Tanker af Bramanerne
Efter Herder
Efter Herder
Forskielligt Samqvem.
Søn! Venskab med de Onde,
de Kolde og de Gode,
Dig være ikke Eet!
En Draabe Regn monn’ falde
ned paa en gloheed Jernstang,
og see! den var ei meer.
Den nedfaldt paa et Blomster,
og glimred’ som en Perle,
og blev en Draabe Dug!
Den nedsank i en Musling
i en lyksalig Time,
og blev en Perle selv!
Venskab.
Som Skyggen aarle Morgen
er Venskab med den Onde:
hver Stund formindskes det;
men Venskab med den Gode
liig Aftenskyggen voxer
til Livets Soel gaaer ned.
Vennen.
O, hvo opfandt hiin Sprogets Ædelsteen,
det lidet Ord blot: Ven? — Deri han nævned’
vort Lives Trøst, vor Frelsermand i Farer,
i Sorg, i Frygt, i Selvbedrag og Nød;
en trofast Skat i Lidelser og Glæder,
vort Hiertes Balsom, vore Øines Salve,
vor Sielelæge, og vort bedre Jeg!
Kullet.
Fly det mørke Gemyt: kast bort det hæslige Trækul:
glødende, brænder det Dig: slukt, det besudler Din Haand!
Den tredobbelte Tilstand.
Alt hvad fødtes, det maa døe;
Alt hvad døer paa ny maa fødes; —
Søn! Du veedst ei, hvad Du var;
lær at kiende, hvad Du nu er;
oppebie, hvad Du skal vorde!
Naturens Bestemmelse.
Hvad Naturen undte os at være,
mindre, meer kan Mennesket ei vorde.
Høit paa Bierget og i Dalen er han
hvad han er, og bliver ikke større.
Øser Du af Kilden eller Havet,
kun Din Vandringskrukke dog Du fylder.
Forsynet.
Han, som gav Paafuglen, Svanen og Papagøien en Klædning
spraglet, sneehvid og grøn — har han ei Klæder til Dig?
Aldrig fra Moderens Skiød løsrives og fødes den Spæde,
førend at Moderens Bryst svulmer af nærende Melk.
Livets Øiemeed.
Til Arbeid, Kierlighed og til Forædling
blev Livet givet os: naar dem Du mangler,
hvad er da Livet! Og naar dem Du har,
da har Du Alt: da kan Du ikke klage.
Frugttræet.
Naar et Træ med Frugter signet pranger,
bøie Grenene sig venligt nedad:
naar en ædel Mand til Høihed stiger,
bøier han sig ned, og løfter andre.
Verdenserobreren.
Den, som smelter ei af Qvinde-Elskov,
den, som flammer ei af Vredens Ild,
den, hvem vild Begærlighed ei driver,
den, som kiender ei til Karrighed:
han kan tvende Verdener erobre!
Ædelsteen og Glas.
Lad Juvelen kun i Støvet ligge,
Glasset glimre selv i Kongekroner;
i en Kunstners, i en Kiøbers Hænder
kiendes flux, hvad Glas, og hvad Juveel er
Blomsten.
En viis og ædel Mand
er allenstund en Blomst;
erkendes den, da pranger
den i en Fyrstes Krone;
hvis ei, da blomstrer, dufter
den for sig selv i Ørknen!
Bliidhed.
Hvo, som bliidt med sine Brødre lever,
ham skal selve Ilden være Kiøling,
ham skal salten Hav selv være Lædskning,
ham skal selv den stolte Løve tiene,
Slangen ham en Blomsterkrands skal vorde,
og for ham er Gift en Gudespise.
Religion.
Ingen skade, kieligt hielpe Alle,
være Alle som et helligt Alter,
er Religion, og den Veninde
med os gaaer, naar Alting os forlader!
Eneboerens Afsked.
Jord! Du min Moder, og Du min Fader, o Himmelens Aande!
Ild! Du min Ven, og Du, o min Beslægtede, Hav!
Du min Broder, o Himmel! jeg siger Jer Alle med Andagt
venligste Tak: jeg har levet hernede med Jer;
villig forlader jeg Jer, og gaaer nu til høiere Verdner;
Lev vel! Broder og Ven, Fader og Moder, lev vel!