Sommer i Gurre
Juli 1876.
Juli 1876.
Solen er til Hvile, den slukte sit Lys;
Dagen vil sove.
Engene damper, der gaar som et Gys
gennem Gurrevangs Skove.
Der sitrer et Minde paa hvert et Blad,
som bøjer sig, tynget af Duggens Bad;
i Bunterad,
mens Dampene tættes og skilles ad,
staa Enge og Minder og Skove.
Og det løfter sig, suget af Glansen fra oven,
det svulmer som Voven;
det sænker sig ned,
og der fødes et Digt
ved Skovsøens dæmrende Bred.
Vidt har Du strejfet, Du raske Fod,
traadt de forunderligste Veje;
jeg har næsten haft en Tryllestav i Eje.
Jeg har suset over Sunde, fløjet over Flod,
jublet ved den Tanke, at der, hvor jeg stod,
var Hundreder af Favne til Jorden.
Jeg har svømmet og svælget i en Overflod,
plyndret i Paladser og i Kræmmerens Bod —
og nu vender jeg belæsset hjem til Norden.
Tusinde Tanker med Sydluftens Fart,
men alle uden Love og Orden,
som den Gang det Hele var i Vorden.
Tanker som Byttet — den selvsamme Art,
sammenrapset Rov, der vil spredes, saa snart
Fødderne atter finder Fæste.
Der blev kysset og klappet, blev spurgt og svart,
blev givet og taget — det er dog saa rart
at elske sig selv som sin Næste!
Vidt har Du strejfet, Du raske Fod;
mod Slutningen blev Du lidt mødig,
nu kan Hvilen nok være nødig.
Jeg vil strække mine Lemmer ved Bøgetræets Rod
frede om min Tanke, saaledes som den stod
spirende af Mødrenejorden.
I den sællandske Sommernats Overflod
vil jeg svømme som en Salig — og jeg vil gøre Bod
som en Synder for min Glemsomhed mod Norden.
Kun dér, hvor Vuggens Gænger gik
i Takt til Ammens Sang,
kun dér, hvor Moderhjærtet fik
Erstatning i et Barneblik
for Natten lang,
kun dér min Sang
kan blive til fuld Musik.
Derude omkring paa den fremmede Jord
lyder vel større og stærkere Ord,
dybere Længsler og Sukke;
men vore Længsler og vore Ord
maa sættes i Sange af En, som bor
i det Hus, hvor han leged med Dukke.
Kun dér, hvor Skolen skrev sin Lov
i Rektors Protokol,
kun dér, hvor Folen slog sin Hov
bagud i Vaarens grønne Skov,
saa Stub og Knold
fløj Pokker i Vold —
kun dér kan man trække for Plov.
Derude falder vel tungere Slag
og tages for Livet vel drøjere Tag
til Plovmandens Piskesmælden;
men vi har jo ogsaa vor Gerningssag,
i den skal vi føle de Nakkedrag,
vi fik som Dreng af Pedellen.
Kun dér, hvor Ungersvenden stod
en Aften sejershed,
kun dér, hvor »hun« ham knæle lod,
og hvor han ydmyg gjorde Bod,
kun dér jeg véd
om Kærlighed
at synge som Sanger god.
Derude blusser man dobbelt hed,
derude sværger man større Ed,
om just ej til større Nytte.
Der fødes dog ingen skønnere Sang
end dér, hvor man fik for første Gang
et Kys og gav Hjærtet i Bytte.
Kun dér, hvor Sommerdagens Glød
i Søen ej forsvandt,
hvor Solen, som om den fortrød
sin Afsked, over Havets Skød
et Lysgevandt
har lagt som Pant:
den kommer som Morgenrød —
kun dér har Digteren Hus og Hjem,
trods Vinteren lider af Koldbrand slem
og Sommeren sjældent af Tørke.
I Syden lejer han Lejlighed,
men Dagen er der for feberhed
og Nætterne altfor mørke.
I den flimrende Nathimmels dæmpede Glans,
med Taagernes Dans
over Skovenes Krans,
vil jeg prise da Alt, hvad jeg udenlands
har maattet saa smægtende savne.
Den hjemlige bløde og blide Natur,
hvor ingen Fjældside løfter sin Mur,
hvor ingen bevæbnet Bandit staar paa Lur,
hvor Livet er sat som paa Mælkekur,
vil som trofast Elsker jeg favne
og give de ømmeste Navne.
Ja, jeg vil henrykt slynge min Arm
om din Midie smidig og smækker;
men — jeg har været i Slagets Larm
og har Staal endnu i min Tanke:
jeg maa være din Viljes Vækker.
Ja, jeg vil løse dit guldgule Haar
og sno mig deri som i Lænke;
men — jeg har levet paa Granskerens Kaar,
jeg vil ikke blot kvinkelere:
jeg vil lære Dig ogsaa at tænke.
Ja, jeg vil yde Dig al den Tribut,
der skyldes din Skønhed og Ynde;
men — jeg har selv sat for Legen Slut;
der trænges til Alvor i. Sagen,
og Du trænger til at begynde!
Saa vil vi sætte os sammen hen,
jeg vil synge Dig for mine Sange.
Elskeren bliver en trofast Ven,
han er kølnet derude i Livet:
Du behøver ej blive bange.
Og Skoven bæver, og Vindens Dans
gaar let som et Føl over Engen;
nu l’gger da Folket her til Lands
og sover fornuftigt i Sengen.
Over Gurrevangen gik Solen ned,
jeg aander den dampende Kølighed,
men hvorfor bliver min Kind saa hed,
hvorfor tænker jeg ikke paa Sengen?
Det bruser som fjærne Haves Musik,
det griber i store Strænge.
I Gurre er ikke Alt Romantik,
ikke Alt er taagede Enge.
Gid Dagen med Trommer og fuld Musik
maatte træffe i Solbruddets Øjeblik,
tvært imod Vane og gammel Skik,
lysvaagen og oven Senge,