Ravnen og Ræven
En Fabel.
En Fabel.
Junker Ravn i Trætop sad
ved en stiaalen Ost saa glad;
Mester Ræv, som Lugten fik,
lumsk ærbødig strax fremgik,
hilste paa vort Fiog med Smiger:
”Ih, Hr. Ravn! velkommen her!
O, hvor deilig De dog er!
Phøenix selv langt for Dem viger,
dersom Deres Sang kun er
halv saa skiøn som Deres Fier!”
Ravnen, som med Tossens Glæde
hørte sig saa herligt roest,
vil paa Timen til at qvæde. —
Bumps! der laae den stiaalne Ost!
Vips! har Mester Ræv den fat,
sagde Junker Ravn Godnat;
men først bad han:
”Fromme Herre?
Dette Ham Advarsel være,
at en Hykler altiid har
den, han smigrer for, til Nar.
Denne Lærdom, troer jeg, er
ganske ærlig Osten værd!” —
Ravnen svoer — men lidt for silde,
aldrig meer han narres vilde. —