Prolog
(Fremsagt af den Afdøde ved hans Declamatorium.)
(Fremsagt af den Afdøde ved hans Declamatorium.)
Som Nordens Skiald, som Sydens Troubadour,
paa viden Vandring tidt sig fordum vendte,
og saae om Borgetind og høie Muur,
og atter fro den giæstfri Hal gienkiendte,
og haabed’ glad i Slottets Sale end
de gamle Sanges hulde Ven at finde: —
— saa — min Velynder! min Velynderinde!
jeg staaer for Eders Aasyn her igien!
— Ei er jeg Troubadour, ei Skiald; ei høiner
sig for mit Øie stolte Borgespiir;
dog mangen Ridder, Viv og Mø jeg øiner,
som ansaae Skiald for Hallens bedste Ziir;
som høit paa Salens bedste Plads ham ærer,
og rækker ham Guldbæg’ret venlig-bly;
ja, byder Velkomst huld og sikkert Ly
til Ynglingen, som blot hans Harpe bærer! — —
Kun Barders Harper her frembærer jeg;
— dog mægtigt stemt er Strengene de føre;
de klinge vil paa fierne Slægters Vei,
naar lukt er her hvert Øie og hvert Øre.
— De tone deels fra Danas hulde Land; —
— fra Lessings Viisdomsbog; — fra Hiin, hvis Styrke
brød frem, som Morgensoel af Nattens Mørke:
— den gamle William Shakspeare hedder han.
— Og atter fra Germanien skal tone
en Gienlyd fra hans store Harpes Klang,
der kiæmpe tør om rigest Digterkrone
med hver, som synger, synge vil, og sang! —
— O! ynd da, at Thalia, Melpomene
her med Theone Haand i Haand fremgaae! —
— af Polyhymnia forladt de staae: —
dog, Ædle Folk, de tre kan vel gaae ene!