Sang
(I en Fuglekonges Navn, da han fratraadte sit Embede.)
(I en Fuglekonges Navn, da han fratraadte sit Embede.)
Der hændes paa Jorden de sælsomste Ting,
som synes fast Fabel at være:
Fortuna med Mennesker kiører i Ring;
det kan mit Exempel Jer lære.
Nys var jeg en Konge med Magt og med Rang;
en Anden nu Kronen monn’ bære:
men hvordan bør herskes, skal dog nu min Sang
min ærede Thronfølger lære.
En Plante skal dyrkes, saavidt han har Land:
det er den velsignede Drue!
een Brøde kun straffes: at kiøle med Vand
dens klare begeistrende Lue.
Eet Vaaben han svinge som kongeligt Spiir
det blinkende, skummende Bæger;
Viinhandlere staae om hans Throne til Ziir,
og paasee, at Landet sig qvæger.
Een Skat kun skal ydes; hver anden Tribut
skal sagtelig alle hendysses;
een Skat kun; den er: a f hver elskelig Glut
i Riger og Land han skal kysses.
Og følges nu denne min Lære blot tro,
saa seer kun, hvor Alting vil trives;
i Fryd og i Fred vil man bygge og boe,
og Brødre med Brødre ei kives.
Og saa vil der synges med bredfulde Maal,
saa det over Landet skal runge:
”Her tømmes en velmeent og broderlig Skaal!
Du leve, vor Broder og Konge!”