Konkylje
München. 76. Januar.
München. 76. Januar.
Spærret og lukket af Frost og Sne,
en Fange i Byen af Papmaché
blandt Dilettantismens Dukker.
Alperne blaa i den øde Natur,
F’astlandsvinter og Fastlandsmur; —
mod Havet, mod Havet jeg sukker.
Var Vikingeblodet end aldrig saa tyndt:
naar Savnet af Søen først er begyndt,
saa skriger den nordiske Længsel;
vil op og vil ud paa det gyngende Bræt,
vil dykke sig dybt i det dyngende Skvæt,
vil slaa Fyldingen ud af sit Fængsel.
Jeg støtter mod Kinden den knyttede Haand,
det river og rusker i alle de Baand,
som skamgnave Vikingeviljen.
Jeg finder ej noget forløsende Ord,
der bringer den brusende Længsel ombord, —
da træffer mit Øje Konkyljen.
En Brevpresser, brugt til at holde Vagt
for alle de Fanger, som Togtet har bragt,
for Sangene født inden Døre.
Og Fangevogteren aabner sin Mund,
Læben vinker saa frisk og sund, —
jeg holder den op til mit Øre.
Det suser og synger der inden i:
en Stump af den vældige Slagmelodi,
naar Bølger bag Bølger knejse.
En frelsende, frihedsfødt Frontmelodi.
Jeg jubler den efter, jeg føler mig fri:
Oceanet er med mig paa Rejse!