. . . . Fortælle! om hvad? Naa, De mener en Stump
af en Ende? aa ja da, lad gaa;
jeg kan spinde Dem en, om De bare gi’er Tid
en Minut, mens jeg bytter min Skraa.
Jeg var ude som Baadsmand
ombord i en Bark,
og Kaptejnen var Yankee
og kaldte sig Clark
eller Clifford, jeg husker ej ret;
man skal bære det Navn, som man bedst passer til,
og ombord hed han kun: Go ahead.
Han var stiv som en Stang, han var haard som et Jern,
i en Storm var han først i sit Es,
og han sejled sin Skude med Dækket i Vand,
og tilvejrs for det fuldeste Pres.
Han var Karl for at sejle,
det lader jeg gaa;
men en Skipper skal mer, end som
bare gaa paa;
han skal svare til Fartøj og Fragt.
Og saa gik det . . . . ja, nu skal De høie hvordan,
da Kaptejnen og jeg havde Vagt.
Vi maa mindske! — Gaa Fanden ivold;
Du har bedst af at lystre den Ordre, Du fik,
hvis jeg ikke skal gøre Dig koldl —
Og han tog sin Revolver
og peged dermed;
saadan Pegen kan nemt gøre
Nogen Fortræd,
og jeg vendte mig om og drev væk;
men i selv samme Nu gik vor Stagfok tilsøs
og Topstangen ned paa vort Dæk.
Og i Byger kom Vinden, det kuled, det røg,
og en Styrtesø rydded vort Dæk,
og vi pressed og pressed, og Søen den stod
i Bjærge om Stævn og om Hæk.
Og Sejl slog vi under,
og Sejlene gik,
og Skuden hun hev, til hun
Slagside fik;
og hvert Raad blev af Skipperen mødt
med en Ed, til omsider vi kæntrede laa
henad Vandet, og Skibet var dødt.
Der laa han og jeg nu i Søen og drev,
vi To, hele Resten var væk.
Vi red paa en Stang, men Kaptejnen var bleg,
for hans Ryg havde faaet et Smæk.
Han klaged sig ikke,
han tog kun min Haand
og trykked den, førend han
opgav sin Aand
og svandt i det sydende Skvæt;
og det sidste, jeg hørte, før Taget han slap,
det var: Baadsmand — Farvel — go ahead!