Leed mig, Sanggudinde, ad hiin trange,
steile Sti! Den snoer sig giennem Huler
siger man — af dunkel Overtro
og Bedrag. Den synes sig at tabe
hist i Ørknen, hvor det muntre Irlys
over Sumpen hopper. Tiørn og Tidsel
seer jeg om mig. Kun hiin Glands mig lokker
op mod Høiden. Jubelsange tone
hisset oppe. — Musa! — —
Men hun bortsvandt! —
Ha! og for mig svæver nu en anden
elskelig Gestalt; med klarest Byshus
sødt tilsløret. ”Himmelske! Hvo er Du?
Ak, jeg seer Bloddraaber paa Dit Bryst,
og den hvide Lilje i Din Haand!”
”Fiendsk Bagvadskelses forgiftede Dolk,
Venners Frafald slog mig disse Vunder;
Dog af Uskylds Blod opspirer hisset
Salighed.”
”Gudinde! om Din Pande
staaer en Tornekrands.”
”Og op af Krandsen
Roser groe. — Op ad! Hist op! See Palmer
vinke os; hør Jubelsange tone.
Frygt kun ei Bedragets lumske Huler,
der, hvor jeg Dig leder.”
”Og hvo est Du?”
”Trefold-enkelt er mit hellige Navn:
Carita: Haab, Kierlighed og Taalmod.”
”Men hvi bortfvandt Sanggudinden for Dig?”
”Ak! de ulyksalige Støvets Skarer„
og de vilde Hierter, som dem qvæle,
hielper Musa-Sang ei meer. De fordre
andre Sorger. — Haab ei her paa Laurbær. —
Modtag denne Qvist, og tag min Krone!” —