Peter Foersom (1777–1817)

Peter Thun Foersom er født d. 20 Februari 1777 i Østre-Linde, en Landsbys under Ribe-Stift, Hans Fader var Præst og er død for mange Aar siden; hans Moder lever endnu, og kom til Kjøbenhavn, for der at tilbringe sine sidste Dage, faa Maaneder efterat hendes eneste Søn var stædet til Jorde.

        I Sønnens tidligste Alder blev Faderen forflyttet til Hjortlund, en Landsbys ved den saakaldte Konge-Aae, og her henrunde F. fleeste Barndoms-Dage. Hvis Fortælleren ikke fejler, har man fremsat den Meening, at Digtere sjelden fødes paa Sletter, i ufrugtbare u-yndige Egne, men sædvanligen der, hvor yndige Dale og skovkrandsede Høje eller stærke og vilde Natur-Scener tidligen vække den unge Phantasie og stedse venligen eller mægtigen indvirke paa Sind og Sjæl. Tilstaaer man, at F. var Digter, saa er det vist, at hans Digter-Gave hverken vækkedes eller næredes af hans Barndoms Natur-Omgivelser. Hans Føde-Egn er Jyllands Heede-Egn, hvor den brune Lyng udbreder sit mørke Teppe over Jorden, enkelte Landsbyer med deres Agre og Enge ligge adspredte i Heeden, og skovløse Bakker hist og her afbryde den eensformige Flade.

        I en meget ung Alder blev han sat i Latin-Skolen i Ribe, og gjennemgik Skolen fra dens laveste eller een af dens lavere Klasser ind til den øverste. Af de Lærere, i hvis Underviisning han her deeltog, omtalte han stedse med Taknemlighed og Hengivenhed Skolens daværende Conrector, nu Professor og Rector Heiberg i Odense; en Frugt af denne Mands Underviisning var maaskee F. dybe Agtelse for grundig Lærdom og Lyst til Læsning i Classikerne, hvilken han aldrig ganske undlod og altid fandt megen Glæde i. Forresten var han vistnok i sin Skole-Tid en lystig, overgiven Dreng, der var med i Alt, men dog altid ved sit lyse Hoved og øvrige Elskværdighed tilvandt sig Menneskenes Velvillie. En saadan Kammerad maatte naturligviis være afholdt af sine Meddisciple, og han stod desuden iblant disse i Rye for Hoved og Evner. Hans productive Talent vovede ogsaa allerede i Skolen sine første, vistnok svage Forsøg. Man tillagde ham en Tidlang en fortrinlig Syngestemme, men tilstod, at den havde tabt sig med Aarene eller idetmindste mistet sin Styrke.

        Efter at have taget examen artium med bedste Karakteer, blev han i April 1793 akademisk Borger ved Kjøbenhavns Universitet. Henkastet i Hovedstadens Hvirvel, overladt til al Studenter-Livets ubevogtede Friehed, snart kjendt og yndet af mange, formanede han ikke at modstaae de mangehaande vinkende Adspredelser; Collegierne bleve uordentligen besøgte, tilsidst aldeles forsømte, og Studeringerne, idetmindste de foreskrevne, lagdes tilside. Dog tog han endnu til rette Tid, i October 93 examen philologicum, men med den egentlige examen philosophicum gik det saa meget langsommere. Imidlertid var der tillige ikke altid holdt paa det bedste tilraade med Pengene; Misfornøjelse opstod i Hjemmet og Remisserne udebleve endog, saavidt Fortælleren veed, endeligen ganske og aldeles; heraf fulgte Forlegenhed, og tilsidst virkelig Trang. Paa sin Første-Examens Dag havde han gjort Bekendtskab med en akademisk Broder, ham uliig i saa mange Henseender, men liig i ungdommelig Sorgløshed og ubetvingelig Lystighed; de havde levet meget med hinanden, vare tildeels stædte i samme Knibe, tyede nu til hinanden, deelte troligen Ondt og Godt tilsammen, geraadede i de alvorligste og pudseerligste Forlegenheder, og henlevede Dagene, naar der kun var sørget for det nærværende Øieblik, ubekymrede om det næste. Det forstaaer sig, at der stundom blev besluttet at fortjene Noget; Time-Informationer bleve søgte, men neppe nøjagtigen passede; F. gav sig endog til at ville afskrive theologiske Collegia for en Datids bekjendt Manuducteur; men det første Ark blev kasseret og det andet aldrig fuldført. En Nederdrægtighed, der er sjelden iblandt unge Mennesker, reev ham ogsaa engang Fortjenesten af Hænderne; hans Trang var paa det højeste; en velvillig Mand gav ham Anviisning paa en for ham næsten tilstrækkelig Information; den aabne, redelige F. møder en fordums Skolekammerad og fortæller ham i sit Hjertes Glæde Tid og Sted, hvor han endnu samme Dag skal møde for at gjøre nærmere Aftale; den Listige veed at indvikle F. i en eller anden Adspredelse, gaaer imidlertid hen til Familien, og lader sig engagere, foregivende at være den af Manden foreslagne, men uheldigviis ei navngivne Student. Ingen troe iøvrigt, at F. var henfalden til grove Laster eller Udsvævelser og derved geraadet i denne ubehagelige Stilling; det var han ingenlunde, men der fattedes ham al alvorlig Betragtning af det borgerlige Liv og Nødvendigheden af en Forsørgelses-Vel, samt Aandens Henretning paa Noget, der stemmede overeens med dens inderste Hang. Ogsaa havde han selv i denne trange Periode taget philosophicum i April 9 5, ja endog engang valgt sig et Brødstudium, nemlig det juridiske; men da han begyndte det med at anskaffe sig et af Hugo Grotii eller Pufendorfs retsvidenskabelige Værker, og disse Grandskere kun lidet behagede den flygtige Yngling, denne Begyndelse vel ogsaa desuden var en alt for lang Omvei til Maalet, nemlig Examen, saa blev Bog og Studium snart henlagt og forglemt.

