Blandt Venners Flok til højbords sat
en kærte-klar Sylvesternat
— (hvor klang Krystalpokalen! —
jeg rejste mig saa lys i Sind,
ret i min Ryg, rød om min Kind,
og gennem Kærtehavets Skin
saa’ jeg mig rundt i Salen.
Det flimred over Gildesbord
og der faldt overgivne Ord
— hvor lød de ungdomsfriske!
hvor svulmed denne Lattersø
med Indfalds-Blink, som under Ø
en Stime viltre Fiske.
„Vær hilset!” raabtes der, „Du Nat,
som krammer ud din Rigdoms Skat
— ihvor den saa er funden —
som oser op og slænger hen
i Grams til Festens Spillemænd
den sidste Hvid paa Bunden.
Vær hilset, Nat i Kroningsdragt!
som kaared til din Hirdmands-Vagt
os frie frelse Svende:
Vær hilset, Drot, med et Hurra,
med Livets Raab: „vive le roi”
til dine Dages Ende! — —
Og Raabet klang; Pokaler fo’r
ivejret rundt om Gildesbord
saa blev der tyst i Salen;
en Kvinde, klædt i mørke Flor,
skred dronning-værdig, rank og stor
ad Døren ind fra Svalen.
Den aabne brede Svalegang
og Salen blev med Et saa trang,
lavt syntes der til Lofte;
og hver en Svend i Hirden stod
som mangled Mæle han og Mod
og famled paa sin Kofte.
Hun vinked ad mig — og jeg skred
langs Bordets tavse Rækker ned,
hvor Glæden var forstummet;
jeg fulgte hende modstandsløs,
halvt i en Gru, halvt i en Døs,
derud — i Himmelrummet.
Omkring os Mulmets dybe Nat
af hvert et Stjærne-Blink forladt,
som kan saa dag-mildt skinne:
saa traadte hun mig ganske nær,
og i et dæmpet Fosforskær
stod rank den blege Kvinde.
Hvem — hvisked jeg — hvem er da Du?
og skal mit Hjærte briste nu,
som brast al Livets Glæde?
her er saa mørkt, hist var saa lyst,
her er saa afgrundstomt og tyst,
som Døden var tilstede!
Hvad kan Du give mig igen,
som Gengæld for hver svoren Ven,
der venter mig i Salen?
Har Du mon Vin at byde paa,
som den, vor gæve Gildes-Skraa
lovhjemled med Pokalen?
Du er en Dronning, skøn og stor,
men klædt i mørke Sørge-Flor,
med Alvor i dit Øje!
for ham, hin Drot i Kroningsdragt,
hans Rigdom, Sundhed, Mod og Magt,
jeg ene Knæ vil bøje!
Hun kyssed kun til Svar min Mund.
Da blev der fra den samme Stund
en Vemod i mit Indre.
Hun svandt — men i et Fosforskær
fornam jeg end, som ganske nær,
to Øjne mod mig tindre.
Og det var en Sylvesternat —
jeg kom tilbage, jeg blev sat
til højbords dér i Salen;
da drøned Vennernes Hurra;
naa stem kun i: „vive le roi”!
jeg hvisked: „vive la reine!” — og ... ja
saa tømte jeg Pokalen.