Tre Blinde vandred’ til en hellig Mand,
og bad’ om deres slukte Øiens-Lys.
”Fortæl mig først, hvordan I misted’ det,” —
saa talede til dem den Hellige.
”Jeg (skriftede den Første) tog mig for
at see paa Solens Lys, til Øiet taalte
dens Straale-Glands; og deraf blev jeg blind.”
”Jeg (sagde nu den Anden) prøvede
paa mine Øine, om af dem maaskee
ei Lyset udsprang; og jeg trykte dem,
og præssed’ dem saa længe, til jeg først
saae herligt Farvespil — og derpaa Intet.”
”Jeg talede den Tredie — (tilgiv mig!)
jeg plyndred’ Liig. Eengang ved Midnat steeg jeg
ned i en Grav, midt for Høialteret,
og plyndrede en riig Begravet. Da
opvaagned’ han, og reiste sig, og trykte
med begge Hinder mine Øine til.” —
”Bort, Nidding!” raabte flux den Hellige.
”Hvem Dødens kolde, hellige Haand til Straf
gengang har røvet Hiets Lys, ham giver
er alle Evigheder det igien!”
”Jer tvende Daarer har en daarlig Stolthed
alt straffet. Vorder karske; vorder kloge!” —
(Han vendte sig til sine Lærlinge:)
”Soelskueren, som og hiin daarlige
Empiriker belære Jer! — Men denne —
(han peged’ paa den lumpne Kritiker:)
er skrækkelig! — Sin egen Fader udgrov
han Øinene i Gravens Helligdom:
derfor, ved Livstiid ere — seer herhid!
betragt ham! — ved de Dødes kolde Haand
hans Øine dybtog evigt trykte ind!”