        Mange Menneskers Velvillie fulgte ham stedse og forlod ham aldrig aldeles; saaledes ogsaa nu. En Familie, hos hvilken han forhen havde havt Kost og Logis, tilbød ham disse Fornødenheder imod en, i Øieblikket saare usikker, Udsigt til tilkommende Betaling. Det var uden Tvivl i 1796 at F., saavidt Fortælleren mindes, ved eller med denne Familie kom til at boe i Hofboghandler Poulsens Huus i Antonistrædet. Omtrent paa samme Tid var det, at hans Studium af det engelske Sprog begyndte, og hans Kjærlighed til dette Sprog, hvis fuldkomne Indehaven siden blev hans Livs uafbrudte Stræben, rodfæstede sig. Ossian, læst i tydske Oversættelser, havde henrevet ham; Originalens store Fortrin vare udenfor al Tvivl; og man anpriiste desuden denne Digter som den letteste Indgang til det engelske Sprog. Dettes Læren blev altsaa besluttet; Grammatiker og Lexicon bleve tagne tilhaande; Arbeidet blev begyndt med Iver, saavidt Fortælleren mindes, aldeles paa egen Haand, dog har han i senere Tider havt nogen Underviisning af Sprogmestere. Søgen efter Hjelpemidler og Laanet af disse var det uden Tvivl, som bragte ham i nærmere Bekjendtskab med Hr. Poulsen; og ej længe efter traadte han i Hr. Hofboghandlerens Tjeneste. Den heele Dag fra tidlige Morgenstund indtil Aftenen tilhørte nu Bogladen og dens Sysler; Bøger solgtes, der læstes, Correcturer besørgedes; og der gjordes Bekjendtskab med flere Mænd, der her lode deres Arbeider udgive og indleverede Bidrag til de udkommende Maanedskrifter. Ogsaa til afg. Professor Tode¹ kom F. her i noget Forhold og var uden Tvivl yndet af ham. T. udgav dengang Maanedskriftet Iris og Hebe, der iblandt andet indeholdt en kort, bedømmende Anmeldelse af udkomne Skrifter; Manuskriptet var ej altid til rette Tid færdigt; F. blev ej sjelden sendt for at hente det Manglende, og traf ofte Professoren hermed endnu i fuldt Arbejde; et Ark er engang endeligen blevet fuldt og leveres den Ventende; denne kaster Øinene deri, seer en Bog af en ham bekjendt Mand lidt haardt medtaget, maaskee blot fordi det afhandlede Æmne ikke anstod Bedømmeren; F. beklager Manden som sin Bekjendte og Dommen blev strax forandret og formildet.- Den sildige Aften tilhørte F., og anvendtes paa Ossian og det kjære Engelsk. Paa et flygtigt og ubeskjæftiget Levnet fulgte et stille, stadigt og arbejdsomt, og F. var saare tilfreds i sin Stilling. Fortælleren boede dengang med flere F. bekjendte Studenter i eet Huus; her tilbragtes Løverdag Aften og en stor Deel af Søndagen, vist nok ej altid paa den stilleste Maade, men oftest i megen uskyldig Gammen. Kort blev idetmindste aldrig spillet; Kortspil, ja alt Slags Spil var overalt F. en Modbydelighed, Billard- og Kegle-Spil undtagen; det første spilte han i yngre Aar, det sidste altid gjerne, naar Leilighed gaves; men han søgte aldrig Lejlighed. Mangehaande Spøg blev drevet og meget forsøgt; man gjorde Enderiim og udsatte Præmier, der strax maatte vindes. F. vandt en saadan for et Digt, hvis Værd kan være liden eller ingen, men dog som nogle Timers Arbeide i en støiende Studenter-Stue sagtens kan staae her.

        Forfatteren lod dette Stykke med nogle Forandringer siden trykke, og det blev, saavidt mindes, ej lemfældigen bedømt; ogsaa flere Smaa-Digte lod han til den Tid indrykke hist og her i udkommende Blade, dog uden Navn; de lode sig vel udfinde; men da han selv har begyndt Samlingen af sine Digte med langt senere Arbeider, saa være de overgivne til den Forglemmelse, han selv har fordømt dem til.

        Denne F. Stilling varede er længe ved; han drog snart, uden Tvivl i Foraaret 96, til Sæbyegaard ved Sorøe som Hovmester for Oberste Falkenskjolds Søn. F. Fader havde varet Oberstens Ungdomslærer; og denne Omstændighed indledede F. Antagelse til Huuslærer for Sønnen. Her traadte han over i en nye og, fornem Kreds, i uvante og ubekjendte Forhold; den herlige Egn henrykkede ham, og han overlod sig til de livligste Følelser. Med Peder Syvs² Kjæmpeviser gjorde han her det første Bekjendtskab, og disse Viser og alle med dem beslægtede Digte bleve ham siden saare kjære; Kjæmpevisebogen tog han ofte og altid gjerne tilhaande.

        Ved Vinterens Begyndelse kom F. med sin Eleve tilbage til Kjøbenhavn. Os andre, som imidlertid havde fortsat det gamle, uafhængige akademiske Levnet, tyktes den tilbagevendte Hovmester at fremtræde med en vis Alvor og Anstand, der dog nok ikke holdt sig længe. Imidlertid begyndte de bestemte eller valgte Studier, og Lærer og Lærling besøgte iblant fleere ogsaa afg. Prof. Wahls Forelæsninger over Naturhistorien. Ikke Videnskaben, men den berømte Lærer, den for sin Videnskab høit besjælede, elskelige Mand blev F. her oprigtigen hengiven, endskjøndt han aldrig siden kom i noget personligt Forhold til ham; men dette behøvedes ogsaa for K. ikke: hans Kjærlighed til Videnskab og Kunst, til alt Godt og Elskeligt var saa riig og reen, at alt personligt, Hensyn aldeles forsvandt. Vahls Død rørte ham inderligen, og neppe har han nogensinde læst og fremsagt et Digt med mere inderlig Følelse end Øhlenschlægers over Vahl.³

