Saa knytter jeg Traad;
saa øver sig Haanden i qvindelig Daad;
ved Haanden at hænge man bliver saa træt;
ved Haanden at røre gaaer Tiden saa let.
Jeg knytter ei Silke, jeg knytter ei Guld;
min Traad er af Uld.
Min uldene Traad,
naar Vinteren bruser, skal varme min Fod.
Med intet paa Stikke, med intet paa Teen
saa mange maae skielve paa iislagte Steen.
Gud see til de Usle, som nøgne og blaae
i Sneevandet gaae!
Jeg knytter kun Traad,
jeg knytter ei Baand af ugudeligt Raad.
Viig langt fra mit Hierte, Du Mørkhedens Aand,
som lærer at binde besnærende Baand!
Skal Mennesket knytte for Menneskets Barn
et fangende Garn?
Min knyttede Traad
mig minder om Livet: — Mit Liv er en Traad,
hver masseklædt Strikke en fuldendet Dag,
hver Masse, hver Knude et Pulsaareslag.
Naax Livet er fuldbragt, o Gud! i Din Haand
annam da min Aand! —