Og saa — saa aander op mit Hjærte atter.
Jeg vaagner med den vaagnende Natur.
Ja det var svære, tordensvangre Drømme;
jeg ser mig om, og endnu knap jeg fatter,
at Regnen faldt med Storm i stride Strømme.
Nys stod den blaagraa Sky, høj som en Mur,
og hælded sig til Fald henover Skoven;
nu stiger hist, hvor Æthersvaner svømme,
en lille Fugl op mod den rene Luft,
og Blomsten svælger i fornyet Duft,
og gennem Engen klinger Kildevoven.
Jeg hilser Dig, du Dag, som atter straalerl
Jeg drikker Sundhed mig af fulde Skaaler,
som rækkes atter mig ved Livets Bord.
End blinker hist og her i Bygens Spor
en Taare mellem Engens Blomsterflor,
en tavs Tribut til Den, som karrig maaler
hver Dødelig hans Lykke til paa Jord.
Men bliver Lykken heller ej saa stor,
som den har været: Solen er dog fremme,
og Fuglen prøver jo paany sin Stemme; —
og Solen tørrer, skal man se, hver Taare,
og Stemmen kommer nok igen ad Aare.