Kjeld Rune han lader bygge et Skib,
der kom ret aldrig paa Vandet slig.
De hente deres Guld til Grønland.
Det var forgyldt mellem begge Stavn,
dèr staar skrevet Jomfru Mari hendes Navn.
Det var forgyldt mellem begge Bord,
Jesu Navn stod skrevet der over.
Sejlet var af Silke smaa,
hver anden Dug gul, hver anden blaa.
Raaen var af det hvide Sølv,
og Mærset af det røde Guld.
De til Stranden udbaare
Kjeld Rune hans Akker og Aare.
Kjeld Rune han sejler i Havet fram,
dèr møder hannem en Havfru gram.
»Hør du, Kjeld Rune! du vend dig hjem!
eller jeg skal skjænde dit Skib i Sten.«
»Ret aldrig skalt du den Dag leve,
jeg skal mig for en Havfru give.«
Den første Bølge, den Havfru kaste paa,
sønder da ginge baade Sejl og Raa.
Den anden Bølge, den Havfru skød,
Silkesejl i Havet flød.
Det da mælte den Styresmand:
»Er her nu ingen, der Runer kan?«
Det svared Kjeld Rune, den velbyrdig Mand
»De Runer jeg selv vel skrive kan.«
Han skrev de Runer paa Lindekvist,
han bandt den Havfru med stor List.
Han skrev de Runer paa Lindegren,
han bandt den Havfru til en Sten
»Kjeld Rune! Kjeld Rune! løs du nu mig!
syv Tønder; Sølv saa giver jeg dig.
Syv Tønder Sølv, den ottend’ af Guld;
min ædelig Herre! vær naadefuld!«
»Sid du her! du kvæles paa kveg!
ret aldrig løser jeg det Baand af dig.
Du sig for alle, hvem her komme fram:
dig bandt Kjeld Rune med hviden Hand.«
Kjeld Rune han sejler til Grønland hjem,
den Havfru sidder bunden ved den Sten.
De hente deres Guld til Grønland.