        Foersom var i sin Ungdom aldeles ikke nogen flittig Skuespilbesøger og yttrede aldrig nogen Forkjærlighed for eller Hang til noget Didhenhørende; men vi alle ansaae i hine Dage Skuespillet for en højst vigtig Sag og Skuespillerens Konst for i sig selv rigeligt og herligen lønnende. Byen var fuld af dramatiske Selskaber, den herlige Konstes — saa meente vi — Templer i det Smaa; hvi skulde da ikke ogsaa vi gjerne og glade iile hen at lade os indvie i disse Helligdomme? Dreven af denne hans egen og nærmeste Venners almindelige Stemning blev F. i Vinteren 97 Medlem af et dramatisk Selskab, og snart — blev hans Livs Lod uigjenkaldeligen kastet. Selskabet havde et lidet, hæjst maadeligt Theater i Grønnegade, og siden et i St. Pedersstræde; det var fattigt, temmeligt blandet, og havde ingen ældre Medlemmer af udmærkede Evner, fortrinlig Dannelse eller Anseelse. Spillet var vist nok i det Heele maadeligt, ofte slet, og stundom skeete Noget, der var aldeles bagvendt og forkeert. — F. havde i hiin Tid et Hang til at gotte sig over det Dumme og Forkeerte, ihvilkensomhelst Skikkelse det endog viiste sig for ham, ja til at pirre og ægge det til ret at vise sig i fuldeste Maal og Maade, og Enhver, der havde en vildledende Svaghed, var aldrig aldeles sikker for ham i denne Henseende; men denne hans Skjelmskhed, forenet med saa megen Godmodighed, var — om Fortælleren saa maa udtrykke sig — en saa reen Sig-Gotten over det Comiske, var saa aldeles uden al ond Tilsætning, at Harme og Fornærmelse sjelden eller aldrig opstod, og havde Mennesket forresten en agtværdig Side eller knyttede sig med Velvillie il Foersom, kunde det med Sikkerhed lide paa hans ærlige, oprigtige Hjerte. Det kunde ikke være andet, end at her i dette Selskab maatte forefalde Adskilligt, der fra denne Side tiltrak; saaledes f. Ex. da engang i en Forsamling af Selskabets Bestyrelse Trætte opstod om en Rolle-Besættelse eller et andet saadant vigtigt Anliggende, og nu en Mand reiste sig og begyndte med megen Pathos sin Tale med hiine Slotsherrens Ord i Dyveke: ”Her staaer jeg frie, som det første Menneske, Gud skabte; Ingen over mig uden Gud” o. s. v.; eller da en aldrende Mand i en Jeronimus-Rolle med Eet glemte Repliken, roelig gik til Soufleur-Hullet, heldede Hoved og Øre mod Hullet, hvorfra Hjelpen skulde komme, og efter et Par: ”Hvad? Hvad siger De?” og et endeligt: ”Naa! Naa! nu veed jeg det!” fortsatte Scenen; men uagtet vi ogsaa angave deslige forventende Løjer for hinanden som en Grund for vor Indtrædelse (thi vi tyktes virkeligen stundom os selv saa gode Konstkjendere, at vi gave os Mine af liden eller ingen Interresse for Hoved-Sagen, som den her viiste sig), saa varede det dog ikke længe, førend vi alle spillede med saa godt vi kunde, og F. især opoffrede Selskabet og Forestillingerne al sin Tid og Flid. Han spillede meget og gjerne, var første Elsker og Helt, skrev Pro- og Epiloger, og var med al sin Digten og Tragten bunden til disse Beskæftigelser. Ogsaa Declamationen laae ham allerede dengang paa Hjertet og vi aftalte med hinanden at Forsøg skulde gjøres, men det blev ved det første, maaskee fordi Ingen ret vidste, om det var ærligen meent, eller om Enhver dog blot i Grunden søgte at faae Noget at lee ad paa den Andens Bekostning. Ei bedre Held havde et Selskab, F. og Fortælleren vilde oprette, i hvilket egne Afhandlinger, poetiske Forsøg o. s. v. til bestemte Tider skulde oplæses, men som aldrig kom istand — af Mangel paa Deeltagere.

        Saaledes henrandt eller (idetmindste for Nogle af os) forødtes mange kostbare Ungdoms-Dage; men længe førend F. var saa aldeles fordybet i dette Theatervæsen, var der opstaaet Misforhold mellem ham og Obersten. F. var uden Tvivl kun lidet skikket til Hovmester og varetog maaskee ikke alle sine Hovmester-Pligter paa det bedste; Fortælleren mindes virkeligen ikke mere Sammenhængen, dømte dengang maaskee partiisk og vilde maaskee nu dømme anderledes; nok at F. 97 opsagde og opgav sin Huuslærer-Post. Flere vakkre unge Mennesker, nu agtbare Mænd, med hvilke han stedse vedblev at staae i det venskabeligste Forhold, havde han i hiint Selskab lært at kjende, og iblandt disse Een, der med synderlig Velvillie knyttede sig til ham, en ung Mand uden Hoved og Dannelse, men brav, veltænkende, med et elskeligt Hjerte, og med den højeste Lidenskab for Skuespil og Theater; forresten forestod han et Haandværks Drivt for sin Moder, en hæderlig, velhavende, gammel Kone, til hvis Huus og Bord F. nu hentyede for at deele Værelse med Sønnen. Begge ere forlænge siden hedengangne; Sønnen blev pludseligeæ henreven og F. rørtes dybt og inderligen ved hans Død.

