Det var aarie om Morgnen, de drog fra deres Hjem
under Lurens Jubeltoner med Lyst gik det frem,
Dugvæden laa
over Vejkantens Straa,
højt oppe i Luften slog Lærken.
Der faldt blinkende Glans fra Skybankens Top,
Solen stod op
bag Morgenskyens Vold,
forgyldte hvert Skjold
og gnistred i hvert Led af Pansersærken.
Middagssolen brændte paa den smægtende Flok;
de var nu paa Retræten, de havde faaet nok;
langs Vejen de laa,
stirred mod det Blaa
og ønsked sig Skyer for Solen.
Skjoldene var buled’, Pansersærken smidt;
haardt var der stridt,
Sværdene i Skaar,
væskende Saar
og røde Pletter nedad Vaabenkjolen.
De laa til om Aftnen, til Engduggen faldt,
saa rejste de sig mødige, og saa blev de talt.
Hælvten var der ej,
den var vandret den Vej,
hvorfra Ingen vender mødig tilbage.
Mod Solnedgangen saa’ de og tænkte paa den Sky
fra Morgenens Gry,
paa den skingrende Lur,
paa Pansrets Politur, —
og Aftenskyen hørte deres Klage.