder.

Og hør du det, min kjære Broder!

bedre maatte du hjemme være:

havde du hundred Liv og ét

du miste dem alle here.

Gak dig nu i Stuen ind,

saa frossen og saa vaad!

men kommer han Rosmer rækkendes hjem,

han æder dig op i ét Maal.

Sid du neder, du usselig Væt!

og varm du dine Bene!

men kommer han Rosmer rækkendes hjem,

han steger dig alt paa Tene.«

Saa satte hun ham i saa liden en Vraa,

som hun i Bjærget kunde se:

hun bad ham for den øverste Gud,

han vilde hverken lege eller le.

Rosmer han kom af Havet hjem,

han rører op i de Brande:

»Her haver været en kristen Mand,

jeg lugter endnu hans Ande.«

Rosmer han kom rækkendes hjem

silde om Aftens Tide:

»Hvor haver du gjort af Kraaser mine,

som du haver haft at vide?«

»Her fløj en Fugl hen over vort Hus

med Mandeben i Munde:

han kaste ind, jeg kaste ud,

det snareste der jeg kunde.«

Hun redte Rosmer saa herligt Bad,

hun taled til hannem med Liste:

»Her er kommen min Søstersøn,

og hannem vil jeg ikke miste.«

Hun redte Rosmer saa god en Seng,

hun kaldte hannem være sin kjære:

»Her er kommen min Søstersøn,

og maa han hos os være?«

»Og er her kommen en liden Smaadreng,

er fød udaf dine Lige:

da skal jeg love hannem tryggelig Tro,

jeg vil hannem aldrig svige.«

Ind da kom hendes yngste Broder,

han skulde for Rosmer gange:

hans Hjærte bæved, hans Krop den skjalv,

han kunde fuld ilde stande.

Saa tog han ungen Roland,

han satte hannem paa sit Knæ:

klapped han hannem saa listelig,

han blev baade gul og blaa.

Ind kom Jomfru Svanelille,

hende randt saa meget i Sind:

»Ikke da haver I Finger dertil

at klappe saa liden en Kind.«

Roland ganger i Rosmers Gaard,

og vel i Aarene tre;

Fru Hillelille sidder i Danemark,

bær for hannem daglig Ve.

Det var Jomfru Svanelille,

hun ganger for Rosmer at stande:

»Svenden haver saa længe ude været,

han stunder nu hjem til Lande.«

»Haver han saa længe ude været,

og længes han hjem til Land,

da skal jeg give hannem en Kiste med Guld

og bære hende selv til Strand.«

Det gjorde hun Jomfru Svanelille

alt med saa megen Liste:

hun tog af det Guld saa rød

og lagde sig selv i Kiste.

Han tog Kisten i sin Mund

og Manden opaa sin Bag;

saa fór han gjennem det salte Vand

saa listelig i sin Mag.

»Nu haver jeg dig til Lande ført,

som du ser Sol og Maane;

end giver jeg dig den Kiste med Guld,

hun ganger dig vel til Haande.«

»Du hav Tak, Rosmer Rækkeben!

du hav Tak for din Møde!

mangen Fugl flyver vidt over Hav,

finder hjemme sine Unger døde.«

Rosmer han fór i Havet ud,

saa Bølgen brødes ved Sky;

men der han kom sig ad Bjærget hjem,

Jomfru Svane var rømt af By.

Saa runde Taare paa Rosmers Kind

som Hagl i haardeste Byge:

»Den, jeg havde svoret tryggelig Tro,

vilde mig saa skammelig svige!«

For han atter ad Havet ud,

sin Harm kunde han ikke rumme:

han blev til en Kampesten graa,

dèr stander han end en Dumme.

Men der var Glæde i Fru Hillelils Gaard

og over al Danemarks Rige:

begge hendes Børn var kommen hjem,

som hun monne saare for kvide.

De maa saa vel i Danmark.