Skub mig den Kande tilbage,
ret saa, min Dreng, og begynd —;
altsaa Kærlighed voldte Dig Plage?
i din Alder; det var jo dog Synd!
Du behøver forresten ikke
at fortælle mig mere derom;
ja, Du ser med saa spørgende Blikke,
kom nu, min Gut, lad os drikke,
til Kanden er bleven tom!
Nu er jeg rynket og graa,
og Pigerne ser ikke paa mig;
det er saa ligefrem,
Alder med Alder vil gaa, —
til Gengæld saa ser jeg paa dem.
Jægerens Øje er hvast,
det er gammelt, man narrer det ikke;
da jeg var ung . . . . naa, drik væk!
Har man skænket, saa skal man og drikke.
Nu er jeg gammel og graa.
Hvem har gravet de Rynker i Panden?
Tror Du: den springende Daa? —
lad den springe, jeg giver den Fanden!
Tjent har jeg Herskabet tro,
jeg har røgtet min Dont som den Bedste,
undt mig ej Rast eller Ro;
det har sat mig den første Rynke. —
Pigerne satte den næste.
Alle de Piger, jeg ser,
ingen af dem, ikke en,
det vil jeg sværge, er værd
al den Staahej.
Flygtig og springsk af Gemyt,
kender de Ligevægt ej,
vil kun bestandig det Ny og lidt Fjas.
Selv om din Sjæl var af Guld,
de forraadte din Sjæl for lidt Stads.
Skub mig den Kande herover! —
Dreng, har Du Lov til at sidde
maabende, som var det.Hele
tabt med et Nu?
Skaal! Lad dem fjante og fjase,
lad dem endogsaa bedrage. —
Hvem der var grøn, i din Alder,
havde sin Ungdom tilbage,
hvem der var uerfaren som Du! . . . .