        Det Fornødne skulde imidlertid fortjenes, og F. blev — Sprogmester. — Saa meget hans Sysler, Liebhaberier og Adspredelser havde tilladt, havde han læst og lært Engelsk, og tiltroede sig nu — han loe selv i senere Dage ofte hjerteligen over denne Selvtillid — Dygtighed til at undervise deri. Bekjendte maatte være de første Lærlinge, ved dem skulde fleere vindes; dette skeete ogsaa, men destoværre! Læreren var altfor uefterrettelig i at passe Tiden og Timen. Man blev kjed af den idelige Forsømmelse, og Fortjenesten var saare ringe. Men Prøverne og Forestillingerne i hiint Selskab bleve ikke forglemte og ikke forsømte, og gladeligen opoffredes Tiden, der dog ingen bestemt Anvendelse havde, til Øvelser, Tilbøjeligheden havde valgt og bandt til; dog blev ogsaa mangt et Digt udarbeidet, men intet, som Forfatteren har fundet værdigt til at opbevare. Imidlertid kunde Penge-Forlegenheden ikke udeblive og Trangen blev snart saare følelig; hiint de yngre Dages lette Sind og Sorgløsheden for det Tilkommende kom vel tildeels tilbage med en Stilling, i hvilken de haardt behovedes og som de fast eene kunde gjøre taalelig, men der indsneeg sig dog mangen alvorlig Tanke, og det var klart, at det ikke kunde længe saaledes vedvare.

        Under disse Omstændigheder besluttede F. i 98 at gaae til det Kongl. Theater, og hvad bevægede ham dertil? Egen Lyst og intet andet; idetmindste er det ikke Fortælleren (der dog iblandt alle Mænd har levet meest med F. og for hvem han saa tidt udfoldede sit Hjerte) bekjendt, at nogen anden Grund bestemte ham. Trangen var det aldeles ikke; Trang eller Frygten for den har aldrig nogensinde enten drevet F. til eller afholdt ham fra en vigtig Beslutning; dertil havde han allerede dengang alt for ofte seet denne uvenlige Gjæst under Øjnene; dertil havde han for meget Mod og indvortes Kraft; ogsaa vidste og følte han saare vel, at han i sig selv ejede det, hvorved han noksom kunde fortjene, naar kun en fast Villie traadte over i dets Tjeneste. Lysten drev ham og det maatte endog tykkes ham klogt at følge den; Hovmester- og Time-Lærer-Livet havde han faaer nok af; bemidlede Frænder, der kunde eller vilde understøtte ham til at fuldende et Brødstudium, havde han ikke; der maatte jo altsaa gaaes en anden Vej; hvi da ikke helst vælge den, paa hvilken saa Meget vinkede ham, og hvor jo desuden fast Gage, vis Underholdning ogsaa var at vinde? Men naar selv Klogskaben tykkes os at være i Medhold af Lysten, hvo kan da modstaae den? Ingen af hans Venner fraraadede ham, idetmindste ikke Fortælleren, hvem det i Hiine Ungdommens og de skjønne Drømmes Dage tyktes alt for herligt at træde over i Konstens, det Skjønnes, det Sandes og det Godes Tjeneste (og saadan maatte jo Theatrets være!!!) til at han skulde fraraade sin bedste Ven en saadan Hæders-Vej! F. fulgte altsaa sin Lyst, meldte sig og kom med sit Anliggende til en Mand af Indflydelse. ”Hvad vil De paa Theatret? De er Student, og seer ud til at have et godt Hoved; vend om og vælg en anden Vej!” Saadanne omtrent vare denne Mands Ord til F.; de formaaede ikke at bringe ham til at vende om; men de ginge ham aldrig af Minde og fra dette Øieblik indtil sit sidste vendte F. sig altid med Tillid til den ædle Mand, ved hvis vedvarende Bevaagenhed og Yndest han ogsaa, som saa mange af hans efterladte Breve udvise, stedse kunde glæde sig. Prøverne for Direktionen, de befalede Debuter skeete, Publikum beklappede som sædvanligt den Debuterende, og F. blev under 19de Januar 1799 ansat som kongelig Skuespiller. Allerede i Maj s. A. blev der ham tilbudet et Engagement ved Theatret i Odense; han var tvivlraadig og raadførte sig med Rosing, hans — som F. kalder ham — ”evig elskte Mester, Lærer, Ven,” men denne fraraadte dette i et saare lærerigt Brev, det F. troeligen har gjemt; han blev altsaa, givtede sig med Skuespillerinden Jfr. Ebbesen (nu hans efterladte Enke) og følte sig saare lykkelig.

        Fortælleren havde i 1798 forladt Hovedstaden og traf ved sin Tilbagekomst i 1800 sin Ven i en langt anden Stilling. Inderligen elskende og elsket af sin Hustrue, beriiget med en vakker Datter traf han ham, men dette var ogsaa Alt, hvad der af den drømte Himmel paa Theater-Vejen var blevet ham tilbage; med alt andet syntes det næsten ude, al Fremskriden paa Skuespiller-Banen var standset, endog Haabet derom syntes næsten opgivet; en Directeur skulde have sagt:

