. . . . . Vær ikke bange, Veninde,
kun en Minut vil vi standse vor Gang;
de Luer, som lyse derinde,
lyde som Alting en Lov.
Gerne som sydende Lava de sprængte
Ovnen og Hytten. — Formen dem tvang;
og under kyndige Hænder de tjene
Menneskets store Behov.
Ild maa der, Ild maa der til for at skille
Slakkerne ud og det sodede Grus,
Ild maa der til, forat Formen kan fængsle
Lavaen i sit betryggende Hus.
Ak, denne Smelten af Ertsen i Ovnen
har mig saa svidende Smærter forvoldt.
Lykkelig den, hvis Hjærtes Metal kan
udhamres »koldt«.
Vær ikke bange, Veninde,
kun en Minut vil vi standse vor Gang;
nu synker derinde
Luen, som tændte min Sang.
Sangen er din, om Du ellers forstod den;
Formen er kølet, Sangen er støbt.
Sig, tør Du tage imod den,
om end i Ild den er døbt?