Vilmund og hans væne Brud
— Strængen er af Guld. —
de legte Tavel i hendes Bur.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.
De legte Tavel med Guld saa rød,
og endda græd den væne Mø.
Hver Gang Guldtærning rand paa Bord,
den Jomfru fælded saa modig Taar.
»Hvad heller for Guld I græde?
eller for gode Klæde?
Græde I Guld, eller græde I Jord?
hvad heller den Svend, I har givet Tro?
Græde I Sadel, eller græde I Hest?
eller den Svend, der eder haver fæst?«
»Ikke for Guld jeg græder,
og ej for gode Klæder.
Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord,
saa gjærne da gav jeg eder min Tro.
Jeg græder ikke Sadel, jeg græder ikke Hest,
alt med min Vilje have I mig fæst.
Mere græder jeg for mit gule Haar,
at det skal raadne i Vendelsaa.
Mere græder jeg for Blide,
som jeg skal over ride.
Jeg maa vel græde for Blide-Bro:
dèr sunke ned mine Søster to.
Dér sunke ned mine Søster to,
den Tid de lode deres Bryllup bo.
Og det var mig spaat, meden jeg var Barn:
at jeg skulde drukne min Bry’lupsdag.«
»I skulle ikke græde for Blide-Bro:
den lader jeg al med Jærne slaa.
Jeg lader bygge den Bro saa bred,
hun koster mig tusend Gylden i Fæ.
I skulle ikke græde for Blide:
mine Svende skulle med eder ride.
Tolv ved hver eders Side,
selv holder jeg Bidsel og Mile.«
Hun lod lægge under Gangeren røde Guldsko,
og saa rider hun til Blide-Bro,
Men der hun kom dèr midt paa Bro,
da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.
Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm,
neder sank den Jomfru for striden Strøm.
Jomfruen rakte op sin hvide Hand:
»Vilmund! Vilmund! hjælp mig til Land!«
»Hjælp dig saa sandt nu den Hellig-Aand,
som jeg dig ikke nu hjælpe kan!«
Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin:
»Du hent mig flux Guldharpe min!«
Vilmund tager Harpe i Hande,
han ganger for Strømmen at stande.
Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.
Han slog Harpen over den By,
og Fuglen af den høje Sky.
Han slog Løv af Lindetræ
og Hornen af det levende Fæ.
Han slog Bark af Birke
og Knappen af Mari-Kirke.
Han slog mer end han skulde:
han slog de Lig af Mulde.
Han slog Harpen af ret Harm:
han slog sin Brud af Troldens Arm.
Op kom den Trold fra Bunde
med Hr. Vilmunds Mø ved Haande.
Og ikke hans Brud alene,
men baade hendes Søster væne.
»Vilmund! Vilmund! stil din Ljud!
her haver du igjen din unge Brud!
Vilmund! du stil din Runeslæt!
raade nu hver, som han haver Ret!
Vilmund! Vilmund! tag din Mø!
du lad mig volde mit Vand under Ø!«
»For vist skal jeg vinde min væne Mø,
men aldrig skalt du volde Vand under Ø.«
Vilmund han legte, den Trold til Men.
han sprak i de haarde Flintesten.
Hr. Vilmund han red sig op under Ø,
— Strængen er af Guld. —
saa drak han Bryllup med sin Mø.
Saa liflig legte han for sin Jomfru