Viribus unitis
(Indskriften paa Verdensudstillingsbygningens Hovedportal.)
(Indskriften paa Verdensudstillingsbygningens Hovedportal.)
Wien. Maj 1873.
Bag Wurstelprateren, Dyrehavsbakken,
der ser Du en Mand med Flitter paa Jakken,
i Haanden en Brix, i Næsen en Skramme;
det er en Gren af den gamle Stamme,
som aldrig kan uddø, som stedse forynges,
som altid er med, hvor Folk skal gynges;
det er Narren, min Ven, det er Manden for det Hele,
spørg ham, han kender til alle Dele;
han var Løvetæmmer, har- trukket med Bjørne,
han har vist frem baade Ræve og ørne,
han kender Verden fra Fjælebodssiden,
og han har fulgt godt med Verden og Tiden.
Nu staar han her paa det sludfulde Hjørne,
fjærnt fra Løver og fjærnt fra Bjørne;
Praterens Træ drysser Regnen paa Trøjen,
Stemmen er hæs. — Over Larmen og Støjen,
over Publikums Latter ved Gyngen og Ballonen
lyder dog skarp som en Ragekniv Tonen:
»Lige efter Næsen. Op med Skillingen.
Her gaar Vejen til Verdensudstillingen!«
Med hvirvlende Vande, med Skum og Skarn,
stærk som en Mand, flygtig som et Barn,
vild som en Tatertøs i Laser,
som en Flygtning, der har smurt sine Haser,
farer Donauen frem gennem Stepper og Skove,
kender ingen Hvile, tør ikke sove,
maa vælte og vælte den plumrede Vove,
til Farten ender, til Havet det sorte
slipper Flygtningen ind bag de brede Porte.
— — — — — — — — — — — — —
En sælsom Flod. Det blinker dernede.
Søg, Du skal ikke forgæves lede;
fra Skarnet, fra Slammet, fra Dyndet det bløde
kan Du drage Guldet det glimrende røde:
det kom fra Marken, fra Steppernes Hjorde,
fra Flækker og Byer; — den store Horde
træller jo troligt, saa Sveden driver,
Bonden saaer og Oksen hiver,
Slægt paa Slægt giver Gylden til Gildet.
Og Floden har faaet, hvad Floden har villet.
Saa løb den afsted med det klingende Bytte. —
Men ak, hvad kunde dens Krumspring nytte!
Man kasted en Dæmning i Praterens Have,
tog høflig til Hatten og bad om en Gave;
Floden blev vred og vilde sætte over,
da bandt man og basted de stædige Vover,
og plukkede Alt, hvad Floden havde hentet,
og rejste saa Verdensudstillingsmonumentet.
Er det Babelsmythen fra Oldtidens Mørke:
Er det Kraftens Sæd fra Ægyptens Tørke,
Kraften fra hine Kolossernes Tider,
der klækkede ud de stolte Pyramider?
Er det Vidne om Noget, vi ikke kender,
et Magtsprog over Millioner Hænder?
Eller er det blot saadan ganske uden videre
en Circus for alle Industriens Beridere?
Betyder disse flagrende Bannere noget,
disse Farver og Vimpler i Farvetræk broget,
denne Kejserkrone, der straaler imod Himlen,
dette mægtige Tag, der skærmer over Vrimlen?
Eller er det et Skaktræk, det sidste paa Brædtet,
førend Regnskabet bliver gjort op eller slettet?
Svaret er Fremtidens. Vi er kun Dagen.
Dagen kan fejle. Og dermed: til Sagen!
De dumpe, drønende Hammerslag
lyde derinde.
At pudse og glatte er Høvlens Sag,
men Høvlen bruger man ej idag;
Øksen lyder som Tordenbrag
og Saven som hvinende Vinde.
Hulter til bulter, op og ned,
Raaben og Skrigen;
Kryben og Kravlen med Kalk og Ved,
svimlende Højde; — sæt, at de gled:
hundrede Alen faldt de da ned,
trimlende oppe fra Stigen.
Tæpper og Tøjer, Farver og Glans,
Pragt uden Lige.
Slaverne søge til Lands og til Vands
Glimmer for Øjet, Stof for hver Sans;
saa er man færdig; paa Toppen en Krans.
»Kom saa, — men helst dog de Rige!«
Man venter og venter. Bag Praterens Træer
staar Monumentet.
En enkelt Englænder her og der,
men hvor er den hele fremmede Hær?
Wieneren trækker saa tungt sit Vejr:
»Jeg havde dog rigtignok ventet . . . .«
»Kan Regnen regne de Fremmede væk,
hvad du’r saa det Hele?«
Saa lytter man spændt, og hører — et Knæk;
i Børsskibet sprang der en vældig Læk.
Selvmord, Fallitter, Forvirring og Skræk, —
det er Byttet, som man skulde dele.
Det »Knæk« det varsler nok større Brag,
som følger bagefter.
Men lad det kun ramle! Den gode Sag
den lærer sig nok at fare i Mag,
og Fremtiden ler i den rensede Dag
ad disse »Forenede Kræfter«.