Foraars-Symfoni
(Allegro. Marche. Scherzo. Finale.)
(Allegro. Marche. Scherzo. Finale.)
Allegro.
Det har regnet i Nat;
det var dertil, vi trængte.
Først aanded det køligt, og siden det stænkte,
saa drev det med Fynd gennem Skyernes Sold.
Morgnen er kommen, og Luften er kold,
men Solen vil snarlig skinne.
Der sidder en Fugl paa den knoppede Gren,
den fløjter og lægger sit Hoved paa Siden;
saadan en liden
fornøjelig En,
hvad den dog kan have i Sinde!
Den kalder paa Solen med Læmpe og List,
den véd dog, tilsidst
vil Vaaren sit Indtog holde;
den klager ej over de skammeligt kolde
Tider bag Snedrivens fygende Volde,
den glemmer saa hurtigt, hvad Ondt den har døjet,
den har kun den kommende Velstand for Øjet;
den husker kun, at
det har regnet i Nat,
og den véd nu, at Solen vil skinne.
Saa bryder det løs over Skybankens Tinde.
Bag glimrende Straaler
gaar Solguden frem;
han misser, og maaler
med spørgende Øjne sit kommende Hjem.
Aa ja, denne Jord er slet ikke saa slem;
naar her bliver luget
for Ukrudt og Sligt,
naar hist bliver ruget
af Varmen, hvad Væden til Rette har lagt,
saa svulmer det op som et jublende Digt.
Naar alle de Spirer for Dag bliver bragt,
som Sneen har kuet,
som Frosten har truet,
saa blinker det broget, saa skinner det rigt,
saa bryder det Hylster, saa sprænger det Dække,
og tusinde Arme mod Skyerne række
i svingende Hænder en lysegrøn Hat:
Det har regnet i Nat;
Hurra, det er Foraar i Dag!
Marche (funèbre).
Jeg hører gennem Skoven en sælsom Melodi:
Din Tid er forbi!
Det rasler over Løvet,
som ligger der fra Høst,
de nærmer sig og synger
med dyb og dæmpet Røst,
imedens Sørgetrommer sagte buldre.
De bære Vintren bort paa deres Skuldre.
Paa Baaren, under Lagen saa hvide som Sne,
et Lig er at se.
Der ligger han saa stille,
den gamle Udaadsmand,
han hærged, da han hersked,
saa haardt sit stakkels Land;
han tro’de vel, at slig en Færd var mandig.
Men strenge Herrer hersker ej bestandig.
Hans Svende er i Harnisk; som Hagl er deres Gang,
med Klirren og Klang.
De sorte Skyer følger
som mørke Præstekor,
de mumle deres Bønner
med Blikket vendt mod Jord;
de træder paa de sarte Anemoner.
Da lysner Solen gennem Skovens Kroner.
Og hele Skaren gyser. De fortne deres Tridt
med ilsomme Skridt.
Paa Skuldren vipper Baaren,
og Knæerne slaar Klik,
de trænger paa der bagfra,
og — kun et Øjeblik —
saa glider Byrden ud af deres Hænder;
og bort igennem Skoven Skaren render.
Jeg hører gennem Skoven en sælsom Melodi:
Din Tid er forbil
Der ligger Liget ene
og synker langsomt ned,
indhyllet i sit Lagen,
hvor Bærerne de gled.
Og Jorden lægger Græstørv over Baaren,
og alle Fugle synger: Plads for Vaaren!
Scherzo.
Saa følger Sommer med Solglans og glødende
Sanser i Kor;
Bakehus ved Kilden med Faunerne mødende,
Bølgerne blødende.
under de Draaber, der drypper til Jord.
Druen den spejler sig gylden i Kummen,
Biernes Summen
minder om Honning og mælder om Sødme.
Nymferne rødme,
flygte til Skoven
og skjule sig dér.
Bakehus ved Voven
klapper i Hænder og raaber: Følg efter!
Og Faunerne lér
og forfølger af alle Kræfter.
Luften er svanger med Blomsternes Aande,
Bakehus ved Bægret gaar Faunen til Haande,
Bægret er Faunens, men Skaalen er hans,
Gudens, som svinger sin Tyrsus til Dans.
Tag nu, Du graanende Sanger, din Krans,
tryk den om Tindingen, taal at den tynger.
Druer i Vedbenden tætte sig slynger,
le kun og dans;
tidsnok vil Tidsmaalet raabe sit: stands!
Vinen og Glæden forynger.
Hvad var din Visdom, om ikke Du kunde
le med de Sunde,
elske med Ungdommen, lære af den?
Prøv kun, min Ven!
Vakler dit Knæ, jeg skal støtte Dig Gangen,
dans, og lad Sangen,
naar den i rhythmiske Bølger sig slynger,
lette din Sjæl for hver Tanke, som tynger,
give Dig Ungdommens Livsmod igen.
Thi det er Sommer og Solen er skinnende,
Himlen er klar.
Intet om Ælde og Vintersøvn mindende,
Timerne rindende
bort i en Drøm, som kun Ungdom den har.
Rejs kun, Du Gamle, Kathedret i Lunden!
Straks her paa Stunden
samler sig Fauner og lytter til Talen.
Men lad Moralen
blive derhjemme,
gemme sig der.
Alvorens Stemme
smager ej Skovlivets kritiske Kræfter.
Silvanerne lér,
Finale.
Og saa gik jeg til Søen ned
en dejlig Foraarsdag.
Og der stod Skoven alt bered’
at hejse paa den friske Bred
sit nye Søndagsflag.
Og Fuglene de sang,
og Bølgerne de sprang,
og Blomster stod og lo langs alle Stier.
Og Himlen som en Klokke hang,
oe mod dens Hvælving slog en Klang
af alle Jordens Foraarsmelodier.
Jeg smed min Hat i Luften op
og smed mig selv paa Jord.
Min Hat den hang i Træets Top,
i Græsset strakte jeg min Krop,
skjult af det rige Flor.-
Jeg tænkte ej; jeg tvang
hver Tanke ned og sang,
og lytted til Insekterne, som summed.
Jeg følte blot en mægtig Trang,
at smelte hen til Gavns en Gang
i Samklang med mig selv og hele Rummet.
Jeg kan ej male Søens Blaa
og ikke Jordens Duft,
og ikke Længslerne, som gaa
i Verden ud paa Maa og Faa,
og ej den bløde Luft.
Min egen Sang og den,
som gaar langs Søen hen
og bølger op og ned langs Lysets Stier,
den maler mer end Skrift og Pen; —
og hvad er Vaaren andet end
en Krans af Duft og Lys og Melodier?