Som af en Febersøvn var Jorden vaagnet.
Vildt havde Gløden Kæmpekroppen hærget;
en Kamp for Livet, hvoraf Livet var
udgaaet sejrende til Slut af Dysten.
Igennem Millioner Nætters Ode,
en Gnist i den uendelige Nat
og dog en Kæmpebrand med Miles Lysning,
indsvøbt i Flammetaagers Dampgevandt,
vor stolte Klode havde hvirvlet hen.
Gevandtet faldt. Det braged gennem Rummet;
da styrted Vand mod Ild; en Kamp begyndte;
tilbage til det Skjulte drog sig Flammen,
og atter blussed Kampen op igen.
Og Taagen spredtes, hvert et Brag forstummed
da laa der Hav og Land i Favntag sammen,
og Solen deres Bryllupsdag forkyndte.
Det voksed langsomt. Tomme kun for Tomme.
Af Havet, som et dovent Kæmpedyr,
en Fjeldryg hæved sig, snart hist, snart her,
og gisped tungt i Gryets svage Skær.
Da krummed sig langs Havets Dybder Kysten,
og, følgende de rappe Vindes Spor,
der svang sig op med lette Slag fra Dalen,
mod Morgenhimlen med et Glædes Gys;
som den, der vaagner efter Feberdrømme,
højt stræbte Bjærgets ungdomskække Pande.
Og Solen skinned paa de nye Lande,
og alle Vinde, vuggende i Kor,
fra Højden hilste den opstandne Jord.
Der laa den, dampende af Frugtbarheden.
Det pipled, spired, mylred af dens Skød;
ustandset Livets Kilder af den brød,
og den blev smykket, som den aldrig siden
er bleven smykt ved nogen Højtidsfest.
Rundhaandet var den Vært, som Bordet dækked,
og der var Rum og Retter for hver Gæst.
En Strøm af rige Kræfter, rulled Tiden
sin raske Bølgerække Lag paa Lag,
og overalt, hvor Bølgens Aande rækked,
det dufted som af Muld en Foraarsdag . . . .
Der var saa lunt, selv dér hvor Skyggen faldt,
hvor Kæmpebuskens yppige Gestalt .
for Solen spændte sine Silkeskærme.
Der var et løvindhegnet, fredlyst Rum,
og dér var Vinden tavs og Fuglen stum,
og intet Trin af Dyr sig turde nærme
den Plads, som Dyrets Hersker havde søgt.
Og Løven kom med Spring, og stille stod,
og trak sig baglænds, skamfuld, Fod for Fod
bort fra en Lighed, som dens Blik ej taalte;
og Antilopen studsed, da den maalte
sin egen Ynde med, hvad her den skued: —
hvor Solen dæmpet gennem Skærmen lued,
paa Blomsterbolstre, trygt i Skyggen inde,
laa sovende den første Mand og Kvinde.
Han drømte, Adam. Først som Barnet drømmer,
om lyse Fnug, som gennem Luften svømmer,
om Dyr, som kommer kælent, naar man kalder,
om grønne Enge, Fugle smaa paa Grene,
om Kilder og om blanke Glimmerstene.
Saa standsed Kilden. Fuglene fløj bort,
og Bækkens Vande blev et Bækken sort,
og underlige Dyr befolked Vandet.
Han saa’ dem, levende, med Dyndet blandet,
han saa’ dem mylre, fare om og svømme.
Og Adam skælved let i sine Drømme.
Det bobled op, og Bækkens Bund sig hæved;
dens Vande voksed, Dyrene med Vandet.
De drev omkring, og hvor et enkelt landed,
dér krøb det op og hagede sig fast.
De rejste sig, og Dyrehammen brast.
De havde Ben og Arme, Brystets Hvælv
og Hoved. Adam gøs og saa’ sig selv.
De maalte stumt hverandre; og saa tog
den Stærkeste fra Jord en Sten og slog
den Nærmeste for Panden, saa han segned.
Det var en Drøm. I Drømme Adam blegned.
De sloges Alle. Vidt og bredt der lød
en Stønnen, og den mældte Saar og Død.
Snart veg for Køller Stenen, saa kom Buer
og Pile, Lanser, saa kom Hjælm og Huer,
og da jo Huen skulde kløves, kom
et Sværd. De skifted trolig Vaabnet om,
og stedse hed det: Fælde eller falde!
Det var en sælsom Slægt. De sloges Alle.
Saa gik de fra hverandre, bort i Flokke.
Der blev lidt Rum og Tid for andre Sager
end netop dem, hvorved man Livet tager
fra den, som ej kan værge for sit Liv.
De bygged Bolig for dem selv og Viv,
de saa’de Kom og skar det med en Kniv,
de avled Frugter og de avled Sønner.
Da steg mod Himlen deres Sang og Bønner,
og Himlen sendte, som til Tak for Sangen,
Trang, Tvivl og Nød og Sot, en Slump ad Gangen.
Og Slægten voksed, og dens Nød med den.
Dens Sygdom slog, hvor Sværdet før kun leged,
dens Pinsler brøled, hvor kun før blev skreget,
dens Kvinder visned, blege blev dens Mænd.
De jaged i et Kapløb sig tildøde
om Rang i Flokken og om daglig Føde;
Blod randt i Strømme, bitre Taarer fløde,
og Adam saa’, hvor Hjærnen maatte gløde,
hvor Senen maatte spændes over Evne,
før Munden mættet blev og Tørsten slukket
i den uhyre Livskamps Kæmpestævne.
Og Adam hørte rædselsslagen Sukket,
som svæved over Millioner Lig . . . . .
Han vaagned op af Drømmen med et Skrig,
og saa’ til Siden, dér hvor Eva hvilte.
Hun sov. I Drømme hun til Adam smilte.