Min Klingberg, brave Ven! Gud naade Dig,
hvis i Din Praxis hver en stakkels Prakker
Dig med et Honorar saa ringe takker,
som her mod Aarets Slut Du faaer fra mig —
Ja, aariig ei engang Du dette faaer:
thi skiøndt jeg i min Fritiid Shakespeare pløier,
er hans Fordanskning ofte dog slig Løier,
at Sveden derved paa min Pande staaer.
Een Tanke mig i alt Fald dog er kier;
hvad Shakespeare angaaer, veed jeg Du erkiender:
”høit staaer han over hver, hvem Stegevender
og Viin og Guld begejstre fiern og nær.”
Som gamle Will blandt Skialde er mig Du
blandt Læger: Livet Du fra Døden river
ei ved Machaons Kunst blot; Du gienliver
ved Godhed, Ømhed, Bliidhed, Vennehu.
Lag denne Bog da, Frelser, Broder, Ven!
min, alle mines Tak med hvert Blad følger
min Bog bortskylles vil af Lethes Bølger:
vor Tak hiinside møder Dig igien! —