Luften sitred, da Solen gik ned;
at skilles gør saa bedrøvet.
Nu mørkner Løvet
ved Søens Bred;
løft Dig min Sang og hold Dig bered’,
den Savnede vil vi besynge.
I Høstnatten falmer den duftende Krans,
som Vaaren fik flettet af Blomsternes Klynge;
Høsten rækker en Tankekrans,
men det er Blomster, som tynge.
De blev jo vædet af Aftenens Dug,
af Skyens perlende Taare;
de blev ej fredet for Vindenes Suk,
om og de blev fredet for Øksernes Hug,
da Bøgen lagdes paa Baare.
Det blev et tungsindigt Blomsterkuld
trods Formens Renhed og Farvens Guld;
de spired omkring den kløvede Bul,
de dufter af Muld,
og de længes mod Solskin saa saare.
Løft Dig, min Sang, mod den sitrende Luft;
den Savnede vil vi besynge.
Lad Blomsternes Klynge
kun mangle, i Duft,
lad Maanen staa bleg i den blaanende Luft;
vor Sang har dog Kræfter tilbage.
Hvad Vaaren slængte for rundhaandet hen
i Tillid til Sommerens evige Dage,
det samler Høsten. Og stærkest er Den,
som véd: der er kort kun tilbage!