Fred med jert Støv!
I Digte og Sange,
som nu lægges ned
i mit Folk.
Ungdom har kaldet Jer frem til Liv.
Hvad den blivende Ungdom har givet sit Stempel,
det lever — jeg er ikke bange —
og befrugter ved sit Eksempel.
Men selv i den flygtige, den, som forvitrer,
jeg haaber der findes en Gnist.
En Gnist kan vække en Brand, som knitrer,
naar blot man gi’er Luen Frist.
Saa peg kun, hvor Sangen har Lyde og Plet,
hvor Digtet i Hindringer hildes!
Naturens Husholdning kender for Ret:
at Intet aldeles spildes.
Forstaaelse søger jeg mig i jert Spor.
Den kan kun Sangeren finde,
naar Børnene brydes derude
i Kamp med stridende Vinde.
Hans Fejl er arvet paa Børnene ned,
men ogsaa den Styrke, hvormed han stred.
Saa fører de Kampen derud paa Gaden,
fra Stuen ud over Landet og Staden;
hvor selv han sig holdt for en Helt derinde,
derude vil næppe saa stor han sig finde;
og omvendt, hvor han en Synder sig troede,
fordi han saa ene i Stuen boede,
dér vinder hans Haab sig et Tilflugts-Rum
ved det store commune naufragium.
Et Menneske netop, paa Menneskers Vej,
han føler sig stedse! fortvivler ej,
selv om hans Fod paa Vejen forvildes,
thi Menneskegerningen bærer sin Ret
og Hæder i sig, trods Stænk og Plet;
i den ærlige Viljes dybeste Grund
findes det Vink, hvormed Dommen formildes,
og sandt er det Ord i Menigmands Mund,
at — hvor der handles, der spildes.
Fred med jert Støv!
I Digte og Sange,
en Del af et Liv,
som er endt.
Saar har I hentet jer, Sporer fortjent;
nuvel, I kan være den Rejse bekendt.
Forsoning og Fred paa den Mødiges
I søger, og søger med Rette:
kun ikke Fred for hver Pris!