Kunde — naar jeg meer ei stedes her —
jeg endog Velynderinden glemme,
hendes hulde Blik, den blide Stemme,
og den skiønne Kreds, hvis Soel hun er:
O! saa vil dog Digterindens Sang
ofte yndigt for mit Øre svæve,
og som Æolsharpetoner bæve
venligt paa min stille Verdengang!
saa vil disse Strenges rene Lyd
under Livets Vexlen, Fryd og Smerte,
stedse vække Tanken i mit Hierte
om min Gud, om Dem, om Aand og Dyd!