Held den Mand, der fandt en ædel Siel;
dobbelt Held den Mand, som den beholdt;
trefold salig Han, som frelsede
den, som allerede var forloren!
var som fordum trofast Hyrde for
sine Hiorder. Han indsatte blandt dem
Mænd at vaage over deres Siele.
Og blandt Mængden øined’ han en Yngling,
freidig Sundhed straaled’ paa hans Ansigt;
af hans Øine talede en Siel
fuld af Ild og fuld af Kierlighed.
”Vogt mig, Biskop!” — talte han, ”hiin Yngling!
vær mig Borgen for ham! Menigheden
vidne skal for mig og Dig herover
for vor Herre Jesu Christi Ansigt!”
Og den fromme Biskop tog ham til sig,
lærte ham, og saae den skiønne Frugt
blomstre i ham; og af Tilliid til ham
lod han af udi det strenge Opsyn. —
Frihed blev et Garn for Ynglingen;
snart beruust af søde Smigrerier
blev han lad, og drak af Lystens Bæger;
fandt saa Fryd i snedig Argelist,
saa i Magt og Herredom, og samled’
sine Fæller, og drog ud i Skoven,
som en Fører for en Røverbande. —
Da Johannes kom igien til Egnen,
var hans første Spørgsmaal til hiin Biskop:
”Siig, hvor er min Søn?” — ”Ak, han er død!” —
”Naar? Hvordan?” — ”Død er han for sin Gud;
er (jeg siger det med Graad) en Røver!” —
”Denne Ynglings Siel af Dig jeg kræver,”
svarede Johannes. ”Men hvor er han?” —
”Hist paa Bierget!”
— ”Jeg maa tale med ham!”
Og Johannes nærmede sig Skoven,
og blev greben: det var just hans Attraa.
”Bring mig — sagde han — til Eders Fører.”
Han treen frem for ham! Den skiønne Yngling
vendte sig; han mægted’ ei at taale
dette Syn. — ”O, fly mig ikke, Yngling!
fly ei, Søn! den vægeløse Fader,
Oldingen! Min Herre har jeg lovet
Dig: og jeg maa trolig svare for Dig.
Gierne giver jeg, saafremt Du vil det,
Liv og Blod for Dig; men Dig forlade
kan jeg aldrig meer! Jeg bygged’ paa Dig,
og min Siel er Herren Borgen for Dig.” —
Grædende omfavned’ Ynglingen
Sanct Johannes, skiulede sit Ansigt,
stum og stiv: isteden for et Svar
styrted’ Taarestrømme af hans Øine.
Og Johannes sank i Knæe, og kyssed’
ham paa Haand og Kind, og glad modtog
ham fra vilden Field paa ny gienskiænket,
luttrede hans Bryst med Dydens Flamme.
Uadskilte mange Aar de leved’
med hinanden; i den skiønne Ynglings
giød sig heel Johannis skiønne Siel.
* * *
Siig, hvad var det, som hiin Ynglings Hierte
holdt saa fast ved, og saa dybt erkiendte?
som gienfandt det, og saa mægtigen
frelste det? En Sanct Johannis Tro,
Tilliid, Fasthed, Kierlighed og Sandhed!