Midt i Verdenhavets vilde Bølger
strander Skibet, og de Ædle redde
sig i Baaden. — ”Hvor er Don Alonzo?”
raabe de; (see, han var Præst paa Skibet.)
”Farer vel, I mine Vandrings-Venner,
Broder, Frænde! (raabte han fra Borde.)
Eders Pligt er endt; men min begynder.”
Og han iler ned i Skibets Kamre,
for at trøste sine Døende,
hører deres Synd og Boed og Bøn,
værger dem imod Fortvivlelsen,
qvæger dem, og gaaer saa under med dem.
* * *
Siig, hvis Aand var størst? hiin Catos Aand,
som i Vrede opreev sine Vunder,
eller denne Præsts, som, tro sit Kald
og sin Embedspligt, i Havet synker? —