Prolog
(Ved den første Forestilling til Fordeel for Theatrets Enkes og Børneforsørgelses-Casse.)
(Ved den første Forestilling til Fordeel for Theatrets Enkes og Børneforsørgelses-Casse.)
I Furen Agermanden Kornet strøer,
uvis om Frosten ei vil Spiren drikke;
om Vint’ren kierligt med sneehvide Lagen
vil dække det; om Vaarsoels Morgenlys
til Liv det vække vil af Vintersøvnen! —
Urolig Frygt gaaer ved hans venstre Haand:
men ved hans høire, som strøer Sæden ud,
gaaer Haabets vennehulde Genius,
og hvidsker til den Trætte: ”Saae, Du Sædmand
Betroe Dit Korn til Jorden og til Himlen!
det spire vil og bære Frugt! — og om
Dit eget Øie ei i Flor det seer,
Din egen Haand ei bringer det i Laden,
skal Dine Børn eengang i Høst det meie,
og signe Dig, som saa’de tilliidsfuld!” —
— Og Haabets Genius fortfarer saa:
”Saae Du ei Oldingen et Agern lægge
i Jordens Skiød, endskiøndt forvisset om,
han neppe skulde see det spire op,
end sige see det løfte Egekronen;
i Tanken forudseer han frydeligt
af Kiernen opslaae Eeg, og hundredaarig
beskygge dyrebare Efterslægt!
thi hvo blot lever, virker for sig selv,
kun lever halvt: — men hvo for Efterslægt
har levet, lever end i Efterslægter!” —
Saa forestil Dig, ædle Dannerfolk!
vi saae et Frøkorn her, vi ei skal høste;
et Agern lægge vi i Danmarks Skiød;
vi skal i Egens Skygge aldrig hvile;
en Grundsteen lægge vi i denne Stund,
en Grundsteen til en venlig Trøstens Bolig,
en Bygning, den vi aldrig skal bebor;
men som maaskee i Løb af Tiid og Aar
tør høit ved dansk Velgiørenhed sig hæve;
og vore Børn og elskte Efterladte
skal muligt skue Krandsen over den! —
Grundstenen er nu lagt! — Guldpladen, Ædle!
har I lagt under den, — En evig Indstrivt
staaer der indgravet; ”Alle vores Tak!” —
Og naar eengang der Enken Ly tør søge,
naar der I see en aandriig Yngling finde
en Støttestav, den være Mø et Fristed —
jeg gruer ved at sige det! — et Fristed
mod Rød og Rødens Følger: Last og Skiændsel,
naar det I see, da, Ædle! lægger Haanden
paa Eders Bryst, og høster Eders Løn;
føel; signet er Enhver, som uden Bram
med ædel Aand for Efterslægten virker,
og salig hver, som frelset har en Siel!