Campanilen ringer;
det er Vespertid.
Gondolierer! bringer
Barken mig herhid!
Ikke en Gondol med lukt Kaleske;
fy for Fanden! ej en Ligvogn vil jeg,
jeg vil ikke gemmes i en Æske
som et Lig — jeg vil just leve, vil jeg.
Pietro, Beppo! ro mig til den Skonne ...!
Hendes Navn? — Jeg véd ej Navnet, Gutter.
Hendes Farver de er lysegrønne,
Tjenerne er brune som Cerutter.
Hendes Øjne? — sorte, ja naturlig-
vis; hvor kan man tænke andet!
Hendes Hjærte? — bundløst, ja figurlig-
talt; det er som Riva-Vandet.
Se, dér kommer hun,
just i samme Stund,
i en Barke. Saa ro til for Pokker!
Se, Gondoler flokker
sig om Baaden, trænger
frem fra alle Kanter.
Det er Aspiranter;
men det gaar ej længer.
End hun selv, den Smukke vil.
Hun har sagt mig til;
jeg er mødt — Va bene!
Hun og jeg skal snarlig blive ene.
Ser I Farven dér!
Dette grønne Skær,
som fra Tæppet flyder ned i Vandet.
Sé, nej Beppo, sé;
o, hvor kan man andet
end af Hjærtet lé.
Hist Lakajerne,
som Cerutter staar de;
ha, sé Hajerne,
Cicisbé-Kohorten
jaget flux paa Porten;
sprængt, fordrevet, fra hverandre gaar de.
Nu er Vejen fri,
Ecco! her er vi!
Fjenden er forjaget,
fremad som et Lyn! —
O, men hvilket Syn:
Pladsen ved den Falskes Sider er optaget!
...
Traditore! O, gid Fanden ...!
Pietro, Beppo! ro mig til en anden.