En Lediggænger saae, hvor Lillien
paa Marken blomstred’, hørte Fuglechoret
lovprise. ”Er da jeg ei meer end de?”
saa talte han. ”Nu! saa og mit Liv være
Opblomstren, Visnen, Skuen kun, og Sang!”
Og han gik til den eensom-fromme Ark,
og ventede paa Aabenbaring. Da
tilraabte ham en Røst: ”See ned paa Jorden,
Simplicius!”
Han saae, og saae en Tue
af Myrer vrimlende i livligste
Beværelse. See! disse bar’ en Byrde
langt større end de selv. En anden Hob
holdt Urtefrø i deres Munde fast,
som med en Tang. Og hine hented Jord,
og reiste Dæmninger mod liden Vandstrøm.
De andre bare Forraad ind til Vint’ren,
og hvert et Frøkorn kunstig knusede,
at fugtig Vaaning ei tilsammen voxte
af Urters Mylr. — Og Nogle gik i Optog,
og af den lille Stad en Død udbare.
Og ingen trængte Anden; Hver ene veeg
tilside ved sin Naboes Ind — og Udgang;
Den, som med Byrden bugned’, den som ei
den bratte Biergvei rask opklavre kunde,
ham støtted’ man, og bød ham Ryg til Hielp. —
Simplicius forundret stirred’ paa dem,
og stirred’ end, hvis Stemmen havde ei
tilraabt ham: ”Er Du ei langt Meer end de?”
En Olding stod for ham: ”Forlorne Søn!
hvad! har Du ingen Fader? ingen Moder?
og ingen Ven, og ingen Fattig, hvem
Du kunde trøste? Er fra Himlen Du
udsprungen? intet Menneske paa Jorden
forbunden eller kier, saa ei en Deel
af Dig tilhører ham? — See denne Smaastat
af Myrer. Hver for fælleds Bedste virker,
og uden Eiendom hver eier Nok! ” —
Og omvendt gik Simplicius tilbage
til munter Virksomhed, og saae fra nu af
i denne Verdens store Myretue
Gud-Herrens Stad, som (tidt sig ubevidst)
kun for det store Fælleds lever, virker,
Enhver for Alle, Ingen for sig selv!