Elskov krandser sig med Roser, Myrther;
og for Helt og Digter spirer Laurbær;
Palmen er den hellige Overvinders
Hædersgreen; selv for den matte Vandrer
lader Gud en Palme groe i Ørken.
* * *
Da Onuphrius, en fyrig Yngling,
hørte Fædrene Eliæ Liv
prise og ophøre over alt,
rusted’ han sig flux, og drog til Ørken.
Dage syv han vandrer; ingen Stemme
raaber end: ”Hvad giør Du her, Elia?’ ’
Mat af Solens Brand, af Tørst og Hunger
sank han ned. ”O Herre! tag min Siel!”
sukked’ han, ”ak! kun en Lædskedrik,
kun en Daddel lad mig finde her!” —
Og en stille Søvn faldt paa hans Øine,
og hans Engel stod hos ham: ”Forvovne!
Du, som frister Gud, est Du Elias?”
Dog, til Løn og til Belæring for Dig,
hør! — En Kilde risler ved Din Side
og en Palme overskygger Dig.
Syvti Aar skal Du her leve med dem,
og de skulle døe tilsammen med Dig.
Men ei Menneskers den søde Stemme
eller Fodtrin skal Du høre her,
før Een kommer, som skal Dig begrave.”
Glad forskrækket skued’ den Opvakte
alt hvad Engelen i Drømmen sagde;
Palmetræet kaldte han nu Broder,
Kilden Søster; qvæged’ sig ved hendes
Lædskedrik og ved sin Broders Frugter,
klæded’ sig med Palmetræets Blade;
men ei Menneskers den søde Stemme
kom til ham i syvti lange Aar.
Endelig han hører Fodtrin; siger:
”Denne Mand er sendt mig af min Gud
at begrave mig!” Sin Giæst han modtog,
og sit Træes Historie fortalte. —
”Altsaa har Du nu opfyldt Din Pligt:
thi iil bort! for Dig er her ei Sted.
Mennesker for Mennesker er’ skabte.” —
Flux sank Oldingen afsielet ned,
og en Stormvind kom og rev med Rode
Træet op, og Kilden var udtørret. —
Og en Lovsang tonede i Luften:
”Kom, o Broder, kom! forlad Din Ørken!
hvad Din egen Brøde nægted’ Dig,
synge Himlene Dig nu imøde:
saligt Venskab under Himlens Palmer!”
Og Panuphrius begrov den Døde;
Ligets Ansigt straaled’. Ørken hyled’
trindt omkring ham, og bortdrev ham fra sig
”Megen Sorrig bringe’ de hinanden” —
raabte han — ”men ogsaa Trøst og Styrke;
Mennesket er skabt for Mennesker!”
* * *
Tak, nu efter tusind Aar, Onuphrius!
Tak, fordi i Livets sidste Stund
Du en ædel Aand har vederqvæget.
Frygtsom, syg, mistroisk mod Enhver,
som en jaget Hind — (ak! Pilen bar han
i sit Bryst!) — saa flygtede Torquato
Tasso til Dig. Skialdens Tinding bar
skiult af Laurbær; ingen Laurbær mere