og dette Bonmot var i alle Munde; paa Publikums Yndest var ikke at tænke, og Fs. Kaar vare maadelige, ja saare trange. Der skal, siger man, fra flere Sider møde den begyndende Skuespiller mangen Hindring, Meget, som støder tilbage, nedtrykker, svækker Mod og Kraft, og har sin Oprindelse fra uædel Tænkemaade, der — saa paastaaer man — i den lille Theaterverden som i den store borgerlige skal mangelunde drive sit Spil. Al denne Prøve-Ild maatte F. igjennemgaae, og hans heele Stilling var trykkende⁴; det Værste var at Mistillid til egne Kræfter og Modløshed syntes at hvile over ham med dens hele knusende Vægt. Derfra hans Tilstaaen af ”egne svage Krafter,” (Bagges. Theater-Admist.) af ”meere god Villie end Evne;” derfra endeligen hans Ansøgning om Soufleur-Embedet mod Slutningen af 1800. Han søgte alvorligen om dette Embede, ønskede det, og vilde have glædet sig ved at faae det. Han fik det imidlertid ikke, og hans Stilling blev den samme; men Foraaret 1801, der vakte saa megen Kraft i Danmark, vakte ogsaa hans; han søgte og fik nogle Informationer; han deeltog i Studenternes krigerske Øvelser; Munterhed og Mod vendte tilbage. Da var det, at han besluttede at forlade Theatret og i Sommeren 1801 henvendte sig til Vedkommende om Afskeed. F. har fleere Gange ønsket at forlade Skuespiller-Banen; i 1807 var dette Ønske saare levende; han betroede Fortælleren det og sine Udsigter til Overtrædelse paa en anden Vej; iblant hans Papirer findes en Ansøgning fra 1814 om Afskeed, men Fortælleren veed ikke, om den nogensinde er blevet indgivet; maaskee han har endnu senere næret det samme Ønske. Deslige Ønsker vare altid hans ramme Alvor, Følger af modent Overlæg, og aldrig yttrede han dem, for dermed at opnaae noget andet, hvilketsomhelst Øjemeed. Altid havde han derfor ogsaa forud nøie udkastet sin Plan og var betænkt paa Midler til sin og Sines Forsørgelse. Saaledes havde han i 1801 atter begyndt Sprogmester-Livet, men nu med Stadighed og Flid, havde udkastet Planen til en Cursus i Engelsk for fleere Deeltagere, og havde i Sinde at udarbejde og udgive et engelsk-dansk Lexikon. Imidlertid var denne Fratræden altid et betænkeligt Skridt, og der var naturligviis for en Mand, der havde en stor Familie, saa mangt et Hensyn at tage, at det altid forblev ved det blotte Ønske eller at Beslutningen maatte opgives.

        Hvad enten man nu 1801 fandt ikke vel at kunne undvære ham i Øieblikket, eller hans Foresatte erkjendte Talentet, endskjøndt det endnu ej havde viist sig i fulde Blomster, nok — man vilde beholde ham, og beholdt ham. — Hans Kaar bleve noget forbedrede, flere og større Roller bleve ham betroede, og Stemmen begyndte at løfte sig for ham iblant Publikum. Den første Rolle, i hvilken han ret vandt Publikums Yndest, var, saavidt Fortælleren mindes, Ludvigs i Sølv-Brylluppet. Efterhaanden steeg han meere og meere i denne Yndest, og Rosings ulykkelige Sygdom, der nødte ham til at trække sig tilbage fra Skuepladsen, bragte F. ind i denne store Konstners Roller, og dog har neppe Nogen ærligere end Foersom sørget over denne hans ”Mesters” haarde Skjæbne og Skuepladsens uerstattede Tab. Hvorvidt iøvrigt F. bragte det som Skuespiller, hvilke hans Fortrin og Mangler vare, derom maae Fortælleren overlade Dommen til dem, der forstaae Saadant bedre og flittigere have besøgt Skuespilhuuset end han, der fra 1808 til 11 kun saare sjelden, og fra 18111 indtil dette Øieblik aldeles ikke har bivaanet nogen Forestilling. Forresten troede man i de første Aar, at han ogsaa kunde have blevet syngende Skuespiller, og han maatte derfor besøge en daværende Sanglærers, Prof. Ferettis Synge-Skole; han traadte ogsaa et Par Gange frem, men Sangen lykkedes ikke synderligen, hans Hu stod ikke dertil, og han fik sig frietaget.

        Fra den Tid, han begyndte at stige op ad paa Theater-Himlen, indtil hans Død, henrandt hans Liv i en vis Eensformighed, uden synderlige udvortes Forandringer. Hans Stilling fordrede, at den største Deel af Aaret maatte tilbringes i Staden, og her havde han nok at gjøre; Rolle-Studium, Læren af nye Roller, Gjentagen af gamle, Prøver og Forestillinger udfyldte, tilligemed enkelte Informationer nu og da, næsten heele Tiden. Ej lidet forøgedes hans Arbejde ved Declamatorierne, af hvilke han gav det første i 1808 paa Hof-Theatret, og var overalt i Danmark den Første, der gav. Fra al denne Hvirvel, hvortil endnu kom Oversættelse af Shakesspeare, og et eller andet Arbejde, som Øjeblikkets Lyst eller Indtryk fremkaldte, blev ham kun liden Tid tilovers og af den tilbragte han sædvanligen den største Deel hos og med Fortælleren; Aftenen tilhørte Familien og Hjemmet, hvor da i en Række af Aar Hr. N. T. Bruun⁵ og atter Fortælleren fast vare hans daglige Gjæster. Sjelden besøgte han en og anden Familie, et eller andet Selskab; offentlige Steder søgte han ikke; dog kan han vel til en Tid have besøgt et og andet, for en eller anden Mands Skyld, hvis Selskab drog ham did.

        Sommermaanederne tilbragte han paa Landet, og ved det første Tegn, der bebudede Foraarets Komme, vaagnede hans Længsel og hans Higen efter at undslippe Staden og al hans daglige Gjernings Uroe. Mangen Foraarsdag, før Familien endnu kunde forlade Staden, ilede han did ud, og ugjerne reev han sig løs derfra i sildige Efteraar. Her tilhørte Tiden ham, her oversatte han Shakesspeare, studerede de opførende Stykker, gjennemtænkte sin Rolle, læste og skreev, fik Besøg af enkelte Venner, tumlede sig med Hustrue og Børn i Mark og Skov og Enge og var saare lykkelig. Tvende smaae leiede Værelser i en skjult, afsides Bondegaard mellem Brede og Lundtofte vare i de første Aar hans heele landlige Herlighed; men hvor glad og riig var han ikke i den! Fortælleren har her med Ham og Hans tilbragt mangen Dag, hvis Erindring Hører til hans Livs gladeste og uudsletteligste. I de seeneste Aar havde den ædle Grev Schimmelmann ladet F. og Familie anviise Værelser paa Bredegaard, og her henrunde hans fire sidste Sommere.

