Holger Drachmann (1846–1908)

Min Sang, min Sang!

Hæv Dig nu, baaren paa Hæderens Vinge,

did, hvor engang

jeg skued med Længsel i Øjet,

da end jeg var ringe.

Mit Knæ er nu bøjet,

bøjet mit Sind;

hvad Modgangens Tider, de trange, ej mægted,

mægter nu Du,

Hæderens Dag med dit Lys fra den straalende Tind.

Jeg har endnu Vaaben

at slaa eder med;

jeg lægger dem ned

paa et indviet Sted,

hvor de fredlyste Kildespring risle

og Skoven staar stum.

Qp da, min Sang,

mod det evige Rum!

som en løssluppen Dampsky, der hvirvler mod Solen;

og Dampen er tusinde perlende Taarers samlede Sum.

Mod det evige Rum,

hvor Sole er Stjærner, og Stjærnerne Duggen i Enge,

stiger min Sang.

Du spændte de Strænge,

som nu over Lyrens Elfenbens Sangbund

hvisker dit Navn.

Ak, giv mig engang kun,

naar Rummet sig lukker og Stjærnerne blegnende svinder,

med Manddommens stærkeste Minder

at trykke din Haand

i en inderlig Tak: før Forliset jeg naa’de dog Havn!

Og da jeg var ung, mig selv kun jeg saa’.

Jeg havde derinde saa meget at gøre

og aldrig Rist eller Ro til at naa

derud. Jeg blev inden Døre.

Dér spejled sig, mente jeg, Verden af;

javist, men jeg saa’ ej, naar Døren blev lukket,

at Spejlet et udvisket Billed gav:

det var Glasset i Varmen som dugged.

Saa kom jeg da ud og Verden jeg saa’.

Den var, ak, saa stor; jeg stod saa betaget.

En Kæde med Led ved Led for mig laa,

til den Ene den Anden sig haged;

Sulten og Nøden, det daglige Brød,

Kampen for Livet, det kæded dem sammen.

Et gribende Billed; den fælles Død

danned om Dugen Rammen.

Jeg flygted tilbage, lod Døren dog staa

paa Klem, og tog saa til Farver og Pensel.

Jeg maled Portraiter af Store og Smaa,

en Kæde af Sygdom, af Sorg eller Skændsel.

Saa gik Du en Dag min Dør forbi

og smiled og hilste som Budskab fra Glæden.

Jeg studsed og rødmed. Paa mit Staffeli

kom Kærlighed øverst i Kæden.

Naar Ilden var gaaet ud

og mit Dagværk til Ende,

jeg hented ej Brænde

før.

Hvorfor holde Ilden vedlige?

Hvem borger mig for, hvem kan sige,

om ikke det Hele er slukket,

før Morgnen sin straalende Dør

har for Livet, forSangens de kommende Dage oplukket?

Ilden er længst gaaet ud.

Den brænder herinde,

mit Hjærtes Veninde,

nu.

Jeg vogter den varmende Lue,

jeg sidder med Smil i min Stue;

Nætter vil komme og Dage,

én vil der komme, hvor Du

skal med Digtet, jeg skrev, paa min Gang som Vejviser drage!

Javel, jeg var en Spillemand

— Hej hop, paa glade Strænge —

og jeg har føjtet vidt om Land

og løbet langt og længe.

Fra Sol stod op til Sol gik ned,

ind under Maanens Kølighed

og Dagens hede Blikke,

jeg sang, og lo, og græd derved —

men paa en Sanger-Evighed

tænkte min Taare ikke.

Var Sangen god, saa var det godt

jeg var som Fugl paa Kviste;

men jeg har andre Veje traadt,

maa andre Sange friste.

Nu véd jeg, hvergang Sol gaar ned

og Havets dybe Kølighed

udslukker Dagens Blikke,

at jeg maa blive flittig ved —

thi for en Kunstens Evighed

skabtes jo Fuglene ikke.

Ja, jeg har tænkt, og stundom med Skræk

— skønt Du véd, jeg er stærk —

naar jeg sad i ensomme Stunder:

nu plukker de mig fra hinanden som Værk,

sønderlemmer den kække Bersærk,

stikker paany og paany itræk

deres Sonder i alle hans Vunder.

De lægger ham paa Dissekérbordet op!

— ja Du véd, jeg er stærk,

men jeg frygter dog deres Knive.

I Kampen jeg var jo en modig Bersærk,

men bagefter kommer Kirurgernes Værk;

ak, saa lad dog i Fred hans Krop

imens han endnu er ilive!

Du trykker min Haand. Jeg volder Dig Skræk;

nuvel, jeg er stærk,

og vi sidder ved Arnen tilsammen.

Jeg læser her om en gammel Klerk;

han var nok en kronraget, vild Bersærk,

og døde, og Fanden førte ham væk

under Munkenes korsende: Amen!

Femhundred Aar. Saa grov de ham op,

og saa skrev de et Værk,

om hvordan han virked og leved.

Da var han bleven en stolt og stærk,

ivrig og nidkær Herrens Bersærk;

Fanden var borte og »Brødrenes« Trop;

kun hans Stordaad tilbage var blevet.

Du trykker min Haand, men uden Skræk.

Ja, Du har gjort mig saa stolt og stærk,

og vi sidde jo, Gudskelov, sammen.

Om femhundred Aar vil de skrive et Værk,

og grave mig op som den gamle Klerk,

og tage mit Liv i de store Træk.

Og saa synger »Brødrene« Amen!