Nattens Fest svandt hen,
Morgnen kom igen;
blank dens Himmels hvalte Bue straaler.
I Fontainens Skaaler,
hvor min Tørst jeg stilled,
spejler Himlens Skjold
sig af
med et omvendt, gyldent, roligt Drømmebilled.
O jeg husker Nattens Fest.
Godsets Herre ved sit Gilde
lod Fontainens Straaler spille;
alle Regnbufarvers Fest.
Og det plasked, sprang og jubled,
Springets Straaler op sig kupled
i en Hvælving, høj og fri;
Tempelhvælving, bygt for Glæden,
mens i Kæden
Godsets Ungdom lo og dansed,
og Fontainen blev bekranset
af et Pragtfyrværkeri.
Nattens Fest svandt hen.
Her jeg staar igen,
kølig, ved Fontainens stille Kumme.
Hvad dit Væld kan rumme,
ak, det har jeg lært mig,
men den Lærdom, Du
mig gav,
drikker jeg af Dig, før Springet har fortært sig.