        Med sjeldne Aands-Gaver, dem hans Arbejder maae godtgjøre, foreenede han i sine mandige Aar megen Arbejdsomhed, stadig og udholdende Flid. Hanget til productiv Arbeidsomhed havde hos ham Overvægten; han besad derfor ogsaa hverken mange, vidt-udbredte eller dybe Kundskaber, dem hans paa saa mangen anden Maade ideligen sysselsatte Levnet desuden ikke levnede ham Tid og Roe til at indsamle, men Videnskaber og Konster tyktes ham at være Menneske-Livets bedste Herlighed, og levende Deeltagelse for Alt, hvad der i disses Riger rørte sig, fyldte hans heele Sjæl. Grundig Kundskab i det engelske Sprog, Færdighed i at tale og skrive det besad han uden Tvivl, og hans Studium af Shakesspeare og Alt, hvad der med denne Digters Værker og Sprog fjernt og nær stod i Forbindelse, var uafbrudt. Ingen Møje sparedes, intet Arbejde, end ikke det tørreste, skyedes; i yngre Dage gik han, saa at sige, paa Jagt efter at høre dannede Engelskmand samtale; en Sproglære kunde ret levende fængsle ham; alle overkommende Ordboger maatte gjennemsøges, alle Udgaver af Shakesspeare maatte opsøges og raadspørges; om enkelte dunkle, forskjelligen forstaaede shakespearske Udtryk søgte han, endog skrivtligen, Oplysning hos Enhver, han troede at kunne give den, og længe førend han begyndte at oversætte et Stykke, var det, dets Sprog og Talemaader alt mange Gange gjennemstuderede. Han havde en stærk og troe Hukommelse, stærk til at modtage Meget, troe i at bevare det Modtagne; man tænke sig de mange Roller, han havde lært og ideligen igjentog, de mange nye, der aarligen kom til, de mange Vers, der til hvert Declamatorium maatte læres udenad, og man vil indsee, at hans Hukommelse maatte have disse Egenskaber.

        De af hans Arbejder, der skulde hævde ham en Plads paa det danske Parnas, ere Oversættelsen af Shakesspeare og disse Digte⁶. Fortælleren mindes ikke meere, naar F. begyndte at oversætte Shakesspeare; saare vel mindes han, at F. og han i 1798 begyndte at ville læse denne Digter tilsammen, men fandt ham for svær eller rettere vort Kjendskab til Sproget for let; han veed ogsaa ret godt, at der i Aarhundredets Begyndelse opstod en heftig Strid som i Videnskabernes saa i Konstens Rige, i det Nogle levende bestormede de herskende Ansyn af Videnskab og Konst, dem Andre vilde værnende forsvare; i denne Strid nævnedes Shakesspeare ofte og var een af Bestormernes Helte. F. maatte naturligviis deeltage i en Kamp af denne Natur og var upaatvivleligen paa sin Helts Side, men hverken denne Strid eller den derved vakte Tale om Shakesspeare bestemte ham til Oversættelsen og han havde jo desuden allerede i October 1803 indleveret Julius Cæsar til Skuespil-Directionen. (See 1. B. af Sh. P. 158). I Aarene 1805 og 1807 udgav han Theater-Kalendere; i 1811 med Hr. Prof. Rahbek⁷ Qvartalskriftet Theone, af hvilket dog kun et Par Hæfter udkom; i 1812 Læsning for Yndere og Dyrkere af Skuespilkonsten, desuden Anecdotsamleren; i 1813 poetisk Lommebog, og 1813 og 14 Læsebog for Døttre-Skolen. Nu og da leverede han Bidrag til udkommende Maanedsskrifter f. Ex. til Athene 1816 en Afhandling, men det er ikke Fortællerens Hensigt som det ej heller for ham er mueligt, at gjøre Rede for alle hans Vens Arbejder og litteraire Sysler.

        Det var ham ikke nok, at have Shakesspeare oversat paa Dansk; han vilde ogsaa see disse Mesterværker fremstillede paa Scenen. Fra 1803 arbejdede han derhen og satte alt, hvad han kunde, i Bevægelse derfor; først i 1813⁸ lykkedes det ham at see sit Ønske opfyldt, da Hamlet opførtes. I September 1816 blev Kong Lear opført; det sidste shakesspearste Stykke, Foersom oversatte eller rettere bearbejdede for Theatret, var Macbeth; det var bestemt til Opførelse før hans sidste Sygdom, men blev — Benefice for hans Efterladte. —

F. elskede sin Konst, som Konst, og vilde med Schiller at

skulde

Ej af sædvanlig Skuespiller-Forfængelighed og Jagen efter glimrende Roller, men af reen Interesse for det, han holdt for at være det Højeste og Herligste i sit Slags, var det, at han ønskede de shakespearske Stykker opførte. Han udførte i disse Hamlet og Edgar i Kong Lear; forresten rare de vigtigste Roller, i hvilke han vandt meest Bifald og befæstede sin Skuespiller-Hæder, følgende: Correggio, Axel, Philip Montenach, Eduard Stuart, Adolph Willnang, Meinau, Moorland, Knud Gyldenstierne, Czar Peter, Clavigo, Laureval, Selim, Busk, Gerval, Dolgorucki o. m. fl. Efter en Optegnelse af ham selv havde han indtil 5te August 1804 og sit 35te Aar udført 234 større og mindre Roller; dog tør Fortælleren ikke indestaae for det angivne Antals fulde Rigtighed, da Optegnelsen er vanskelig at hitte Rede i.

