Jeg slentred omkring i den hollandske By
og kigged paa Huse, gamle og ny,
jeg søgte for Regn i Kaféerne Ly,
jeg snakked med Poul og med Pieter.
Bestandig den brede, vandede Snak,
flad som den Egn, hvor et Bjerg er en Stak —
saa standsed jeg foran et Gitter.
Jeg havde jo ventet at træffe en Rest
af dem fra Skyttelavsherrernes Fest,
af dem fra den Kirke, hvor Rubens var Præst
og hvor Rembrandt sang for i Koret.
Jeg havde dog haabet paa Glimt af den Kro,
hvor Steen han dansed, Ostade lo
og Teniers slog Trumfer i Bordet.
Jeg havde dog tænkt, ved at tage paa Slump,
at træffe, om saa det i 1 var kun en Stump
af Kærnekarle som Ruyter og Trump,
af Alt, hvorom skrevet og læst er.
Forgæves. Kun Tamhed i Smaat som i Stort:
saa standsed jeg foran Gitterets Port
fy og læste: De vilde Bæster.
»Her maa Du da« — raabte jeg — »ind og se,
hvorledes Naturen endnu kan sig te,
hvor Spottefuglen endnu kan le
og Tigerkattene springe.
Her stiger vel endnu den Aand af sin Grav,
som Rubens med Penslen som Tryllestav
i paa Lærredet vidste at tvinge.
»Her taler vel Kødet sit Kærnesprog,
her sidder man dog ikke superklog
og kvækker paa Fred i en hyggelig Krog,
hvor Alt som fejet og blæst er.
Her slaas vel de bredeste Sluser op,
og Livsstrømmen skummer i jublende Hop —
der staar jo: De vilde Bæster!« . . .
Men Tigerkattene laa som i Døs,
og ingen Aber slog Gækken løs,
de sad og lysked sig dvask ved en Pøs,
hvor Vandet lugtede ilde.
En Hun-Bavian gav sin Unge Ris,
mens Hannen studered en gammel Avis
og brugte en Kringle som Brille.
Og Løverne snorked og Bjørnene med,
og Bøflerne gjorde Sietingen Fortræd,
og Vildsvinet rørte sig ej fra sit Sted,
men lod sig endogsaa beføle.
Og Ørnene hang med Næbet i Bur,
og Nilhesten gik en gemytlig Tur
rundt, rundt i det æltede Søle. —
Saa havde jeg nok. I den hollandske By
jeg kigged paa Gader og Huse paany;
jeg søgte mod Regn i Kaféerne Ly
og snakked med Poul og med Pieter.
Og løste Billet til det næste Land,
at se hvad man der mulig finde kan
bag eller foran et Gitter.