Naar en Menneskehader (siger Sagnet),
en Erobrer skuer Verdens Lys,
sørger hvert et Element; fra Skyen
regner Blod, og Himlen sortnet brat;
Jorden revner; Ildsvælg bryde frem
af den dybe Afgrund; og i Luften
hyler Stormen, og i Stormen Aander:
”Vee Dig, Menneske! Til Nød og Jammer
”(Vee Dig!) er han født for Tusinder.”
Da i dunkle Nat Alverdenlyset
opgik, laae i helligt Stille Jorden.
Stiernehimlen glimred’; signende
treen en nyfødt Stierne frem, og sagde
til den fromme Vises Hierte: ”Opfyldt
er nu Tidens lange Haab og Ønske,
thi al Verdens Trøst er født til Verden.”
Og i Luften sang et Englechor:
”Priis og Ære Gud den Høieste!
”Fred paa Jorden! Alle, Alle Fryd!”
Og en Engel treen for arme Hyrder:
”Fryder Jer: thi han er født for Folket!”
Stille, skiulte Barn! Ei Phøbussvanens
Sange tonedø ved Din dunkle Krybbe;
men hvad den trofaste Turteldue
talede den evige Kierlighed!)
det fortælle mig det hellige Sagn:
”Yndige Barn,
seer jeg Dig her?
her i Din Fieldkløft?
her i Dit Svøb?
O ja, den Elskte
gladelig tyer
hen til sin Elskte;
deler med ham
Kummer dg Spee.
Og jo forborgnere,
og jo meer miskiendt,
desto tilfredsere,
Byrden han bær’.
Men viid, o elskte Barn!
viid, hvad Du bærer paa:
Guds Lam! Du bærer
al Verdens Synd.
Gamle Æoners
rædsomme Last,
Frækhed og Daarskab,
Vantro og Gru! —
Elskede Barn,
skiønnere fast end hiin
lysende Stiernes Glands!
Torne og Utak,
Svøbe og Spot og Spee,
Hævn og Forfølgelse
vente paa Dig.
Ofte, Du smiler!
Vil Du vel sige mig:
”Kierlighed skimter ei
hædrende Tak.
Kierlighed seirer mod
Smerter og Død?”
Op da, og fuldend
hvad Du begynder paa:
Grib dybt i Slangernes
giftige Bo.
Vandre med freidigt Mod
hen over Dragernes
nidfulde Tand.
Hisset i Ætheren
høit over Stiernerne
sees vi igien
vi, Dine Elskede,
Alle hos Dig!”
See, saaledes kurred’ Turtelduen,
og et Englechor i Luften sang:
”Fred og Fryd!” — Og Himlens Stierne-Chor,
alle Tiders, Evigheders Indhold
er et evigt Gienlyd end af Sangen.