        Men jo højere F. elskede sin Konst, desto lettere kunde det skee, at hans Harme kunde opvækkes over Meget, der — som han udtrykte sig — ”dernede paa Theatret” udenfor Scenen fandt Sted. I denne hans opvakte Harme tyktes det ham ofte, som om alle Menneske-Hjertets Furier, Nid og Efterstræbelse, Klaffre-Syge og Skadefrohed og deslige fleere der løsladte rasede, og han troede ej sjelden at bemærke Et og Andet, fra hvilket det bedre Menneske maatte bortvende sig med Foragt og Afskye. Kun Enkelte, saa paastod han, lykkedes det, at holde sig svævende, opløftede over ”Pølen” — thi med dette Navn betegnede han alt det i Tænkemaade, Sæder, og Adfærd ham saa Forhadte, der her syntes ham at viise sig — hvis tiltrækkende, nedsænkende Kræfter forekom ham mægtigen virksomme. Det er ej usædvanligt, at mange Mennesker gjerne ville drage Skuespilleren ind i deres Omgang, og da, naar hans Luune eller Talent yder dem Moerskab, viise ham en Hylding, der er saare forskjellig, alt efter de Hyldendes egen Viis og Dannelse; og det skal være skeet, at Skuespillere, der ikke forstandigen droge sig tilbage, herved geraadede paa Afveje, der deels syntes F. at være en Henkastelse af sig selv, deels førte til det Modsatte af den Dannelse, Skuespilleren bør søge, og deels endeligen førte bort fra gode Sæder, ordentligt Liv og Livets Lykke. Alt dette opvakte nu F. Harme og han stræbte altsaa saa meget mere at bevare sig selv; derfor flygtede han hastigen bort og skjulte sig i Hjemmet, hos Hustrue og Børn; derfor tyede han til Mennesker, han holdt for de Bedre, i hvis Samtaler han fandt en ædlere Nydelse og hvis Omgang idetmindste ikke førte bort fra det Rette; dertil hjalp ham herligen hans ”didieisse fideliter artes.” Der er i enhver Hovedstad en stor Hob af dem, der kun raabe paa ”panem et circenses” og naar der kun paa hvilkensomhelsk Maade er sørget for det Første efter den videste Udtolkning, eene have det Andet i Tankerne; kommer en Skuespiller did, hvor denne Legio sværmer, være han vis paa at omgives og bestormes med Snak om Theater, Roller, o. s. v.; intet var F. fortrydeligere, modbydeligere end dette; derfor flyede han ethvert Sted, hvor Saadant kunde ventes og lod sig ikke gjerne see uden iblant Mennesker, i hvis Hoved var Rum for Meere end Tanken paa panem et circenses. Han forlangte i det daglige Liv ingen videre Opmærksomhed, men han vidste det ogsaa ret, godt og følte det, at hans Aands-Gaver, hans Videnskabelighed, hans Levnet og Vandel maatte til vinde og havde tilvundet ham Agtelse og Ære; Saadant glædede ham ogsaa for Standens Skyld, den det syntes ham, at ikke enhver Skuespiller bestræbte sig for at hæve i Menneskenes Omdømme. Uagtet alt dette er det dog hændet ham, idetmindste eengang i Livet, at en Mand for ham yttrede et Slags foragteligt Nedseen paa Standen som saadan, et Slags ikke Villen-vedkjendesig ham, som hørende dertil; al hans inderste Følelse oprørtes herved og det var altid kun med Møje han siden kunde dæmpe den ulmende Glød. Han var ikke uempsindtlig mod det fulde Huuses Bifalds-Yttringer, men han kjendte det højrøstede Publikum alt for vel, til deraf at lade sig lede, end sige forlede; desuden havde Rosing allerede i hiint Brev advaret ham herimod og sagt ham, at den Skuespiller, der vil blive til Noget, skal kun spille for Faa, hvis Dom han kan lide paa; det er imidlertid ikke Fortælleren bekjendt, at F. i yngre Aar havde deslige Konstdommer-Venner, for hvilke han kunde sige sig egentligen at spille; men hans efterladte Papirer viise, at han i 1802 og 3 har efter hver Forestilling bedømt sig selv og sandeligen ikke skaansomt. Han afskyede alvorligen denne Jagen efter Klap, denne Stræben efter ved allehaande Fagter og Gebærder at drage Publikums Opmærksomhed fra Hovedpersonerne til sig; han kaldte dette Sidste et Tyverie for Alles Øine og paastaaer i een af sine Bemærkninger, at dette Slags Tyveris skal være meget gjængs paa den danske Skueplads. Alt, hvad der angik Skuespilleren, hans Forhold til Theatret, hans Stilling i Samfundet laae ham meget paa Hjertet og han forsømte aldrig, hvor Lejlighed gaves, at tale et Ord for det, der tyktes ham Ret at være; han drev meget paa Istandbringelsen af en Enke- og Børne-Forsørgelses-Kasse; den kom ogsaa istand, og hans Enke blev — den første, der oppebærer af den. —

        Fortælleren skal ikke kunne sige Meget om F. Forhold til Med-Skuespillere og til Skuespillets Foresatte. Disse Forhold vare i hans og F. mangeaarige Samlevnet altid sjelden og i de sseneste Aar aldrig Gjenstanden for deres venskabelige Samtaler og Meddelelser. Det bør ikke omtvivles, at en Mand som F. jo af sine Konstbrødre og Søstre har været elsket og agtet; men udenfor Theater-Forbindelsen har han vist nok kun staaet i nærmere Forhold til faa af dem; med Lindgreen levede og omgikkedes han meget og venskabeligen; saaledes ogsaa med Eegholm, over hvem han har skrevet nogle engelske Linier, der uden Tvivl i sin Tid stode i Adresse-Avisen; og Fortælleren mindes oftere at have seet Saabye i dennes sidste Leve-Aar hos F., der ved hans Død sørgede ærligen over ham, som en kjær Konstbroder. F. har oftere fortalt, at saa ofte han i tidligere Aar havde spillet godt, tiltalte Instructeur Rosing ham altid fyrigen og frydeligen med ”Søn” og ”Du,” hvilket ellers ikke var Tilfældet; sandeligen et skjønt Forhold! og for den unge Konstner lønnende og muntrende Ord; hvad F. har skrevet og fremsagt om denne Mand, var ikke tomt Kling-Klang, men hans Hjertens-Alvor, og saare rørende ere nogle Linier, de den 29de April i 1811 have vexlet med hinanden; nu grønnes Graven alt anden Gang over F., og denne gamle Konst-Fader har overlevet sin ”Søn.” Hs. E. Hr. Overhofmarschal Hauch hædrede altid F. med Tillid og Bevaagenhed; ej ganske et saadant synes hans Forhold til General Balderstorf som Theater-Chef at have været; og den nærværende Skuespil-Direction saae sig — ifølge Erklæring af 21de Marts 1816 — nødsaget til, ”uagtet F. almindelige erkjendte Værd som Videnskabsmand, Konstner og Menneske” ikke at bringe ham i Forslag til det ledige Instructeur-Embede, ”da Embedspligt gjorde det til en ubrødelig Lov for Directionen, her først at tage Hensyn paa saadanne Konstbrødre, der med lignende Fortrin havde et betydeligt Antal Tjenesteaar forud.” F. attraaede ivrigen dette Embede, troede sig fortrinligen skikket dertil, og gjorde sig al den Umage, der anstaaer en Mand, derfor; det blev ham imidlertid ikke til Deel, og dette fejlslagne Haab fremkaldte uden Tvivl det gamle Ønske, at fratræde.

