I.
Saa sødt et Kys ei gyldne Soel nedflammer
paa friske Morgendug i Rosens Skiød,
som Dine Smiil, naar deres Straale rammer
den Rat af Dug, som paa min Kind nedflød;
ei heller halvt saa klart Sølvmaanen skuer
sit Lys i Dybets speileklare Bryst,
som i mit Aasyns Graad Dit, Aasyn luer;
hver Taare af Dit Billed er oplyst:
hver Taare Dig, som en Triumphvogn bærer,
saa seirstolt frem Du drager i min Qval;
skue dog det Taarevæld, som mig fortærer;
min Qval Din Gloria Dig reise skal. —
Kun elsk Dig ikke selv; thi da Dit Øie
vil i min Taare evigt speile sig.
O, Dronnings Dronning! kom Du fra det Høie?
Kan Tanke tænke, Tunge nævne Dig?
II.
Har ei Dit Øies Sprog med himmelsk Fynd,
(for den al jordisk Talekunst maa falde)
mit Hierte overtalt til Meeneeds Synd?
Meeneed for Din Skyld Synd man ei kan kalde.
En Qvinde jeg forsvoer: men hør Beviis,
at Dig jeg ei forsvoer: Du est Gudinde:
min Eed var jordisk: Du fra Paradiis;
mig Naade skeer, maa jeg Din Naade vinde.
En Eed er Ord, og Aandepust er Ord;
Du Soel! hvis Straaler nu min Jord opgløde,
hiin Aande aander ud; i Dig den boer:
er den da brudt, er det hos mig ei Brøde;
om brudt af mig? — hver Daare er saa viis,
at sværge Meeneed for et Paradiis.