Det hæslig Krigsfærd er, naar Mennesket
mod Mennesket til Dræbning gaaer: — ei tørster
han efter Blodet, det han ei kan drikke;
han vil hans Kiød ei spise: nei! men ham —
ham saare, sønderhugge, dræbe vil han! —
— Af Hævn?! — Nei, ei af Hævn! Den ene kiender
den anden ei, og muligt elsker ham. —
Ei heller, for sit Fædreland at frelse
kom han fra fierne Land. — Et Magt-Opraab
har ført ham hid; balstyrig Kriger-Aand,
Rovsyge, Trang til meer ophøiet Trældom:
og blussende af Rankens Saft han hugger
og stikker, myrder; — myrder — veed ei hvem —
hvortil, hvorfor — til begge Helte derpaa
til Ubarmhiertighedens Slot landlyses,
og i et Sygehuus blandt Tusinde
i Dødskamp ralle; og maaskee, naar Krigen
ved en Kongres af Nød og Hunger endes,
som Krøblinge sig slæbe giennem Gaden,
og tigge. — O! de myrded’ blot for Sold.
Et Oldtids-Sagn blot hyred’ dem til Helte!
— En ædel Helt er, hvo for Fædreland —
end ædlere, hvo for sit Riges Held,
men ædlest, hvo for Menneskeheden kiæmper.
O, som en Overpræst bar han dens Skiebne
i Hjertet, og det blanke Sandheds-Skiold
her paa sit Bryst! Han gaaer i Mark som Fjende
mod Overtro, mod Fraadseri og Øslen,
som Fjende mod Vildfarelse og Smiger,
og falder trofast mod hiin Kongers Konge,
en god Samvittighed, som siger ham:
”Du søgte ei, Du flygted’ ei for Døden.” —
”Hvi knuse Lemmerne? (saa raabte vildt
hiin Hedning-Pøbel). Søg! — Knuus Hovedet!”
— Man søger nu den fromme Polykarpus?,
hans Lærlinge fra Staden var’ bortvegne. —
”Jeg saae i Nat mit Hoved-Gierde blusse
i Glød og Ild, (saa talte syge Olding);
Jeg vaagned’ da i sælsom, ukiendt Fryd; —
I Hulde! I umage Jer omsonst!
jeg ved min Død skal Gud lovprise!” —
Da
Lød hele Huset af et stormfuldt Raab
af de ham Søgende. — Han bliidt modtog dem:
”Bereder, sagde han, for disse Trætte
et Maaltiid! Jeg bereder mig imedens
til Vandringsfart” —: og han gik hen og bad. —
Og fulgte nu, af Smerter knuget, dem
til Consulen; — og staaer for Dommersædet: —
Da raaber i hans Bryst en mægtig Stemme:
”Vær tapper, Polykarp!”
Da saae hiin Consul
beundrende den dierve, blide Olding: —
”Spar dog” — saa talte han — ”Din høie Alder!
Offre blandt os, og afsiig blot Din Gud!” —
— ”Hvad! skulde jeg min Gud afsige! — Ham
jeg tiente al min Tiid — min Gud, som giorde
mig Godt hver Dag jeg leved’?!”
— ”Frygter Du
da ei for Lovens Tand?! — ”
”O, sønderknuses
maa Hvedekornet dog — hvorved det skeer end —
at det kan spire til forædlet Frugt!”
Da raabte Pøbelsværmen: ”Bort med ham!
Han er de Christnes Fader! — Brande hid!” —
Der skables flux et Baal, og rasende
de greb ham: — blideligt han talte: ”Venner!
Her Baand behøves ei: Han, som hiint Baal
mig værdiged’, Han vil mig Mod forlene!”
— Og roligt lagde han sin Kappe ned,
afløste sine Saale, og steg op
paa Baalet. — Og med eet slog Flammen op,
og vifted’ trindt omkring ham, som et Seil,
der kiøled’ ham; fast som en Guld-Indfatning,
der tog Karfunklen i den mørke Favn,
og den forherliged’; — indtil i Harme
en Striidsknægts frække Haand ham giennembored’.
— Han sank! Hans Blodstrøm randt —! Baalflammen sluktes,
og op af Luen fløi en sneehvid Due! —
Du leer maaskee ad den sneehvide Due?
O, skal en Grif i Dødens Kamp Dit Bryst
igiennembore? Skal en Ravn udhugge
Dit Øie af Dit Liig? Skal Snog og Øgle
sig slynge ud deraf? — O, spot ei, spot ei
hiint Billede, som Sagnet skabte sig:
”Kun Reenhed, Uskyld skiænker Mod i Døden!”