        Til Jordens Mægtige og de Store har F. ikke staaet synderligen i Forhold; dog aabnede Shakesspare ham Adgangen til den grevelige Schimmelmanske Familie, dens Gunst og Bevaagenhed. Af denne ædle Familie har han modtaget mangen, ægte Gunstbeviisning, der var for Modtageren saa meget dyrebarere, som han aldrig trængte sig frem, men snarere drog sig beskeden tilbage; han forstod vel fiint at hylde, men han gjorde kun sjelden sin Opvartning; saa meget fuldere var imidlertid hans Hjerte og saa meget oftere løde i hans Huus-Kreds den høje Beskytters og Beskytterindes Navne. F. havde overalt om ikke mange saa dog fleere sande Venner, ægte Velyndere, der med redebon Velvillie, med forekommende Godhed i Stort og Smaat søgte at være ham til Tjeneste.

        F. var aaben og redelig i al sin Færd; Liv og Kraft var hans heele Væsen og hvad der flammede eller gjærede i hans Inderste, det maatte bryde frem; hvad enten hans Hjerte vendte sig til et Menneske eller fra det, saa skeede det altid ærligen; Ingen, der stod i Misforhold til ham, kunde tage Fejl af sin Mand. Han kunde opbruuse hastigen og hæftigen, og var da som andre og alle i denne Sindets Tilstand, ej altid billig, og havde især da en hvas Tunge⁹. Han betalte ikke Ondt med Ondt, men han elskede aaben Færd, og foragtede og afskyede af Sjelens Inderste den fejge Ondskab, der kun i Skjulet og Mørket tør overfalde og saare. Hvem han engang ret tilvendte sit Hjerte, var det stærkt og varmt hengiven; hvo der engang havde beviist ham noget Godt, udslettedes aldrig deraf; ingen var udelukket fra hans Velvillie, han deeltog oprigtigen med Enhver, hvem Skjæbnens Slag traf, og var altid redebon til den uegennyttigste, selvopoffrende Bistand; hvad han har gjort for Fleeres Efterladte, kan bevise det. Han kunde fejle og falde, men hans Grundsætninger vare reene, og Godt og Ondt vare som i sig selv saa i hans Hjerte evigen adskilte; har han fejlet og faldet, saa har han ogsaa ærligen angret Fejltrinnet, og har rejst sig af Faldet med en Kraft, som saare, saare Faa besidde; Fortælleren veed det ganske vist. Han var og vilde verre en retsindig og skikkelig Mand i god, gammel Betydning; Usædelighed gav han ikke et pænt Navn til Sminke, men afskyede den i enhver Skikkelse; hans Børn bleve opdragne i Tugt og Herrens Formanelse og hans Hustrue havde ihenseende til alt saadant med ham eet Begreb og een Villie.

        Og Tugt og Herrens Formanelse vare ham vigtige Ting, thi han havde virkeligen, ikke skrømteviis, sine Færdres Troe. Han fordybede sig gjerne i Tanken paa den Uendelige og Bibelen var en Bog, han ofte læste i. Han elskede Fasthed i Troe, som i alt andet, og Vaklen hid og did var ham forhadt i alle Ting.

        Hans Udvortes faldt Menneskene behageligt i Øinene og Qvinderne fandt altid hans Aasyn smukt. Ild var der i hans Øje; Liv og Raskhed i hans Tale og Bevægelser. Hans Legemsbygning var ikke af den skjønneste Form, man klagede over visse Fejl ved Armene og i disses Bevægelse, ligesom ogsaa over nogen Utydelighed, naar han talte fra Theatret af. Han havde uden Tvivl af Naturen en stærk Constitution, men dens bedste Kraft var hensvunden for hans sidste Sygdom. I 1811 blev han beladt med en saa stærk Gigt i Hænder og Fødder, at disse næsten tabte al Liv og Følelse; disse kom vel tilbage, men den forrige Legemskraft aldrig. F. skaanede aldrig sine Kræfter, være sig Sjæls eller Legems, og han var med sin heele Sjæl i hvert Øjebliks Gjerning; han arbejdede meget, ofte med Kræfternes yderste Anstrengelse; næsten hvert Øjeblik maatte han være i Spænding; Theatret dets Kulde og Træk virke især fiendtligen under saadanne Omstændigheder; hvad Under da, at ogsaa hans Sundhed blev nedbrudt¹⁰?

        F. elskede hjerteligen, inderligen sin Ungdoms hustrus, og elskedes faaledes af hende; hans Børn vare hans Sjæls Lyst og Glæde og Herren havde givet ham 6 at føde og opdrage. Hans tvende Sønner holdt han til Studeringer; disse havde været Faderen Livets bedste Deel og skulde ogsaa vorde Sønnernes. Han var næsten bestandig hos sin Familie; han læste, skreev, og lærte udenad i den samme, ofte lille Stue, hvor Konen og de ældre Børn syslede og de mindre støjende leegede. Døden, hvis mulige Nærhed Familien ikke ahnede, overraskede ham i dens Arme den 24de Januar 1817. En Nervefeber reev ham bort.

        Og hvo er nu denne Fortæller, der har fortalt alt dette? Udentvivl ingen anden end Præsten N. N. (See 1. D. Pag. 162.)