Jeg drømmer mig en Sommerkvæld
tilbage
til Landet, hvis smaa Kildevæld
er svage,
det Land, hvor ingen Ej ælde staar
ur-trodsigt gennem tusind Aar,
men hvor en Munk i Enge gaar
de lange Sommerdage.
Hvad synger han, den Munk saa graa,
for Sange?
han kan dem alle, korte, smaa
og lange;
han nynner, gør han, fin og klog,
imens han sætter Orm paa Krog —
han nynner i mit eget Sprog
de blide danske Sange.
Han sidder dér den Sommerkvæld
og fisker,
mens Siv som Sus af Kildevæld
smaahvisker;
og mens han grunder sindigt paa,
hvad Fisk han skal paa Krogen faa,
hans Nynnen ved den blanke Aa
en Ungdoms-Drøm opfrisker.
Dér gaar jeg selv ved samme Aa
og langer
mod Iris ud — saa gul og blaa
den pranger ...
jeg nynner med i samme Sprog,
og Munken smiler, fin og klog,
thi se — han paa sin Medekrog
mit danske Hjærte fanger.